Black and Red Roses 2

Efter Shizukas død forandrede alt sig. Millis hemmelighed blev afsløret og samtidig blev hun fuldtidsvampyrjæger, for at kunne beskytte Zero. Men Milli er ikke tilfreds. Nu skal hun endnu engang til at grave i mørket, for at finde ud af, hvorfor begge hendes forældre er døde - men det er noget, som ligger begravet dybt nede, der hvor det gør helt ondt. Mens Milli, skridt for skridt finder ud af mere om sig selv, forelsker hun sig også mere i Hanabusa. Men kærlighed mellem et menneske og en vampyr er forbudt og da Kurumi, Hanabusas barndomsveninde endnu engang dukker op, begynder tingene langsomt at ændre sig.

12Likes
8Kommentarer
3653Visninger
AA

19. Bror

 

Jeg så på Yuuki som var lige så forvirret som mig. Senere på denne dag, havde jeg fået at vide, at Temari ville noget. Yuuki skulle bare hente mig. Zero gik bag ved os. Jeg så på Yuuki.

”Og du ved slet ikke noget?” Spurgte jeg hende med et spørgende blik. Hun rystede på hovedet.

”Hun sagde at det var meget vigtigt” Sagde Yuuki og så på mig. ”Og hun lød meget alvorlig” Mumlede hun. Jeg nikkede bare. Hvad mon der havde fået Temari til at være alvorlig? Det var ikke så tit, hun var det. Kaien åbnede døren og så på mig. Han var ikke lalleglad som altid.

”Milli... Hvordan har du det?” Spurgte han og rettede sit blik mod mig.

”F-Fint onkel.. Hvorfor dog?” Spurgte jeg. Han så lidt væk og rettede sine briller.

”Du bliver sikkert overrasket” Mumlede han og så på mig igen. Kaien var også alvorlig. Hvad var der sket? Jeg fattede ikke noget. Hvorfor var alle blevet sådan her? Var det min skyld? Jeg så lidt ned, inden Kaien fattede det.

”Oh... Det er ikke noget du har gjort Milli... Det er noget som kan påvirke dig” Mumlede han og jeg så op, en smule lettet. Kaien gik indenfor og jeg fulgte med. Jeg tog en dyb indånding. Jeg havde en meget underlig fornemmelse i maven. Jeg turde nærmest ikke gå fremad, da jeg stod i gangen. Zero lagde en hånd på min skulder. Jeg så op på ham og han så på mig.

”Det skal nok gå” Sagde han og så på mig. Jeg rødmede meget svagt, men var stadig bleg i hovedet. Jeg nikkede. Jeg begyndte at gå igen. Jeg så på rummet hvor Kaien stod. Der var ikke noget nyt. Kun en ubekendt person, som alligevel var så bekendt. Jeg blinkede flere gange. Jeg fik helt ondt over det hele, da underlige billeder dukkede op. Drengen foran mig havde pjusket sort hår. Dybe brune øjne. En trænet krop, men alligevel normal. Hans tøj var meget... Vampyrjægeragtigt.. En smule råt. Men det værste var at personen var så bekendt. Han var også stivnet ligesom mig. Hans øjne var store ligesom mine... Han var ligesom mig. Han var min bror.

 ”Tamaki?” Mumlede jeg inden jeg så en masse billeder. En masse slørede billeder som fik det hele til at falde sammen for mig.

***

Jeg drømte vist. Dette måtte være en drøm. Jeg så på en dreng og en pige. De sad i dejligt grønt græs. Der var nogle små dyr, men ikke de dyr, man ville blive bange for. De grinede og kiggede på skyer. De grinede.

”Nii-San... Det ligner jo et får” Sagde jeg og grinede, mens han så lidt fornærmet væk.

”Det lignede en tyk kat” Mumlede han og jeg grinede videre.

”Hvad laver du egentlig Nii-San.. Du er konstant væk med far” Sagde jeg og så på ham.

”Vi laver nogle ting” Mumlede han og så bare på skyerne.

”Hvordan har du det Milli... Er de gode ved dig?” Spurgte han. Han lagde et ekstra tryk under de. Jeg så på ham, inden jeg nikkede og smilede.

”Prinsen leger med mig” Sagde jeg med et sødt smil og så på ham.

”Prinsen... Hvem er det?” Spurgte han spørgende og stresset. Jeg skulle til at fortælle det, da mor og far kaldte på os.

”En anden gang, ikke?” Spurgte han og smilede. Jeg nikkede bare. Det grønne græs og skikkelserne forsvandt langsomt. De havde det så godt i drømmen... Eller på overfladen af drømmen. Jeg kunne se at en mørk plet dukkede op. Jeg fik store øjne. Hvis ikke jeg var blevet rystet i, ville jeg sikkert have skreget.

Jeg åbnede mine øjne med et sæt. Jeg mødte hurtigt et par brune øjne, som så på mig.

”Du er endelig vågen” Mumlede han og så på mig. Jeg smilede meget svagt og nikkede. Jeg satte mig op og så på personen.

”Hvad laver du her?” Spurgte jeg og gned mine øjne. Tamaki så på mig.

”Din veninde fandt mig vidst” Mumlede han og jeg så på ham.

”Tamaki... 10 år siden sidst huh?” Mumlede jeg. Han nikkede bare.

”Minderne begynder at vende tilbage” Mumlede han.

”Samme her” Mumlede jeg og så på ham, inden jeg bare krammede ham. Knuder i maven dukkede op og jeg begyndte at hulke. Tamaki krammede mig igen og trøstede mig hele natten, indtil det var så sent at jeg hellere måtte sove. Tamaki sov inde hos Zero den nat.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...