Black and Red Roses 2

Efter Shizukas død forandrede alt sig. Millis hemmelighed blev afsløret og samtidig blev hun fuldtidsvampyrjæger, for at kunne beskytte Zero. Men Milli er ikke tilfreds. Nu skal hun endnu engang til at grave i mørket, for at finde ud af, hvorfor begge hendes forældre er døde - men det er noget, som ligger begravet dybt nede, der hvor det gør helt ondt. Mens Milli, skridt for skridt finder ud af mere om sig selv, forelsker hun sig også mere i Hanabusa. Men kærlighed mellem et menneske og en vampyr er forbudt og da Kurumi, Hanabusas barndomsveninde endnu engang dukker op, begynder tingene langsomt at ændre sig.

12Likes
8Kommentarer
3623Visninger
AA

20. Snakken og sanser

 

I dag besluttede Kaien, at jeg ikke behøvede at tage i skole. Jeg skulle blive hjemme med Tamaki og få snakket. Jeg var bare glad for at kunne sove længe. Temari og de andre gik alle sammen i skolen. Jeg gabte bare, men da jeg kunne høre, at huset var tomt, kunne jeg ikke sove længere. Jeg kunne bare ikke sove, når jeg endelig fik mulighed for det. ’Sov nu’ tænkte jeg og sukkede opgivende da det var umuligt.

Jeg rejste mig og fandt noget tøj frem. En lang sort bluse, bukser og et tørklæde. Jeg gabte og holdte mig for munden, mens jeg gik hen mod køkkenet. Jeg var træt, men jeg kunne ikke sove. Jeg gik i køkkenet og mærkede den hjemlige fornemmelse i min krop, da jeg så rundt. Jeg satte mig til at lave noget varmt kakao. Jeg hørte nogle skridt fra gangen af, og da jeg vendte hovedet, så jeg Tamaki.

”Oya,” Mumlede han og vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. Jeg så på ham. En akavet stemning fyldte rummet og jeg så på ham.

”Oya” Mumlede jeg og nippede forsigtigt til min kakao, men jeg kunne mærke en alt for kraftig varme mod min tunge, som fik mig til, at lægge min kop fra min. Min tunge var følelsesløs. Tamaki begyndte bare at grine. En varm stemning fyldte rummet og et smil dukkede op på mine læber.

”Man er nu en idiot, hvis man ikke ved hvornår en kakao er for varm”

”Undskyld... Nii-San” Mumlede jeg og lagde et ekstra tryk under ”Nii-San” Jeg så bare ud af vinduet. Mens jeg gjorde det, satte Tamaki sig ned. Han gabte og holdte sig for munden, inden han strakte sig, sukkede og lænede sig tilbage i stolen. Hans ansigtsudtryk var træt. Han havde godt nok ikke sorte rander under øjnene, mens hans øjne fortalte alt. Jeg så på ham.

”Vil du have en kop kakao måske?”

”Tjo... Hvorfor ikke?” Sagde han med et smil, og jeg nikkede bare. Aromaen af kakao bredte sig i hele køkkenet og sammen drak vi vores kakao.

”Så Tamaki... Ved du noget om vores forældre?” Spurgte jeg ham og så på ham. Hans øjne blev pludseligt alvorlige. Han sukkede opgivende.

”Jeg ved det ikke rigtig. Far skulle lære mig at være vampyrjæger... Eller i hvert fald at passe på mig selv. Det betyd at dig og mor blev alene hjemme. Vi var langt væk fra hinanden... Men der var noget ved mor og far... Jeg kan bare ikke huske det... Men det var noget helt forkert Milli... Noget som er forbudt for både mennesker og vampyrer,” Sagde Tamaki og så på mig. Jeg hørte efter. Der var ikke rigtigt noget af det, som jeg kunne huske. Jeg nikkede bare og nippede til min kakao.

”Hmm.. Ved du noget om en mand med et blåt og et rødt øje?” Spurgte jeg og så på ham, med et lidt skræmt blik. Tamaki åbnede munden for at snakke.

”Jeg kan ikke huske det... Men nu når du siger det, kommer jeg til at tænke på en ond person” Mumlede han. Jeg nikkede svagt.

”Men der er simpelthen intet der giver mening” Mumlede jeg og sukkede frustreret. Tamaki så på mig, med alvorlige øjne.

”Milli... Det kommer nok... Men du bliver måske ikke glad for det” Sagde han og så på mig. Jeg sukkede opgivende og nikkede. Der lå nogle papirer på bordet. Jeg begyndte at læse nogle af dem. Mine øjne fulgte skriften, da jeg pludselig faldt over noget, som ville have fået mig til at spytte kakao. Jeg så på navnet, som havde fået mig til at stivne. Kurumi! Jeg lagde papiret fra mig.

”Milli!?” Råbte Tamaki og så bekymret på mig.

”Hun kommer... Kurumi kommer” Sagde jeg panisk. Tamaki så på mig.

”Gomen... Navnet lyder bekendt, men jeg ved ikke hvem det er.” Mumlede han og så på mig. Jeg rystede på hovedet. Jeg kunne ikke huske hende, men jeg havde bare en dårlig fornemmelse. Han tog papiret.

”Hvad så med en Amee... Kender du hende?” Spurgte han og så på mig. Jeg rystede på hovedet.

”Nej.. Ingen Amee” Mumlede jeg. ”Og en Alaine?” Spurgte han. Jeg rystede igen på hovedet.

”Bare rolig... Det skal nok gå” Mumlede Tamaki. Jeg nikkede. Af en eller anden grund kunne jeg ikke lide det her. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...