Black and Red Roses 2

Efter Shizukas død forandrede alt sig. Millis hemmelighed blev afsløret og samtidig blev hun fuldtidsvampyrjæger, for at kunne beskytte Zero. Men Milli er ikke tilfreds. Nu skal hun endnu engang til at grave i mørket, for at finde ud af, hvorfor begge hendes forældre er døde - men det er noget, som ligger begravet dybt nede, der hvor det gør helt ondt. Mens Milli, skridt for skridt finder ud af mere om sig selv, forelsker hun sig også mere i Hanabusa. Men kærlighed mellem et menneske og en vampyr er forbudt og da Kurumi, Hanabusas barndomsveninde endnu engang dukker op, begynder tingene langsomt at ændre sig.

12Likes
8Kommentarer
3633Visninger
AA

15. Ting jeg hader og elsker

                                                    

Jeg så på dem fra natklassen. Eller dem jeg snakkede mest med. Jeg havde sagt farvel til dem alle sammen eller næsten. Jeg manglede lige Aidou. Det var nu meget akavet. Især fordi alle var lige her. Jeg stod foran ham, og trippede lidt på tæerne, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige.

”Hmm... Vi ses Aidou-Senpai” sagde jeg og smilede, mens jeg lagde hovedet lidt på skrå. Aidou smilede. Aidou så flirtende på mig. Han smilede sit smil, som altid kunne få mig til at smelte.

”Vi ses, Milli-Chan” sagde han og smilede. Han blinkede en enkelt gang, og jeg rødmede svagt. Bagefter vendte jeg mig om og så på Zero. Jeg kastede et sidste blik på de andre, inden jeg gik sammen med Zero.

Vinden blæste og sendte kolde kuldegysninger til mine knogler. Årstiden var langsomt ved at skifte om et par uger, eller få dage, ville træerne miste deres blade. Farven havde de jo allerede mistet. Jeg gik sammen med Zero. Han havde nu skældt mig ud. Han fattede ikke hvordan jeg kunne finde på at glemme Crystalis. Jeg sukkede opgivende og så på Zero.

”Det var ikke med vilje.” mumlede jeg. Zero forblev tavs. ”Du ved at Maki blev bange for os. Jeg blev nødt til at gøre det!” Jeg så på ham, men intet svar kom ud.

”Kom nu... Zero” Jeg så på ham, men han forblev stadig tavs.

”Zero, bare fordi jeg er et menneske betyder det ikke at...”

”Det er præcis derfor Milli!” Zero havde skubbet mig op ad et træ. Jeg så på ham med store øjne.

”Z-Zero” Hviskede jeg og så på ham. ”Hvad laver du?” Spurgte jeg med en forfærdet stemme. Zero på så mig med ulæselige øjne.

”Jeg viser dig forskellen mellem os Milli! Du er et menneske! Uanset om du er vampyrjæger eller ej, så er du et menneske. Level-E’er er svage Milli... Men mod en rigtig vampyr, ville du have ringe chancer for at overleve,” Sagde Zero og så på mig.

”En dag vil der ikke være nogen til at hjælpe dig. Hvis den dag kommer, hvad vil du så gøre?” Spurgte Zero mig. Hans varme ånde ramte mit ansigt, men hans kolde stemme gik helt ind til mine knogler. Jeg så på ham med forvirrede øjne. Han gik væk igen og fortsatte med at gå. Jeg så efter ham. Han fortsatte bare med at gå hjemad. Jeg kunne sagtens mærke den kolde luft mellem os lige nu. Zero skulle bare lige have noget tid. Jeg havde jo trods alt bekymret ham, så meget det nu var muligt. I toget sagde vi heller ikke noget til hinanden. Det skulle nok blive godt igen i morgen. Det gjorde det altid.

Jeg fattede ikke hvad jeg lavede. Jeg var hjemme igen, sammen med Temari. Det her var faktisk hendes skyld. Jeg så på papiret foran mig, med den okay pæne håndskrift. Jeg havde heller ikke trykket hårdt med blyanten. Temari have fået mig til at lave en liste, over de gode og de dårlige ting ved Aidou. Jeg sukkede opgivende da jeg så på listen. Så læste det hele op for mig selv.

Han er for selvglad, han tror han ejer verden, han flirter med enhver, han er en vampyr, (han suger mit blod) han kan dræbe mig med det samme, han har et koldt blik, når han hader mig! Vampyrer og mennesker kan ikke være sammen. Han hader Zero.

Temari have læst de dårlige ting. Han havde sin pege og tommelfinger på sin næseryg.

”Om Aidou sagde jeg!” sagde hun og så på mig med et seriøst blik.

”De sidste ting har intet med ham at gøre. Zero og en teori har da intet med ham at gøre! Men du har glemt at han er møg forkælet, han tænker kun på sig selv, han er egoist og..”

”Tema... Min liste” Sagde jeg og så på hende. Hun sukkede opgivende, og jeg tog listen ud af hendes hånd igen, inden jeg læste resten med et suk.

Han ser godt ud, han har fantastisk smukke øjne, han redder mig altid, han har et forførende smil, han er god til matematik, han får mig til at smile, han hjælper mig med min lynangst, han kan lide mig selvom jeg løj, han passer på mig, han køber is til mig, han går gerne ud med mig, hans dejlige hænder i mine... Og han får mig til at forelske mig i ham.

Jeg læste den sidste ting igen. Jeg overvejede at viske den ud, og skrive den i det dårlige felt, men inden jeg kunne nå det, havde Temari taget listen. Hun gik lidt væk og læste det hele, inden hun sukkede.

”Milli... Endelig går det op for dig, hvilke følelser du har for ham. Selvom han er vampyr, så kan du lide ham. Du bliver nødt til at fortælle ham om dine følelser. Det bliver du bare nødt til Milli. Og helst inden en ny ting dukker op” sagde Temari og så på mig. Jeg så på hende og sukkede. Jeg ville så gerne sige ”men”, men det kunne jeg ikke. Jeg sukkede og nikkede.

”En skønne dag når jeg tager mig sammen, vil jeg fortælle ham det” Sagde jeg og så på den rosenhalskæde der var i min hånd. Hvordan mon jeg havde fået den?  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...