Black and Red Roses 2

Efter Shizukas død forandrede alt sig. Millis hemmelighed blev afsløret og samtidig blev hun fuldtidsvampyrjæger, for at kunne beskytte Zero. Men Milli er ikke tilfreds. Nu skal hun endnu engang til at grave i mørket, for at finde ud af, hvorfor begge hendes forældre er døde - men det er noget, som ligger begravet dybt nede, der hvor det gør helt ondt. Mens Milli, skridt for skridt finder ud af mere om sig selv, forelsker hun sig også mere i Hanabusa. Men kærlighed mellem et menneske og en vampyr er forbudt og da Kurumi, Hanabusas barndomsveninde endnu engang dukker op, begynder tingene langsomt at ændre sig.

12Likes
8Kommentarer
3621Visninger
AA

16. Pinlige stunder

 

Jeg krammede min pude og vendte mig den anden vej. Jeg havde sådan en god stilling, og puden var perfekt under mit hoved. Med et smil på læben, tænkte jeg at det her var lækkert. Jeg gabte og krammede min pude tættere, indtil nogen bankede på døren. Jeg kunne mærke min dovne aura komme frem igen.

”Jeg er død,” mumlede jeg og trak dynen over mit hoved.

”Det ville da ikke være godt Milli-Chan... Skal jeg finde Yuuki i stedet for?” Spurgte en drillende stemme. Mine øjne blev store og jeg hoppede op. Det kunne ikke være ham, det måtte ikke være ham og det skulle heller ikke være ham... Men det var det. Jeg sukkede opgivende, da jeg rejste mig op, helt slattent.

”To minutter,” sagde jeg, mens jeg i en fart prøvede at tage mine sokker på, mens jeg børstede tænder. Det gik bare ikke så godt, så jeg var ved at snublede flere gange. Da jeg endeligt så nogenlunde ud, var jeg klar til at åbne døren. Men der var ikke andet, end en flok skrigende piger, som løb frem og tilbage. Han havde været her 100 %. Jeg så rundt, inden jeg sukkede irriteret.

”Så skal jeg bare vækkes for ingenting” mumlede jeg og lukkede døren. Da jeg skulle til at vende mig om, fik jeg en underlig følelse i maven. Der var andre her end mig. Jeg sukkede tungt og gjorde mig klar til at angribe. I det jeg vendte mig som, slog jeg min hånd mod personens ansigt, som var kommet pænt tæt på. Det endte med at jeg havde givet personen en lussing. Personen jamrede bare og gav mig et lidt irriteret blik. Det viste sig ikke at være en fjende.

”Undskyld Aidou-Senpai” Sagde jeg flere gange og prøvede på at røre hans kind, men han rykkede bare tilbage og så lidt skræmt på mig.

”Jamen tak for den venlige velkomst” Mumlede han og mærkede forsigtigt på sin kind. Jeg så på ham, med et uskyldigt blik.

”Gomen! Men det er sku da din egen skyld! Du kan da lade være med at komme in gennem vinduet!” Sagde jeg og så på ham. Han så på mig og sukkede.

”Nej hvem skulle ellers komme ind gennem vinduet?” Spurgte han.

”Hvad ved jeg” sagde jeg og så på ham. Han gav mig et lidt irriteret blik, inden han sukkede.

”Det gør ikke så ondt længere,” mumlede han. ”Men følelsen af din hånd som smækker min kind, hænger fast” Sagde han. Jeg sukkede.

”Du skræmte mig” Mumlede jeg og sukkede. ”Hvorfor vækkede du mig for resten?” Jeg så på ham med et spørgende blik. Han smilede.

”Fordi jeg ved ikke hvornår jeg ellers vil få dig at se igen” Sagde han og så på mig, med sine dejlige blå øjne. Jeg rødmede svagt og så på ham.

”Desuden vil jeg gerne prøve at snakke med dig, hvor vi ikke er uvenner eller hvor jeg lige har reddet dig” Sagde han. Jeg hostede falskt, da jeg kom til at rødme mere. Han grinede bare og satte sig ned.

”Kom her” sagde han og klappede oven på ham selv. Hans blik var flirtende. Jeg rakte bare tunge og satte mig på min egen seng.

”Tro på det” Sagde jeg med et grin. Han smilede bare. ”Du ved, at jeg snart skal have første time?” Spurgte jeg og så på ham. Han smilede bare.

”Drop den bare.. Du er jo Kaiens niece ikke?” Spurgte han. Jeg så på ham og rødmede svagt. Selvglade idiot. Jeg sukkede, rullede med øjnene, og fik øje på sedlen. Den seddel hvor alle tingene om Aidou stod. Hvis han fandt den nu... Hvis han gjorde det, ville jeg personligt, tage en skovl, og dræbe mig selv, og så ville harpemusikken begynde at spille i baggrunden. Mine kinder blussede. En ting var sikker. Aidou Hababusa, skulle aldrig, jeg gentager, aldrig se den seddel, for ellers... Jeg rejste mig op og skyndte mig at få fat på sedlen inden jeg sukkede lettet op. Aidou så på min med et drillende udtryk.

”Hvad er det du gemmer?” Spurgte han drillende. Jeg så på ham og mine kinder blev røde.

”I-Ikke noget! Jeg skipper timen! B-Bare bliv der!” Sagde jeg bestemt. Han grinede bare.

”Milli... Du må ikke gøre det der... Nu får jeg lyst til at se seddelen? Vil du ikke læse den op?” Spurgte han. Jeg vendte mig om og mine kinder brændte. Okay, måske var det bedst at dø nu.

”Aidou Hanabusa. Jeg vil sørge for at du aldrig nogensinde får fat på denne seddel! Jeg vil hellere dø!” Sagde jeg og så lidt væk. Aidou grinede og pludselig holdte han om mig. ”Så hold den hemmelig.” Hviskede han og krammede mig. Jeg rødmede og fik store øjne. Jeg blinkede bare, inden han slap mig igen. Men problemet var, at inden han gik, kunne jeg mærke hans læber på min kind.

”Så ses vi jo bare om lidt, Milli-Chan” sagde han og smilede, inden han hoppede ud af vinduet. Jeg rødmede meget og tog min hånd op til min kind. Min kind brændte der hvor hans læber før havde været.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...