Det sidste pust

Hun satte sig ved sit bord og tændte sin computer. Hun havde fået en mail. Hun læste den igennem, det var som at få et stød lige i maven.

"Det du har set er ingenting i forhold til hvad du kommer til at se hvis du ikke holder dig væk. Det her er seriøst, du skal ikke opsøge mere fare end højst nødvendigt. Du er i fare allerede uden du ved det.. Skriv ikke længere til din far og lad være med nogen sinde at prøve at opsøge ham"

1Likes
3Kommentarer
646Visninger
AA

2. Kapitel 1

Åh gud, endnu et dødsoffer. Kate læste artiklen igen og kiggede da op på Marylinn. "Det er det tredje offer i denne måned" sagde Kate. "Ja, jeg hørte fra min far at liget var drænet for blod". Kate stod lidt og kiggede på billedet af pigen i avisen. Hun havde kun været 22 år gammel. Det var det yngste offer de havde haft indtil videre. Kate gyste. "Dette offer var i Livingport, jeg håber ikke morderen kommer hertil.. Jeg synes vi har nok med kriminalitet og hærværk" "hvorfor skulle moderen også komme hertil? Det her er den mindste by i verden! Morderen har sikkert ondt af os!" Sagde Marylinn med et leende smil på læberne. "Du overreagere altid Kate!" Marylinn havde altid syntes at Halingtong var den mindste og den mest kedeligste by i verden. Men hun vidste heller hvad Kate havde været ude for.

Da Kate var mindre var hendes far blevet bortført af nogle, eller noget mens Kate og hendes far var på vej hjem fra biografen. "Skynd dig ind i busken!" Havde hendes far sagt lige før de kom. Kate havde siddet i busken og set på dem der bortførte hendes far. De havde lignet mennesker men havde bevæget sig som katte eller skygger. Hendes far havde været i undertal og det havde lykkedes dem at slå hendes far ned og have taget ham med. Kate havde siddet der i busken indtil hendes mor var gået ud og ledt efter hende. Lige fra den dag havde Kate sendt små breve til sin far på blade, bare for at have et håb om at han en dag kom hjem til hende. Hendes mor havde sagt til hende at hun skulle glemme det, at det hele sikkert havde været noget hun havde drømt.  Men det var det ikke. Kate var sikker. Så det med brevende gjorde hun nu kun i skjul og kun på helligdage.

"Kate? KATE?!" Marylinn kaldte. "Mmm?" "Nu var du væk igen.. Nogle gange bliver jeg sku bekymret for dig" Marylinn kiggede på hende med et uroligt blik, men Kate gengældte hendes blik med "jeg-er-altså-okay" blikket. "Okay, skal vi tage på "metroen"?" Spurgte Marylinn. Kate vidste at vejen hen til "metroen" gik forbi det sted hendes far blev bortført, men sagde alligevel ja til Marylinn's tilbud.

"Hvad tror du Mr. Johnson mente med at vi skulle skrive en gyser som skulle ende lykkeligt?" Spurgte Marylinn. Kate vidste at Martlinn ikke var den skarpeste til dansk. Marylinn var bedre til fysik og matematik. Kate derimod var mere til de sproglige fag. "Han mener at vi skal skrive en gyser, hvor starten og midten er uhyggelig men ender godt. F. eks. En pige som bliver forelsket i en vampyr og hun er ved at blive dræbt i forsøget på at han skal ligge mærke til hende. Men til sidst ender det med at han siger til hende at han elsker hende" Marylinn sad med store øjne. Kate gengældte hendes blik. Når hun sad og fandt på historier eller på handlinger til historier kom hun i en trance hvor det var som om teksten kørte som en film bag hendes øjenlåg. "Du er så god til at finde på historier. Jeg ville ønske at jeg havde sådan et talent som dig til at skrive historier" Marylinn tog en tår af sin Latte. Kate sad og kiggede rundt i rummet. Pludselig fik hun øje på en dreng, han var nok omkring de 17 år. Han så ud som om han ledte efter noget, eller nogen. Marylinn sad og snakkede om nogle problemer hun havde med en fyr. Men Kate kunne ikke koncentrere sig om hvad Marylinn sagde. Hun havde travlt med at stirre på drengen i baren. Pludselig fik hun hans øjenkontakt. Hans blik var intenst og det så ud som om han havde fundet hvad han ledte efter. Kate rødmede en smule. Drengen rejste sig og forlod stedet. Kate begyndte at gyse. Hun vidste ikke hvorfor, men den måde han gik på mindede hende om nogen. "Hvem er det du sidder og tjekker ud?" Marylinn kiggede nysgerrigt på hende. "Ikke nogen" sagde Kate bare, uden nogen form for videre tænkning. Kate vidste jo godt at så snart Marylinn ikke vidste hvad der foregik omkring hende ville hun straks vide alt og mere til. "Ikke nogen? Jeg så du kiggede over mod baren, du havde ikke koncentration til andet.. Så hvem var han, hvordan så han ud? Detaljer, detaljer!" Marylinn ruskede i kate og kiggede på hende med store øjne, Kate kunne godt droppe det der var ingen vej udenom. Kate fortalte om drengen, og om hvordan deres blikke var mødtes og om hvordan hun blev skræmt og samtidigt utrolig tiltrukket af alt ved ham. Marylinn synes det lød romantisk og begyndte at snakke om Romeo og Julie. "Du burde skrive en bog! Alt det som du oplever kunne blive den perfekte historie" Marylinn kiggede på hende og løftede øjenbrynene. Kate puffede til hende. "Hvor er du sjov" sagde Kate ironisk. Marylinn lavede en grimasse og rakte tunge. Kate rullede med øjnene.

