Black and Red Roses 2

Efter Shizukas død forandrede alt sig. Millis hemmelighed blev afsløret og samtidig blev hun fuldtidsvampyrjæger, for at kunne beskytte Zero. Men Milli er ikke tilfreds. Nu skal hun endnu engang til at grave i mørket, for at finde ud af, hvorfor begge hendes forældre er døde - men det er noget, som ligger begravet dybt nede, der hvor det gør helt ondt. Mens Milli, skridt for skridt finder ud af mere om sig selv, forelsker hun sig også mere i Hanabusa. Men kærlighed mellem et menneske og en vampyr er forbudt og da Kurumi, Hanabusas barndomsveninde endnu engang dukker op, begynder tingene langsomt at ændre sig.

12Likes
8Kommentarer
3626Visninger
AA

31. Jalousi

 

Kurumi gik tættere mod mig. Jeg så skræmt på hende.

”D-Det hele er din skyld! Du vil jo aldrig lade Aidou være sammen med mig! Selv for 10 år siden” Skreg jeg. Jeg var høj af rædsel, men jeg ville også kæmpe. Jeg ville ikke give op uden kamp.

”Dig? Skulle du måske have fortjent Aidou! Dit klamme dyr! Du er en skabning som ikke burde findes. Tror du, at de andre vil acceptere en som dig?! Hvad med Hanabusas far? Tror du han vil give sin søn, til en som dig! Jeg reddede Hanabusa fra ydmygelse, for 10 år siden, men så kommer du igen! Ødelægger det for ham. Så se dog hvordan verden hænger sammen. Ingen gider dig. Du burde bare dø!” Hvæste hun. Jeg ville ikke knække foran hende, men jeg kunne ikke lade være. Mine øjne blev våde af tårer. Var jeg virkelig så ubetydelig.

”N-Nej... Hanabusa accepterede mig...” Hviskede jeg med øjne fulde af tårer. Jeg så på hende, meget bange for hvad der skulle ske. Men der var ikke et hul, hvor den lille mus kunne gemme sig...

***

Smerte... Det gjorde ondt. Det dunkede og bankede i min krop. Jeg vidste, at der var gift i den. Jeg havde prøvet det før på mig selv. Jeg var blevet mere immun overfor gifte, men denne var for kraftig. Ville jeg mon forbløde, inden jeg blev forgiftet til døde? Jeg trak vejret tungt, mine kinder var våde. Det hele var sort. Jeg kunne kun huske smerten. Huske de slag jeg havde fået. Hvordan jeg blev kastet ind i træer. Hvordan hendes sparkende ben, havde stjålet luften fra mine lunger. Og hvordan jeg fik giften i kroppen stod mig uklart, men det gjorde ondt. Mine blodårer brændte og jeg ville skrige, men holdte det inde. Hvis jeg stod helt stille, ville giften gøre mindre ondt og jeg ville have en mindre smertefuld død.

Alt omkring mig var koldt. Selvom jeg blødte, havde jeg det koldt, men giften brændte. Jeg vidste ikke, om jeg frys eller brændte op. Jeg åbnede mine øjne halvt, men det hele var sløret. Jeg gispede og holdte rundt om min mave. Jeg vidste ikke hvor mange steder jeg blødte. Jeg kunne se en sløret fuldmåne. Jeg begyndte at fælde nogle tårer, som kun gjorde det hele mere sløret.

”H-Hjælp” mumlede jeg meget lavt, mens jeg rakte min hånd mod månen. Det gjorde så ondt. Jeg kunne ikke huske noget. Ville alle forlade mig? Zero. Hanabusa. Temari. Hvor er I? Amee-Chan? Alaine.. Hvor er I? Jeg tog mig til hjertet og gispede. Jeg skulle snart dø. Dø sådan her, var ikke det jeg ønskede. Jeg havde stadig mange ting jeg ville nå, personer jeg ville se.

”Jeg.. Vil ikke dø” hviskede jeg meget lavt.

”Milli...” Hørte en dyster stemme sige. Den stemme lød bekendt. Jeg havde aldrig regnet med at se ham her. Jeg smilede svagt og var egentlig ked af at jeg var i den tilstand, når jeg havde lovet, at jeg ville dræbe ham.

