Black and Red Roses 2

Efter Shizukas død forandrede alt sig. Millis hemmelighed blev afsløret og samtidig blev hun fuldtidsvampyrjæger, for at kunne beskytte Zero. Men Milli er ikke tilfreds. Nu skal hun endnu engang til at grave i mørket, for at finde ud af, hvorfor begge hendes forældre er døde - men det er noget, som ligger begravet dybt nede, der hvor det gør helt ondt. Mens Milli, skridt for skridt finder ud af mere om sig selv, forelsker hun sig også mere i Hanabusa. Men kærlighed mellem et menneske og en vampyr er forbudt og da Kurumi, Hanabusas barndomsveninde endnu engang dukker op, begynder tingene langsomt at ændre sig.

12Likes
8Kommentarer
3577Visninger
AA

17. Uventet gestus

Temari P.O.V.

Jeg kiggede rundt. Her blæste godt nok meget. Jeg gik rundt på denne kirkegård. Den var meget tom. Der var ingen andre end mig. Milli og jeg var her før. Vi var her, efter hun havde fået det dårligt. Vi kunne ikke finde hendes fars gravsted. Jeg sukkede opgivende. Jeg havde ingen anelse om, hvorfor jeg var her, men jeg følte bare at jeg skulle være her. Milli var sammen med Aidou lige nu. Det havde hun skrevet over en sms.

Jeg så mig omkring igen. Stedet her havde en underlig aura. Jeg så rundt på de sten, vi havde kigget på før. Der var intet nyt, men alligevel. Jeg så rundt indtil jeg fik øje på en person. En mørk skikkelse. En prik ud i det blå. Jeg så på personen. Der var noget underligt ved den person. Jeg begyndte at gå derover. Jeg tog en dyb indånding, da jeg så på personen. En dreng. En dreng med sort hår og brune øjne. En person som så bekendt ud. Jeg så på ham. Han så på mig. Hans brune øjne slugte mig nærmest og der kom ikke et eneste ord ud af min mund.

”H-Hvem er du?” Spurgte jeg, en smule skræmt i stemmen. Personen så på mig. Han så, så ensom ud. Hans øjne. Det blik havde jeg set før.

”Hvad er der jeg mangler?” Spurgte han mig om. Jeg så på ham.

”Hvem er du?” Spurgte jeg, selvom jeg kendte svaret. Jeg vidste det bare. Det var lige til at tude over.

”Hvad er det jeg ikke kan finde?” Spurgte han mig om. Det var som om vi bare kunne sammen.

”Jeg skal nok hjælpe dig... Tamaki” Sagde jeg og så på ham med blide øjne. Han så på mig med store øjne. Han blinkede. Jeg så på ham. En lang frakke. Sort pjusket hår og de velkendte brune øjne. En mandlig kopi af Milli. Han så på mig.

”Hvor kender du mit navn fra?” Spurgte han og så forskrækket på mig. Jeg så på ham.

”Det skal nok gå Tamaki... Det skal nok gå” Sagde jeg, men han så bare på mig.

”Hvor kender du mit navn fra?” Spurgte han. Jeg så på ham.

”Jeg kender din familie” Sagde jeg og så på ham. Mit blonde hår blæste rundt. Tamaki forblev tavs. Jeg så på ham og rakte mig hånd mod ham.

”Kom med” Sagde jeg og så på ham. Han skulle bare tage min hånd.

Mill P.O.V.

Jeg gik rundt i mit værelse, og prøvede på at køle ned. Jeg gemte brevet godt. I en skuffe under alt tøjet. Bagefter tog jeg en frakke på og mit tørklæde. Jeg sukkede op så mig selv i spejlet, inden jeg smilede. Jeg hoppede ud af vinduet. Og jeg skulle til at lande som altid, da jeg kunne mærke en hel anderledes jord. Nej det var ikke engang jord. Jeg var blevet grebet. Jeg så på ham, som havde grebet mig.

”A-Aidou” Mumlede jeg og så på ham. Han grinede bare.

”Jeg kunne da ikke risikere at du falder, vel?” Spurgte han, inden han grinede smørret. Jeg så bare på ham, inden han satte mig ned. Han så på mig, og igen mødte mit blik hans. Jeg rødmede lidt mere. Han duftede til mig, inden hans smil blev større.

”Du dufter virkelig godt i dag” Mumlede han. Jeg havde brugt min rosenshampoo. Jeg rødmede og så på ham.

”T-Tak” Mumlede jeg, inden jeg begyndte at gå.

”Du Aidou... Hvor skal vi hen?” Spurgte jeg ham, og vendte hovedet mod ham. Han smilede.

”Vi skal i byen og have en smoothie.” Sagde han. Jeg smilede stort, men så begyndte jeg at rødme. Det var også et af de steder vi var tæt på at kysse. Jeg begyndte bare at gå, inden Aidou hurtigt kom ved siden af mig.

”Hvorfor har du så travlt?” Spurgte han. Jeg så bare på ham, og sendte ham et smil. Han stoppede op.

”Hvad er der?” Spurgte jeg og så på ham. Han smilede bare varmt.

”Du mister aldrig det smil, gør du?” Spurgte han og så på mig. Jeg så bare på ham, inden jeg begyndte at grine.

”Aidou” Sagde jeg bare og grinede. ”Du ved jo at jeg..” Skulle jeg til at sige, men han stoppede mig.

”Oi, jeg ved det Milli. Men om du mener det eller ikke er svært at vurdere. Du er ikke en af de læselige bøger,” Sagde han og så på mig. Jeg stirrede bare på ham, med et spørgende blik.

”Hvad er jeg så?” Spurgte jeg og så på ham. Han tænkte sig godt om inden han svarede.

”Du er en rose.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...