Denne Smukke Dog Grimme Verden

Denne historie er MEGET Chobit's (en manga/anime) inspirret..
Jeg lavede den kun fordi, jeg ligesom skulle lave en science fiction historie i dansk, og var MEGET blank. Håber dog at i ville kunne lide den alligevel.

3Likes
8Kommentarer
1638Visninger
AA

1. Sommerens Søde Kys

Hvad er vi mennesker egentlig? Hvad har vi mennesker egentlig udrettet, i denne smukke dog grimme verden...? Det skal jeg fortælle jer... År 2083 har vi mennesker skabt en computer. Det lyder måske ikke så utroligt, men computere i denne tid, ligner ikke dem, som i år 2000. Den har ikke længere en skærm man kan kigge på, og der er heller ikke nogen mus du skal styre. I år 2083, kan den faktisk selv gå. En teenager-computer om man vil. Hvis man vil have en såkaldt bærbar er det en baby-computer, det ligner nøjagtig et lille barn.

Sommer – 2085:

En dreng ved navn Mac, blev forelsket i sin computer. Det bedste ved at forelske sig i sådan en, var at den skulle gøre hvad ens ejer fortæller dem, især fordi de ikke forstår hvad følelser er. Og hvis Mac var utilfreds med Ea, som hans computer hed, kunne han bare ændre på hende, sådan som han havde lyst til. Mac var sytten da han fik sin computer. Han var blevet træt af sin bærbar, Line, som var forældet. Da han havde købt den nyeste model af computer, en R57-EA99. Navnet på modellen har intet med computerens egentlige navn. Mac kunne bare ikke finde på noget andet. Da Mac havde samlet hende, lå den nøgne robotkrop på gulvet. Han satte harddisken i, og hun åbnede øjnene. De var blå, som krystaller, og Mac ville ikke bruge hende som en ting, for hun var mindst lige så menneskelig som ham selv. Han ville lære denne robot, at være et menneske. Der var heller intet han ville ændre på, for hun var perfekt som hun var. Mac lærte hende af tage tøj på, og hun opførte sig som et lille barn på fem, for ligeså snart hun så underbukser, tog hun dem på hovedet og fniste. Det tog sin tid at lære hende basis tingene, hvad angår tøj, og da Mac fik lært hende det, havde hun den sødeste sommer kjole på, som stod til hendes orange hår. ”Hvad er mit … navn, ejer?” Spurgte hun stille. Mac stod og tænkte, og kiggede rundt omkring i rummet. Mac fik øje på manualen, og siden han var meget fantasiløs, kaldte han hende Ea. ”Dit navn er Ea, og jeg er ikke din ejer... Du er din egen herre. Mit navn er Mac.” Han rakte hånden til Ea, for at trykke hendes hånd, hvilket ville sige, at hilse som normale mennesker gør. ”Ea ... Min egen herre?” Ea sagde det lidt hakkene, for hendes harddisk var ikke programmeret til dette. Den var programmeret til at tjene, og hjælpe de normale mennesker. Ea betragtede Mac’ hånd, med sin tungespids stukket lidt ud fra munden. Hun gav ham hånden, og Mac viftede den op og ned. ”Det kaldes et håndtryk. Det er det man giver et menneske, når man møder dem.” Mac gav lige så stille slip på hendes hånd. Hun tog sin hånd til sig, og kiggede på den. ”Håndtryk…” Hun kiggede på Mac, og smilede skævt. Mac kunne ikke tro sine egne øjne, at denne computer, robot, hvad end man nu ville kalde den for... Ligner så meget et menneske at det ikke er til at sige hvad forskellen er på mennesket, og dette ”menneske”. Alle går med deres robot-computer ved sin side, på gaderne, det er den eneste grund til at man ved at det ikke er et menneske folk går med, men en robot, som husker alting for dem. Indkøbs seddel, huskelister, går ind på hjemmesider for dem, og giver dem svaret på det spørgsmål, som de nu engang er blevet robotten givet... Men vi mennesker giver dem aldrig et spørgsmål, som kan fortælle os om dem... Ea kiggede bag sig, og gik