Det kan ikke være sandt

Allison skal giftes med hendes største kærlighed, da noget pludselig går op for hende.

2Likes
1Kommentarer
1048Visninger
AA

1. Jeg kommer ikke.

Allison kiggede på sin mobiltelefon. På hendes klædeskab hang den store smukke hvide kjole hun skulle bære om mindre end 14 dage. Men Allison var ikke glad. Det havde hun været for en halv time siden. Lige indtil hun havde ringet hjem for at fortælle de gode nyheder til hendes veninde Zara. Nu sad hun fortvivlet og anede ikke sine vildeste råd. Det Zara havde fortalt hende havde slået hende fuldstændig ud. "Jeg kommer ikke hvis der er koreanere med." Hvordan havde hun kunne sige sådan noget? Allison lod den første tåre falde ned af sin ene kind. Så kastede hun telefonen ned i gulvet og den gik i stykker. Hendes forlovede kom styrtende op til hende og så hende græde. I 2 lange skridt var han henne ved hende og tog om hende. Allison lod hovedet falde ind på hans bryst og græd. Hun kunne ikke holde tårerne tilbage. De havde været på vej frem lige siden Zara havde sagt det, men nu kunne hun ikke længere holde dem inde. Hvad havde hun gjort siden hun fortjente at få den behandling. Han tyssede på hende, da hun begyndte at hulke højt. Hun vidste godt at han bare gjorde det for at trøste hende. "Det skal nok gå, skat.." Han kyssede hende i håret og Allison nikkede. Det skulle nok gå. Det kunne han sagtens sige. Han havde alle sine venner omkring sig for de boede her alle sammen. Også hun. Men hun havde taget et valg dengang hun flyttede. Men at hendes valg havde påvirket hendes omgivelser i den grad havde hun aldrig vidst. Han løftede hendes hovede og kiggede på hende. "Hvornår var det din familie kom?" Hun snøftede og tørrede sine øjne og sendte ham et undskyldende smil. Han strøg hendes ryg og hans øjne fortalte hende at hun var tilgivet. "De er i lufthavnen 19.54.." Hun rejste sig og aede hans arm forsigtigt. "Jeg går ned og laver aftensmad til os, så du kan hente dem.." Så forsvandt hun nedenunder. Forsøgte at fortrænge de smertefulde ord og den smerte hendes hjerte led. Da hun skulle vaske op gled kniven og hun skar sig i hånden. Hun bandede og fandt noget papir. I lang tid holdt hun pres mod såret, men blødningen ville ikke stoppe. Hun sukkede. "Skat?" Hun råbte ud efter ham og et par sekunder senere stod han hos hende. "Har du skåret dig?" Han kiggede sigende ned på hendes hånd som var pakket væk i et rent viskestykke. Hun nikkede. "Blødningen stopper ikke." Han kørte en hånd gennem håret. Klokken var 18.30, de havde tid nok til at tage ud og få en ordentlig forbinding på, men det ville forsinke dem yderligere hvis de skulle nå at stå ved afhentningsgaten når hendes familie kom. Han sukkede så. "Sæt dig ud i bilen, jeg kommer om et øjeblik." Hun nikkede og satte sig ud i bilen. Da hun sad derinde lettede hun forsigtigt på viskestykket og håbede at blødningen ville være stoppet, men så snart hun fik syn til snittet begyndte blodet igen at pible frem. Hun lukkede endnu engang viskestykket om hånden og så ham så komme ud af hoveddøren, hen mod bilen. Da han satte sig ind sagde han ikke en lyd. De kørte i tavshed mod hospitalet og da de endelig nåede frem var blødningen næsten stoppet. Hun kunne se irritationen på hans krop da hun snakkede med sygeplejersken. Hun rystede kort på hovedet af sig selv og lagde så mærke til at sygeplejersken var stoppet i en bevægelse. "Åh, nej nej, jeg stod bare lige i mine egne tanker!" forsvarede Allison sig, da sygeplejersken løftede et øjenbryn. Sygeplejersken fortsatte med at forbinde hånden og