Black and Red Roses 2

Efter Shizukas død forandrede alt sig. Millis hemmelighed blev afsløret og samtidig blev hun fuldtidsvampyrjæger, for at kunne beskytte Zero. Men Milli er ikke tilfreds. Nu skal hun endnu engang til at grave i mørket, for at finde ud af, hvorfor begge hendes forældre er døde - men det er noget, som ligger begravet dybt nede, der hvor det gør helt ondt. Mens Milli, skridt for skridt finder ud af mere om sig selv, forelsker hun sig også mere i Hanabusa. Men kærlighed mellem et menneske og en vampyr er forbudt og da Kurumi, Hanabusas barndomsveninde endnu engang dukker op, begynder tingene langsomt at ændre sig.

12Likes
8Kommentarer
3618Visninger
AA

22. Chok

 

Jeg gabte bare, inden jeg vendte hovedet. Jeg havde lige fundet den perfekte stilling og skulle til at sove videre, da jeg blev rykket i. Hvorfor skulle alle mine morgner være så ens?!

”Milli vågn op” mumlede Temari. Jeg kastede en af puderne i hovedet på hende.

”Temari, gå hen og dø” Sagde jeg mens jeg vendte ryggen til.

”bare bliv her... Det er jo ikke fordi du rådner op uden venner og familie og ender med 12 katte?” Sagde en person. Meget ironisk. Jeg vendte hovedet og så på Alaine. ”

Ha..ha.. Hvor sjovt” Sagde jeg med et muggent udtryk. Jeg så på Amee som var ved siden af.

”Godmorgen Amee-Chan... Dig som ikke har gjort mig noget” Sagde jeg og gabte igen. Jeg rejste mig bare op, tog min uniform og gjorde mig klar på 5 minutter. Jeg var mega træt. Og jeg havde ikke sovet godt. Efter mit ”skænderi” med Aidou, kunne jeg ikke tænke på andet. Jeg havde vendt og drejet mig, men intet virkede. Så derfor måtte jeg undskylde i dag.

Jeg gik bare ud til de andre, men inden jeg kunne nå at gabe, have Temari taget fat i min hånd, mens vi løb hen til klassen, for ikke at komme for sent. Vi nåede frem, lige da det ringede. Jeg gik bare træt, hen på min plads og dumpede ned ved siden af Zero, inden jeg tog hånden op for at gabe. Timen var bare meget kedelig. Den var svær at komme i gennem. Efter sidste lektion, endte det med at jeg faldt i søvn. Jeg havde mine arme under mit hoved.

***

Zero sukkede bare opgivende. Han lagde hånden på hendes hoved.

”Typisk” Sagde han og aede mig på hovedet. ”Du burde passe mere på dig selv” Sagde han og så på en af de piger han elskede allerhøjst. Var han ved at få følelser for hende? Det ville jo være umuligt. Hun var jo forelsket i Aidou. Han rystede bare på hovedet.

***

Jeg blinkede svagt, inden jeg så på Zero. Et smil bredte sig over mine læber. Zero var den eneste, der altid ville kunne få mig til at smile. Jeg så bare på ham.

”Er natklassen ved at gå over nu eller...”

”De går over til deres timer senere. Hvis du skal snakke med ham, så gør det nu.” Sagde han bare og så på mig.

 ”Jeg venter bare derovre” Sagde han og jeg nikkede. Vi gik sammen derover, men jeg var alene om at gå indenfor. Jeg bankede på døren, men blev en smule skuffet da jeg så at det var Kain, som åbnede.

”Oh Milli.. Hvad kan jeg gøre for dig?” Spurgte han og så ligegyldigt på mig.

”Ehm... Er Hanabusa her?” Spurgte jeg og så på ham. Han nikkede bare.

”Han er oppe på sit værelse” Sagde han, inden han trådte et skridt til siden og åbnede døren mere, så jeg kunne komme ind. Jeg gik bare op af trapperne. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle undskylde. Jeg gik langsomt op ad trapperne... Tænkte på hvad jeg skulle gøre.. Hvad jeg skulle sige.

Men bekymringen blev forvandlet til smerte, da jeg så pigen ved siden af ham. Mine sanser gik amok inden i mig. Jeg stirrede bare på dem. Selvom de ikke kunne høre mig, kunne de sikkert lugte mig, for de vendte sig begge mod mig. Aidou smilede bare. Han smilede som om der ikke var sket noget i går. Som om den akavede følelse aldrig havde været der. Og han stod bare der og smilede, mens Kurumis grønne øjne var rettet i mod mig, som om hun var den stærke kat og jeg den lille svage mus.

”Milli, hvad kan jeg gøre for dig?” Spurgte han ligegyldigt. Han havde aldrig brugt den tone i mod mig. Jeg stirrede bare på ham.

”Og har du mødt Kurumi.. Nå men det er så hende i egen person” Sagde han med et smil. Hun kom bare tættere på, men lige nu havde jeg lyst til at finde Crystalis frem og hugge hovedet af hende.

”Det er en ære at møde dig” Sagde hun og bragte et falskt smil på sine læber. Jeg nikkede bare og så på Aidou.

”Men hvad ville du?” Spurgte han, som om han havde for travlt til mig. Jeg så bare ned.

”Ved du hvad... Bare glem det” Mumlede jeg, og inden han kunne nå at sige noget, var jeg skredet. Kurumi holdte bare fast i ham.

”Lad hende gå!” Sagde hun og hev i hans arm. ’Lad hende gå for evigt’ Tænkte hun og smilede da Milli var skredet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...