ud på balkonen. Hun kendte godt ord på de fleste ting, det var jo en computer, så at lære hende at tale, skulle Mac ikke ligefrem. Hun betragtede udsigten. Hun så køretøjer på gaden. ”Jeg vil køre på sådan en!” Mac gik ud til hende, og kiggede der hvor hun pegede. Ea pegede på en motorcykel. Mac havde en motorcykel, så det var intet problem, men han kiggede på hendes fødder, og indså at han ingen sko havde købt hende. ”Ea, vil du ud og købe sko?” Mac havde allerede sko på. Han havde ikke taget dem af, siden han havde fået Eas æske ind ad døren. ”Sko?” Eas computer hjerne gik i gang, og et kort sekund efter sagde hun; ”Sko... En genstand som man har på fødderne, for at beskytte dem, også kaldet fodtøj... Det vil jeg da gerne!” Ea var blevet helt ivrig og tog Mac’ håndled, og hæv ham ud ad døren, og ud til lejlighedens gang. ”Vent, vent!” Råbte Mac. Du skal ikke gå på den beskidte jord, uden sko på.. ”Hvorfor ikke?” Spurgte Ea, med en uforstående stemme, men Mac bar hende i hans arme. ”Fordi jorden er beskidt, og dine fødder skal heller ikke komme til skade.” Ea søgte efter ordet skade, og vidste allerede hvad det betyd. Hun puttede sit hoved mod Mac’ bryst. Mac prøvede af dufte til hendes hår, og overraskede nok, duftede det faktisk af noget. En svag duft af jordbær. Det gav Mac en varm følelse indeni, og han faldt i staver... Lige indtil en gammel dame åbnede døren til opgangen. ”Ung kærlighed er så skøn… Det er dejligt af se to rigtige mennesker finde sammen.” Sagde den gamle dame med lidt hæs stemme. Det overraskede ikke Mac at den kone, ikke kunne se forskel på et rigtigt menneske, og disse computere. Ea kiggede på den gamle dame, som holdte døren for Mac og hende. ”I skal da ud, ikke?” Den gamle dame smilede. Jo, det skal vi. Tak.” Sagde Mac smilende. Da de kom ud ad døren, satte Ea sin hånd foran øjnene på grund af solen. ”Kærlighed…?” Hviskede hun for sig selv, lige så stille. ”Sagde du noget Ea?” Ea nikkede nej på hovedet, og smilte til Mac. Derefter kiggede hun på et stativ, hvor der stod en rød motorcykel. ”Er det din?!” Råbte hun højt, og helt oppe og køre, ligesom et lille barn juleaften. ”Ja, det er min ...” Mac nåede ikke at slutte sin sætning. Ea sprang ud af Mac’ hænder, hoppede over en hæk, og beundrede motorcyklen. ”Vent lige lidt Ea! Du får bare beskidte fødder!” Mac løb efter hende. Da Mac nåede frem til Ea, sad hun allerede på motorcyklen. ”Hvordan starter man den? Sæt dig.” Ea daskede lidt på sædet. Mac tog sine nøgler frem, satte sig på motorcyklen, og satte motoren i gang. Ea gav et lille ryk fra sig, fordi hun fik et chok. Mac indså, at Ea ikke var som alle de andre computere... Hun fungerede som et helt normalt menneske. Var det fordi han sagde at hun var sin egen herre? ”Du skal holde om mig, hvis du ikke vil falde af.” Mac tog hendes arme, og satte dem om ham selv. ”Du skal stramme.” Ea vidste allerede at det ikke skulle være for hårdt, for ellers ville hun ødelægge Mac’ ribben, så hun holdte løst om ham. ”Er det fint nok?” Hviskede Ea i Mac’ øre. ”Perfekt..” Sagde Mac, og vendte hovedet for at kigge på hende. Eas hoved var helt tæt på Mac’. Mac kunne mærke af hans kinder begyndte af kilde … han rødmede. Ea smilede bare med lukkede øjne. ”Kom nu, jeg vil gerne køre!” Mac rystede på hovedet, og kørte. Han ville køre den lange vej, mod centeret. Hvilket vil sige forbi stranden... Ea kiggede mod havet med store øjne, mens hendes hoved lænede sig op mod Mac’ ryg. Hun fniste stille. ”Hvor er det smukt...” Mac vidste godt hvor smukt det var, han ville ønske at han kunne se ud mod havet sammen med Ea, men han skulle holde øjnene på vejen.

 

