Black and Red Roses 2

Efter Shizukas død forandrede alt sig. Millis hemmelighed blev afsløret og samtidig blev hun fuldtidsvampyrjæger, for at kunne beskytte Zero. Men Milli er ikke tilfreds. Nu skal hun endnu engang til at grave i mørket, for at finde ud af, hvorfor begge hendes forældre er døde - men det er noget, som ligger begravet dybt nede, der hvor det gør helt ondt. Mens Milli, skridt for skridt finder ud af mere om sig selv, forelsker hun sig også mere i Hanabusa. Men kærlighed mellem et menneske og en vampyr er forbudt og da Kurumi, Hanabusas barndomsveninde endnu engang dukker op, begynder tingene langsomt at ændre sig.

12Likes
8Kommentarer
3593Visninger
AA

4. Kompliment

 

Zero og jeg gik hen til et forladt sted. Det var ude i en skov, hvor der var gamle ødelagte ruiner. Det perfekte sted til level-E’er. Jeg så på Zero, som vendte hovedet mod mig.

”Lad os dele os,” sagde jeg. Zero så på mig med et surt blik. Men uanset hvad, havde jeg ret. Ruinerne var store og hvis vi gik sammen, ville det tage alt for lang tid. Jeg tog Crystalis frem. Inden jeg gik, tog Zero fat i min hånd.

”Pas nu på, Milli,” sagde han. Jeg rødmede svagt og skyndte mig at nikke, så vi begyndte begge to at gå. Stedet var helt øde og der var ikke meget lys. Jeg var nu meget bange for at loftet ville falde oven på mig. Jeg gik forsigtigt rundt, mens jeg kiggede over det hele. Sådan blev jeg ved i et stykke tid. Jeg var hele tiden vågen. Der var ikke plads til at døse hen. Pludselig fik jeg en underlig fornemmelse. Der var en vampyrer i nærheden. Jeg vidste ikke om det var en Level-E. Jeg kunne høre den komme tættere og tættere på. Jeg kiggede hurtigt rundt. Det var som om den grinede af mig, og vidste hvornår den skulle slå til.

Da jeg havde ryggen til den, kom den bagfra, og da jeg vendte mig om var det for sent. Jeg lukkede øjnene stramt i og Crystalis fløj automatisk igennem luften. Jeg skreg også i skræk. Da jeg åbnede mine øjne igen, var der ikke noget, men den angreb bagfra, men jeg nåede at lave Crystalis om til en stav. Level-E’en så på mig med store røde vampyrøjne.

Da jeg bakkede, lagde jeg mærke til at min fod var forstuvet. Jeg kunne mærke endnu en aura, men jeg vidste ikke hvem den tilhørte. Jeg så bare, at på et splitsekund var der en level-B, henne ved level-E’en. Level-E’en skulle til at angribe mig, men vampyren stillede sig foran mig og blev skadet. Jeg sendte Crystalis mod Level-E’en, og så hvordan den forsvandt og blev til støv. Vampyren kiggede på mig og holdte rundt om sin arm.

”Er De okay?” spurgte jeg og prøvede at se skikkelsen på mig, men i stedet hørte jeg bare et flabet grin.

”Det er første gang at jeg hører en vampyrjæger spørge, om en vampyr har det godt,” sagde han. Jeg så bare på ham og gik tættere på.

”Burde du ikke dræbe mig?” spurgte han og grinede.

”Vi dræber ikke andet end Level-E’er” sagde jeg og så på vampyren. Jeg kunne mærke hans blik mod mig. Eller jeg regnede med at det var hans, efter stemmen. Vampyren begyndte bare at gå og jeg fulgte efter. Da vi kom ud, kunne jeg se vampyren helt. Han havde brunt pjusket hår. Han så nu lidt svag ud, men han så godt ud ligesom alle vampyr. Hans grønne øjne var rettet mod mig.

”Det er første gang jeg ser en køn vampyrjæger,” sagde han, med et smil på læben. Jeg rødmede svagt og kiggede lidt væk. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

”Hvem er du?” spurgte jeg bare. Han så på mig, men hans ansigtsudtryk var neutralt.

”Mit navn er Mathias. Og du vil sikkert vide, hvad jeg lavede her, men jeg kom bare forbi og fik færten af en lækker duft,” sagde han og så på mig. Jeg nikkede bare, men mit blik var rettet mod hans arm. Selvom den var ved at hele, løb blodet stadig ned. Jeg kiggede rundt i min lomme, som jeg havde spændt rundt om benet, og der fandt jeg noget forbinding.

”Må jeg ikke i det mindste forbinde dit sår?” sagde jeg og kiggede på ham. Han så igen på mig med store øjne.

”Det er også første gang at en vampyrjæger vil hjælpe mig,” sagde han og lagde et godt tryk under hjælpe. Jeg sukkede bare og satte mig ned.

”Jeg er ikke som de andre,” sagde jeg og så på ham. Han kiggede på mig og faktisk satte han sig ved siden af mig.

”Det har jeg fundet ud af,” sagde han. Jeg gik tættere på og bad ham om at tage sin jakke af. Jeg begyndte at ordne såret.

”Hvad kalder de dig?” spurgte han. Jeg begyndte at forbinde hans hånd. Jeg begyndte at grine over spørgsmålet.

”De kalder mig faktisk ”black rose” sagde jeg og grinede.

”Passende til en der hjælper en vampyr, ikke?” spurgte jeg og blev færdig med at binde hans hånd ind.

”Ifølge mig er du nu mere en rød rose. En der dufter af solskin og lyser det hele op. Ikke en der gør det hele mørkt,” sagde han og rejste sig op. Jeg så overrasket på ham.

”Sådan kan man vel også se på det,” mumlede jeg.

”Folk som dig, ville selv vampyrer elske. Husk det,” sagde han og gik. Jeg stod bare tilbage der. Lammet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. En vampyr havde lige givet mig et kompliment. Måske var verden ikke så sort og hvid alligevel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...