Allison kiggede sig endnu engang over skulderen, kun for at se sin forlovede stå og kigge fokuseret på sit armbåndsur. For tyve minutter siden havde han været så sød. Nu var det ligesom hun bare var et irritationsmoment. Sygeplejersken slap hendes hånd og Allison kiggede op. Færdig. Om 1 time kunne hun tage forbindingen af så såret kunne få luft til at hele. Hun gik tilbage til ham, tog hans hånd og trak ham med uden at sige et ord. "Hvorfor så travlt?" Han stoppede op og kiggede på hende. Hun løftede overrasket et øjenbryn. "Havde du ikke travlt med at komme til lufthavnen og hente mine forældre?" Hun stirrede bare på ham, da han trådte helt tæt på hende og lagde armene om hendes ryg. "Jeg vil ikke skændes, Allison. Undskyld." Hun så ned og bed sig i læben. Hun havde været uretfærdig men det var alt sammen på grund af det Zara havde sagt i telefonen. Så mødte hun hans blik igen. "Jeg undskylder også.." Han kyssede hende blidt og slap hende så. "Nå, skal vi så komme ud og hilse på din familie?" I bilen på vej mod lufthavnen snakkede han løs om alting og ingenting. Om hvor glade hendes forældre ville blive for at se hende. Hvor overraskede de ville blive. Hendes søskende ville sikkert også være glade for at se hende igen efter et halvt års adskillelse. Hun nikkede bare enigt i det han sagde. Hørte kun efter med et halvt øre. Zara's urimelige ord blev ved at køre i hendes hoved. "Jeg kommer ikke hvis der er koreanere med." Hvordan kunne der undgå at komme koreanere med til hendes bryllup. Hun boede i Sydkorea, var forlovet med en koreaner hvis familie og venner var koreanere. Mange af hendes venner var koreanere. Hvordan kunne Zara have sagt noget så urimeligt? Zara. Hendes bedste veninde. Men nej, Zara lød ret sikker. De ankom til lufthavnen og han steg ud for at hjælpe hende ud. Hun tog hans hånd og klemte den hårdt. Han smilede beroligende til hende. Han vidste at hun hadede store bygninger med mange mennesker. Det var derfor aftalen først havde heddet "Jung-su henter jer." Sådan havde aftalen været lige indtil hun havde skåret sig og der ikke havde været tid til at køre hjem med hende. Men det var ikke derfor hun var nervøs lige nu. Det vidste Jung-su selvfølgelig ikke. Allison kunne heller ikke sige noget til ham, det ville gøre for ondt. De nåede afhentningsgaten 1 minut før hendes familie skulle være landet. Hun nåede ikke at ligge mærke til de kom før hendes søster hang hende om halsen. "ALLISON!" Allison gav hendes søster et gengældt knus af samme styrke. Ud af øjenkrogen så hun Jung-su vinke til hendes forældre og andre søskende for så at gå hen og hjælpe dem med deres bagage. Han snakkede lystigt med dem, det plejede han. Allisons søster slap hende så kort. "Jeg har sådan savnet dig helt herovre! Kommer du virkelig aldrig nogensinde hjem igen?" Allison smilede til sin søster. "Jeg kommer hjem når du skal giftes!" Så blev de mødt af resten af familien og Allison måtte give dem alle sammen et kram og byde dem velkommen til Sydkorea. Det var kun et halvt år siden hendes bror havde været her for at besøge hende, men han virkede i den grad overrasket over lufthavnen. Hele vejen blev der småsludret imellem folk. Allison blev en smule forvirret over det dobbeltsprog der blev talt i bilen, for hendes familie talte som regel dansk med hinanden og Jung-su talte engelsk når han henvendte sig til familien og koreansk når han henvendte sig til hende. "Hey! Hey! Allison!" Jung-su skar igennem. Hun kiggede over på ham. "Hvad?" Han sukkede. "Laver du noget mad til mig når vi kommer hjem, jeg er ved at