***

Da de var kommet til centeret, var Ea helt ivrig efter at finde nogen sko, hun kiggede overalt rundt i centeret. Mac prøvede bare af fange hende, men Ea morede sig bare. ”Ea, vi skal ikke lege fanger nu! Måske senere!” Råbte han. Han fangede hende ved et hjørne, og holdte hende rundt om livet. ”Fanget.” Fniste han. ”Øv... Kan vi ikke lege bare lidt endnu?” Spurgte Ea og kiggede på Mac med hunde øjne. ”Senere...” Mac smilede til Ea, og kyssede hende på kinden. ”Følg mig, hvis du vil have sko.” Mac gav slip på hende, og gik foran Ea. Ea lavede små skridt med fødderne, så hun var hurtigere, for jo kortere skridtene var, jo hurtigere kunne hun tage det næste. Hun rakte efter Mac’ hånd. Mac blev helt varm om hjertet, og gav hendes hånd et lille klem. De gik ind i en sko forretning. En af ekspedienterne kom hen til os. ”Kan jeg hjælpe?” Spurgte hun. Mac så at der stod Ane på hendes navneskilt. ”Jo, det kan du faktisk. Min kære… veninde. Hun skal have nogen sko. Ea vil gerne have nogen sko.” Mac vidste hvem hun var, ved at skubbe hende foran ham, og holdte hende på skulderne. Mac var lige ved at kalde hende for hans kæreste. Mac og hans tanker om at hun var en computer, fandtes ikke længere. Han ville dog ikke kalde hende for hans kæreste, for det skal der to mennesker til at beslutte. Ane kiggede på hendes fødder... ”Hun har jo ingen sko på…” Hun kiggede op på Ea. ”Ved du hvilken størrelse du bruger? Og søger du noget bestemt? Løbesko, flade sko, sandaler, kilehæle, stiletter, eller støvler?” Eas computer hjerne, vidste allerede hvilken størrelse sko hun bruger. ”Jeg bruger en størrelse 39, hvis det er flade sko. Sko med hæl er 38. Eftersom det er sommer, skal jeg vel have sandaler...?” Spurgte Ea lidt usikkert og rakte hånden frem til Ane. Ane kiggede sært på hende, men gav hende hånden igen. Ea smilede stort. ”Javel ja... Flade, eller med hæl? Hvis ja angående hæl, hvilken slags?” Spurgte Ane. ”Hm...” Ea tænkte kort, og råbte; ”Med hæl tak! Kilehæle!” Hun fniste og smilte det skæve smil, som Mac elskede. Det fik Mac til at trække på smile båndet. ”Hvilken farve? Eller er det ligegyldigt?”  ” Helt objektivt betragtet eksisterer farver ikke. De er tilfældige områder i det elektromagnetiske spektrum, som vore øjne og vor hjerne omformer til - og opfatter som - farver. Følgelig kan man betragte farver som en illusion. Kunne vi se fx radiobølger på radio- og fjernsynsfrekvenserne eller de mikrobølger, mobiltelefoner betjener sig af, måtte vi opfinde nye farver... Hvis farver alligevel er bedrag, kan det da være lige meget med hvilken! Du bestemmer.” Ea satte hovedet på skrå. ”Javel ja... Sæt dem her Ea.” Ane viste Ea et sted hun kunne sidde, for at prøve sko. Efter noget tid kom Ane med syv forskellige sko, med forskellige højder. Alle skoene var med Kilehæle! Ea ville prøve de højeste, de var gule, havde en ram over foden, og en lille hæl, for at holde det hele på plads. Ea havde besvær ved at stå, og gå i dem. Mac grab hele tiden fat i hendes arm. ”Rolig nu… Du kan ikke bare piske af sted. Du har jo aldrig gået i sådan nogen sko.” Mac kiggede på Ea spørgende. Som om han ville have at hun prøvede nogen flade sko, eller i det mindste lavere. Ea smilede bare, kyssede Mac på kinden, og fjernede hans hånd fra hendes arm. Hun begyndte af gå som en pingvin, men hun fik da lidt mere fod på det, bogstavligtalt. Mac rødmede, og smilede skævt over Eas gå gang. Ane kiggede sært på Ea, og fniste derefter. Ane tog et andet par sko, som var lige så høje som Eas, og vidste hvordan man gik i dem.

 

***

 

Da de var færdige i sko forretningen, gik Ea ind i en cd shop.  Hun fandt nogle høretelefoner, hvor der blev spillet musik i. Ea nåede at høre disse linjer, inden hun spurgte Mac, hvem der sang; ”Better to be hated than love, love, loved for what you're not

You're vulnerable, you're vulnerable You are not a robot You're loveable, so loveable But you're just troubled

Guess what? I'm not a robot, a robot Guess what? I'm not a robot, a robot” Mac vidste det ikke. Han stoppede cd’en for at se hvilken cd det var. Sangerinden hed ’Marina & The Diamonds’. Selvfølgelige ville Ea have cd’en. Mac kunne ikke lide når hun sang den i stuen. Det minde ham om at hun intet menneske var, men en ... robot. Efter noget tid blev cd’en glem, Mac og Eas forhold blev mere og mere seriøst. Selvom det var en robot, var hun blød, og føltes ikke som metal skråt. Det var det som fik Mac helt til at glemme Eas rigtige jeg.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...