At tage afsked

En kort historie, baseret en smule på virkeligheden.
Håber I kan lide den.

0Likes
3Kommentarer
863Visninger

1. At tage afsked

Hun havde sagt farvel alt, alt for mange gange. Det var efterhånden blevet temaet i hendes liv. Hun sad på et bord i opholdsrummet og svingede med benene. Hun var alene, for udenfor var det godt vejr og solen skinnede varmt. Men trods varmen havde hun en sort bluse med lange ærmer på og posede bukser i en udvasket grå farve. Hendes hår var langt, mørkeblond og dækkede hendes ansigt når hun så ned. Det gjorde hun ofte.

I dag havde ikke været så slem, selvom hun havde grædt om morgenen, i håb om at mor ville lade hende blive hjemme… ”De” havde kun forstyrret hende i frikvartererne og heldigvis ignoreret hende i timerne. Det kunne hun leve med. Så vendte tankerne tilbage. Alle dem hun havde sagt farvel til: Morfar, hendes bedste ven i børnehaven, bedste ven i de små klasser, bedste veninde i de små klasser, dem, der skulle være hendes venner, men havde forladt hende alligevel – og nu var hun alene. Altid alene.

Det var ikke deres skyld, det måtte hun ikke tænke. Det var hende, der var noget galt med, det var jo derfor de drillede hende. Hun vidste bare ikke hvad. Hun kunne ikke lide deres musik eller tøj og hun ville ikke være som ”dem”. Måske skulle hun flytte skole? Men i hendes hoved havde hun en overromantiseret idé om, at være den sidste pige fra 0.b der gik ud af 9. på samme skole. Hun var den eneste pige tilbage fra hendes 0.. Desuden, hvad hvis det var sådan her over det hele? Hvad hvis det ikke blev bedre?

Hun kiggede på bogstablen, der stod ved siden af hende, og så kiggede hun på sit ur. Der var 20 minutter til klokken ringede. Hun greb ud efter en bog, fandt sit bogmærke, og forsvandt ind i bogens sider, til et sted hvor ”de” ikke kunne nå hende.

Da de havde fri, var hun enten først eller sidst ude af døren. Det kom an på hvor hurtige ”de” var. Hun gik aldrig ned i klubben når ”de” var der, så hellere tage hjem til et tomt hus. Det var efterår i sjette klasse, og bladene var så småt begyndt at blive gule og orange. Som den sidste trissede hun over til cykelskurene. Hendes røde cykel holdt helt alene, men nogen havde fyldt kurven med blade. Stille tømte hun kurven og så tjekkede hun dækkene. De var heldigvis ikke blevet piftet i dag.

Om aftenen, efter de havde spist, kom far. Det plejede han ikke. Normalt var det kun hende, mor og katten, far boede fem-seks kilometer væk, i et hus med sin kæreste. Det var okay. De satte sig ind i stuen, ikke lige som den gang, de fortalte hende, at de skulle skilles, der sad de i køkkenet. Far tog ordet. Han fortalte, at han og mor var bekymrede over, hvor dårligt hun havde det, og at hun derfor skulle flytte skole efter efterårsferien. Hun skulle se sin nye skole på mandag. Så kom ferien og så var hun væk fra ”dem”. For evigt. Hun begyndte at græde. Først var det bare gråd, men så opdagede hun, at noget havde løftet den byrde, som hun havde båret rundt på inden i. Lettelsen bredte sig i hele kroppen, mens hun fortsatte med at græde det hele ud.

Da hun havde grædt færdig, havde hun kun én tanke: Nu var det hendes tur til at tage afsked og flytte.

- Og det var det bedste, der nogensinde var sket hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...