dø af sult." Hun kom til at grine af ham. "Årh lille pus da. Jeg skal nok lave noget nyt mad når vi kommer hjem og har fået installeret familien." Han smilede taknemmeligt og Allisons bror lænede sig frem. "Hvad sagde han Allison?" Hun kiggede om på sin bror. "Det er mellem mig og min forlovede." Hun smilede stort og kunne ikke lade være med at smile indtil de trillede ind i indkørslen. Det var en befrielse at hendes familie var her. Hun glemte Zara's ord i forvirringen og da hun endelig havde fået vist familien deres rum og resten af huset var hun gået ud i køkkenet for at lave mad, da døren til køkkenet pludselig blev lukket. "Næh, hvor er du smuk, som du står der." Hun vendte sig om og mødte Jung-su's øjne. Hun grinede og tog forklædet af. "Du ser nu heller ikke helt dårligt ud, kom herover." Han gik hende i møde og de mødtes midt på gulvet. I et halvt minut stod de bare og kiggede hinanden i øjnene. Så løftede hans hendes hage og kyssede hende blidt, men med en kraft der gjorde Allison opstemt. Hun lagde hænderne om hans nakke og lukkede øjnene for at nyde kysset. Hans hånd fandt vej til hendes lænd og trak hende ind til sig. Hun mærkede hvordan kysset blev mere dybtfølt, mere lidenskabeligt. Hun nød det og lod hænderne køre ned over hans bryst. Så slap hun hans læber og smilede. I lang tid stirrede de bare hinanden i øjnene. "Jeg elsker dig." Jung-su kyssede hendes næsetip og hun rynkede smilende på næsen. "Jeg elsker også dig." Så kyssede hun ham blidt, slap ham og gik over til køkkenbordet igen for at ordne det sidste af hans aftensmad. Hun servede det for ham og inden hun kunne nå at gå hen for at vaske op havde han trukket hende ned på sit skød. "Du får ikke lov til at skære dig selv igen." Hun grinede. "Jeg skal nok lade være.." Han slap hende og hun gik over for at vaske op. Han spiste i tavshed og hun vidste at han nød hendes mad. Det havde han altid gjort. Og hun nød at vide at han kunne lide hendes mad. Da hun var færdig med at vaske op gik hun endnu engang op på soveværelset. Elektroniske dele, der engang havde været en funktionel mobiltelefon, lå spredt ud over det hele. Da hun så den væltede ordene tilbage mod hende. "Jeg kommer ikke hvis der er koreanere med.... koreanere med.... koreanere med..."Hun satte sig på sengen og fingerede med en pude. Hvad skulle hun gøre uden Zara? I Allisons hoved havde det hele været planlagt. Zara skulle være hendes brudepige, de skulle holde deres egen polterabend dagen før. De skulle grine og skåle i champagne. Opføre sig forkælet og shoppe. Men nu var det hele forbi? Kunne det virkelig passe at hun skulle finde en ny brudepige? Skulle hun holde polterabend med sine koreanske veninder? Hun kiggede ned i gulvet og trak vejret tungt. Det kunne bare ikke være sandt. At hendes bedste veninde ville lade hende i stikken lige op til hendes bryllup på grund af den mand hun skulle giftes med. Det virkede ikke troværdigt. Det virkede forkert. Allison ville ikke indse det, så hun tog Jung-su's telefon og ringede til Zara igen. Samme 8 ord. "Jeg kommer ikke hvis der er koreanere med...." Allison lagde forsigtigt på og lagde telefonen på natbordet. Hun lod sig falde tilbage i sengen og trak puden hen over hovedet og lukkede sine øjne. Havde hun mistet sin bedste veninde fordi hun giftede sig ind i en kultur hendes veninde ikke kunne lide? Så overfladisk havde hun aldrig troet Zara ville være. Men nu var hun nødt til at se sandheden i øjnene. Hendes bedste veninde var ikke længere hendes bedste veninde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...