”G-Gomen” Mumlede jeg og han skyndte sig hen til mig.

”Hvad er der sket her?” Spurgte han og så på mig. Jeg smilede bare svagt, mens han meget blidt løftede mig op. Jeg gispede.

”N-Nej” Skreg jeg svagt. Han så på mig med store øjne.

”.. Gift.. Hvor vidt går de lige” Sagde han inden han begyndte at gå. Jeg gispede efter vejret. Det hele var meget varmere nu og jeg havde det virkelig skidt. Mit hoved gjorde virkelig ondt, som om nogen havde kørt det ned. Jeg vidste, at Kaito panikkede en lille smule. Ikke noget man kunne se, men når man kendte ham så godt, som jeg gjorde, vidste man det.

Jeg kunne ikke se Kaito, da mine øjne ikke kunne holde sig åbne. Jeg kunne heller ikke forstille mig det, da det hele bare var sort. Men jeg vidste hvordan han så ud. Hans hår var en meget lys brun nuance og det samme var hans øjne. Han så godt ud og havde altid haft kvindelige fans. Hvor gammel var han mon nu? Ca. toogtyve år måske. Jeg vidste det ikke. Jeg smilede bare og mærkede at lyset fra månen kom længere væk.

”Ikke sove!” Sagde han stædigt. ”Ikke hvis du ikke vil begraves med slimede snegle.” Sagde han mens han satte farten op, men prøvede ikke at ryste mig for meget, så giften ikke gjorde så stor en skade. Jeg kunne mærke at Kaito var vred. Jeg kunne mærke det på den måde, han holdte om mig på. Hans greb om mig, var en smule strammere end det burde have været.

”Jeg er træt” Sagde jeg inden jeg mærkede at min bevidstløshed var ved at forsvinde. Kaito var rigtig vred nu og fandt frem til akademiet. Han vidste ikke hvor de andre var, så han gik bare et tilfældigt sted. Han ledte sikkert efter Zero. Jeg hev bare efter vejret, da det langsomt blev sværere og sværere. Jeg kunne mærke at en dør blev sparket op af Kaito.

”Zero!” Skreg han og så sig omkring.

***

Blodet tiltrak alle i rummet og alle stod der, med store øjne og stirrede på Milli og Kaito.  Zero stod med store øjne og så pigen i Kaitos hænder.

”Jeg kan virkelig se at Kaiens plan virker godt” Snerrede Kaito og så på vampyrerne rundt omkring. Mange vampyrer begyndte at tale i munden på hinanden, mens Zero bare stod der i chok.

”Så hold dog jeres kæft og vis mig sygeplejerskens rum” Skreg Kaito.

”Milli” Mumlede Aidou i chok. Han prøvede at glemme den søde duft, der fik alles øjne til at skinne rødt i rummet. Milli så forfærdelig ud. Hendes hjerteslag var ikke særligt kraftigt og blev kun svagere. Kaname stod der og så på dette forfærdelige syn. Dette var et hårdt slag for Kaiens plan. Vampyrjægerne ville ikke tage dette særligt pænt. Men det værste var duften af det kraftige blod som blev ved med at være der.

”Hanabusa, vis ham vejen derhen” Sagde Kanames stemme og prøvede at berolige hans vampyrer. Kaien var kommet ind ad døren og så chokeret på sin niece. Hanabusa stirrede bare på Milli. Ichijo prøvede at holde Shiki væk, da det var blevet for meget.

”Skynd jer nu! Rummet er begyndt at dufte” Sagde Ichijo som selv var ved at blive ramt. Kaito stirrede ondt på dem omkring sig.

”Hvem tror du er årsagen til dette?!” Skreg Kaito. Et stort gisp kom fra den blege Milli. Kaien førte Kaito hen til sygeplejerummet. Hanabusa fulgte med, da det var Kanames ordrer. Panikken i hele rummet blev spredt og Kurumi stod lænet op af gelænderet på trappen og så på det hele. Det var ikke meningen at nogen skulle have reddet Milli. Kurumi mærkede frygten i sit bryst, men også styrken.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...