Black and Red Roses 2

Efter Shizukas død forandrede alt sig. Millis hemmelighed blev afsløret og samtidig blev hun fuldtidsvampyrjæger, for at kunne beskytte Zero. Men Milli er ikke tilfreds. Nu skal hun endnu engang til at grave i mørket, for at finde ud af, hvorfor begge hendes forældre er døde - men det er noget, som ligger begravet dybt nede, der hvor det gør helt ondt. Mens Milli, skridt for skridt finder ud af mere om sig selv, forelsker hun sig også mere i Hanabusa. Men kærlighed mellem et menneske og en vampyr er forbudt og da Kurumi, Hanabusas barndomsveninde endnu engang dukker op, begynder tingene langsomt at ændre sig.

12Likes
8Kommentarer
3651Visninger
AA

3. Bekendt stemme.

 

”Ja det er Milli,” mumlede jeg.

”Milli! Hvor er det godt at høre dig. Er du syg, hvor har jeg været bekymret! Først forsvandt du ved ballet, så var du besvimet og så er du væk! Og så får jeg at vide at du er en hel vampyrjæger igen. Ved du hvad det betyder?” spurgte hun og snakkede totalt hurtigt.

”Temari slap nu helt af,” sagde jeg og sukkede. Jeg kunne høre at hun prøvede på at trække vejret dybt.

”Milli! Hvor er du?” spurgte hun irriteret. Jeg sukkede bare.

”Jeg er et sted sammen Zero. Tag det nu helt roligt,” sagde jeg og lød meget afslappet. Temari sukkede i telefonen.

”Gomen nasai Milli,” sagde hun og lyd en smule trist, hvilket fik min dårlige samvittighed til at dukke op igen. Yagari prøvede at tale mig til fornuft... Eller han kom med det dårlige og det gode ved begge ting, men min trang til at være sammen med Zero, overbeviste mig. Jeg spurgte Yagari, om Kaito og han sagde bare, at Kaito var et sted henne, men selv han, vidste ikke hvor. Det sukkede jeg over. Jeg trængte sådan til at rive hovedet af ham. På en måde savnede jeg Kaito

”Det er okay Temari,” sagde jeg. Jeg kom i tanke om, den dag jeg gik. Jeg huskede det hele. Jeg var i skolesygeplejerskens værelse, og mit hoved gjorde ondt. Som om nogen havde taget en hammer og banket på det i 24 timer. Temari rystede i mig som sindssyg, og jeg mærkede hendes tårer på mine kinder.

”Tema-Chan,” mumlede jeg lavt. ”Hvad sker det for dig?” spurgte jeg og så på hende. Hendes øjne var røde og opsvulmede. Hun lignede slet ikke den friske Temari.

”Milli jeg...” mumlede hun, men mere nåede hun ikke at sige, før Zero åbnede døren og så på mig. Af en eller anden grund, blev mine øjne fugtige, da jeg så Zero i døråbningen. Jeg blinkede flere gange og det var virkelig Zero.

”Zero,” mumlede jeg lavt. Temari så på mig og så på Zero.

”Jeg snakker med dig senere,” sagde Temari og smilede svagt, inden hun forlod rummet. Da Temari var gået, prøvede jeg på at rejse mig op, men jeg mistede hurtigt balancen. Jeg ville falde, hvis ikke det var for Zero, som løb hen til mig, og greb mig.

”Slap lidt af,” mumlede han. Jeg rødmede svagt og kiggede ned. Mit greb om Zero var stramt og jeg begyndte at hulke.

”Du er.. Okay?” mumlede jeg. Zero holdte stramt om mig.

”Du brude tage et kig på dig selv,” sagde Zero. Jeg kiggede underligt på ham.

”Hvad mener du med det?” sagde jeg og så på ham. Zero så på mig og sukkede.

”Kan du huske, hvad der skete efter du forlod balsalen?” spurgte Zero. Jeg så på ham.

”Emm... Jeg løb hen til en anden meget mørk sal og foran mig stod..” Jeg gispede og fik store øjne.

”Shizuka” sagde jeg meget lavt, næsten uhørligt. Jeg slap Zero og satte mig ned igen. Mit hoved gjorde ondt. Jeg fik små flash backs og tårer dukkede op i mine øjne. Zero satte sig ved siden af mig, og holdte godt fast i mig.

”Zero. Fortæl mig alt hvad du ved,” sagde jeg alvorligt. Zero fortalte mig en masse ting og hver gang fik jeg et chok. Det med Ichiru var alt for meget, men at Shizuka var død, fik mig til at bryde sammen. Alle de svar hun havde. Den eneste mulighed var nu væk.

~ o ~

”Hallo Milliiiii,” hørte jeg Temaris stemme sige.

”Ja?” sagde jeg og vågnede op, ved at høre Temaris stemme i mobilen.

”Hvornår får jeg dig at se igen?” spurgte Temari. Jeg sukkede. Selvom jeg ikke ville indrømme det, savnede jeg Temari utroligt meget. Hende kunne jeg fortælle alt til.

”Jeg ved det ikke Temari,” sagde jeg længselsfuldt. Temari sukkede.

”Jamen... Det er ikke til at holde ud. Jeg er tvunget til at være sammen med Aidou og de andre idioter,” sagde Temari klagende. Jeg stoppede op og stivnede da hun nævnte Aidou. Jeg kom endda med et gisp.

”Milli! Er der noget i vejen?” spurgte hun, men mine øjne var allerede fugtige igen. Jeg blinkede det væk.

”Ikke noget!” sagde jeg. ”Temari jeg må løbe nu. Vi ses,” sagde jeg og lagde på inden hun kunne nå at sige mere. Jeg lagde min telefon væk og fortsatte med at gå. Lige nu havde jeg og Zero en mission. Vi skulle tjekke om der var en Level-D, der var sunket til level-E.

”Du behøver ikke at gøre det her,” sagde Zero og så på mig. Jeg så over på ham og smilede svagt.

”Jo! Jo, det gør jeg” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...