Mine små tekster.

Jeg har det med at skrive tekster. Små af slagsen. Jeg lægger dem ud på min blog, men jeg tænkte, at I skulle have lov, til at se dem.
De er som min form for dagbog, derfor kan de forekomme kryptiske.

1Likes
6Kommentarer
1695Visninger
AA

3. At give slip.

Jeg vågner med et sæt. Badet i sved og hylene fra ulvene. De er overalt. I mit hoved, i luften, på væggen og i skyggerne. Jeg tænker kun på ulvene, hvordan de hyler, hvordan deres pels føles mod min hud. I mine drømme, går de rundt om mig. De gik i en perfekt cirkel, de kiggede alle på mig. I drømmen kom den sorte over til mig og lagde sig i mit skød. Dens øjne var store og runde, menneskelige. De andre sneg sig hen til det nærmeste træ og smed sig under det. De badede i fuldmånens skær, det gjorde jeg også, og jeg kunne mærke at månen trak i mig, den ville have mig som den havde ulven i mit skød. Lige da jeg var ved at give slip, vågnede jeg. Jeg gik nedenunder på listefødder. Det var intet problem. Ligesom ulvene i skoven, var jeg let på poterne ingen kunne høre mig. Døren var allerede åben, så jeg gik ud uden fodtøj. Det virkede for indelukket. Jeg satte i løb så snart mine fødder ramte skovbunden. Jeg vidste hvor de var. Træerne flyttede sig for mig, som var de bange. Deres grene så mærkværdige ud i måneskinnet. De var blevet fortryllet som alt andet i fuldmånens skær. Jorden sang og himlen lyste. Ulvene stod på den høj, jeg havde set i mine drømme. De kiggede på mig med menneskelige øjne. Øjnene havde ondt af mig. Mine ben trak mig hen imod dem, jeg kunne mærke fuldmånen trække mig op til sig. Pludselig satte ulvene sig og begyndte at hyle. Det var en kakofoni af smerte, men også noget andet. Forventning. Jeg kiggede på månen, på dem. Jeg stod ikke længerne, men svævede op. Op mod månen. Jeg kunne mærke min knogler strække sig, som var jeg lige stået op. Det var behageligt. Mine poter ramte jorden, og jeg spankulerede over mod de andre. Kraften væltede ud fra mig, det var til at føle på. De andre stoppede med deres hylen. Hylene rungede stadig i luften, da de gik hen imod mig. De cirklede omkring mig som i drømmen. Badet i månelys.  Den sorte kom over til mig og lagde sig i mit skød. Dens øjne var store og runde, menneskelige. De andre sneg sig hen til det nærmeste træ og smed sig under det. De badede i fuldmånens skær, det gjorde jeg også, og jeg kunne mærke at månen trak i mig, den ville have mig som den havde ulven i mit skød. Der gav jeg slip. For evigt, og jeg forseglede det med et hyl mod fuldmånen.

Fik bare ideen. Mine ideer kommer flyvende, og så skal jeg bare skrive dem ned. I stedet for at gemme de ideer, deler jeg dem med jer. Håber I kan lide dem selvom de er lidt kryptiske og mystiske, men det er altid lidt mere spændende så. Det at være mystisk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...