Hjemme på værelset lå alt som da hun forlod det. Tegneblokken på skrivebordet med farverne omkring og tøjet på stolen. "Et puma-bur" som hendes mor kaldte det. Kate kiggede rundt, der manglede noget. Kate stak hoved ud af døren og råbte ud til køkkenet "Mor! Har du været inde på mit værelse?" "Nej skat, hvad mangler du da?" "Ikke noget særligt, skulle bare lige være sikker" "Okay skat, sig hvis du har brug for hjælp til at lede! Der er mad om 20 minutter" Kate kiggede en ekstra gang rundt i værelset men hun kunne stadig ikke se den. Hun satte sig ved sit bord og tændte sin computer. Hun havde fået en mail. Hun læste den igennem, det var som at få et stød lige i maven.

"Det du har set er ingenting i forhold til hvad du kommer til at se hvis du ikke holder dig væk. Det her er seriøst, du skal ikke opsøge mere fare end hø jst nødvendigt. Du er i fare allerede uden du ved det.. Skriv ikke længere til din far og lad være med nogen sinde at prøve at opsøge ham"

Mailen var anonym. Kate læste den igen og igen. Hun kunne ikke finde ud af hvad der lige var sket. Var hendes far i live? Hvorfor måtte hun ikke opsøge ham? Hvem var denne mystiske person der skrev og havde mailen nogen sammenhæng med drengen hun havde set tideligere? Hun var helt i sine egne tanker og hørte slet ikke hendes mor komme ind på hendes værelse. "Hvem har skrevet den mail?" Hendes mors stemme var kold og hård. Kate blev helt forskrækket, hun havde aldrig hørt hendes mor med den klang i stemmen, Kate skyndte sig at lukke låget ned. "Ikke nogen.. Det var ingenting" Kate prøvede at lyde uskyldig. "Pigerne og jeg laver bare lidt sjov" Hendes mor kiggede på hende. Kate havde aldrig været god til at lyve, men hun gjorde sit bedste. "Okay" Hendes mor sagde det med hendes bare-du-ikke-kommer-til-skade blik.  Kate vidste at hendes mor havde læst mailen, eller i hvert tilfælde noget af den.

"Der er mad nu" Kaldte hendes mor ude fra køkkenet.

De sad ved bordet og Kate kunne godt mærke at stemningen var en smule akavet. Det ringede på døren, heldigvis, tænkte Kate, nu var hendes lillebror kommet hjem fra fodbold. Det kunne måske løsne lidt op i stemningen. Hendes mor gik ud for at åbne, Kate skyndte sig at spise færdig så hun kunne komme ind på sit værelse og være sig selv.

Kate tog sin blok og satte sig over til sit skrivebord. Der sad hun så og tænkte over hvad hun skulle tegne. Hun så ind i sig selv for at finde lidt inspiration. Pludselig så hun den mystiske dreng for hendes indre blik og begyndte at tegne hans ansigt. Hans bløde runde form af hans ansigt, hans skarpe og mystiske blik, hans brune hår som hang lidt ned over ansigtet lidt som Justin Biebers. Hans hage var en smule skarp men passede perfekt til resten af hans fantastiske ansigt. Hans lille næse som var perfekt, i hendes verden var sådan en næse den smukkeste og ikke kun fordi at den sad på hans ansigt. Alt ved ham var alt for perfekt, det var som om det trækkede hende ind til sig. Hun nåede til at skulle tegne hans øjne, mørkeblå som nattehimlen. Det var som om hans øjne udstrålede kom-her-over men alligevel sagde de hold-dig-væk. Hun blev færdig ved sin tegning. Det var det flotteste portræt hun havde lavet. Men hun kunne stadig ikke finde ud af hvor hun havde set ham før. Hun lagde blokken ned i skuffen og gik ud for at gøre klar til at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...