Paradiset


2Likes
0Kommentarer
431Visninger
AA

1. Den dag træet faldt

''Aarhg!'' Udbryder Millie, da hun jokker sin lyserøde gummistøvle, ned i en vandpyt, så hun bliver våd, helt op til knæhaserne. ''Nu blev jeg jo drivvåd!'' Jeg kan ikke lade vær med at grine lidt af hende. Hun ser så sød ud, med sine lyse, rottehaler, dinglende ud på hver sin side af hendes lille buttede hoved, og hendes strømpebukser, som engang var hvide, men nu er helt plettede, på grund af det mudrede vand fra vandpytten. Gruset knaser under vores fødder, mens vi trasker afsted, på den lille vej, omringet af høje træer. ''Skal vi dreje her?'' råber Max og kigger sig bagud, over skulderen. Max cykler nogle få meter foran mor, far, Millie og mig, på den cykel som egentlig er alt for stor til ham og er helt rusten. Cyklen står normalt lænet op af garagedøren, med en tyndslidt presenning over sig, men i dag var Max fast besluttet på at han ville have den med ud, lige meget hvor meget støv han skulle fjerne og hvor mange edderkopper han skulle slå ihjel. ''Ja'' råber far tilbage. ''Husk at kigge efter, om der kommer biler!'' Ha! Biler? Heroppe? Det tror jeg ikke lige. Der kommer næsten ingen biler her, vi er midt ude på bøhlandet. Max drejer ned ad den lille side vej. Jeg løber op på siden af ham, og holder fast i den rustne bagagebærer. Jeg ler og Max griner. Han slingrer fra den ene side af vejen til den anden, mens jeg løber bag ham, med hånden om bagagebæreren. Han er lige ved at køre ind i et af de høje træer, som omringer os. De står på to lange rækker ude i kanten af vejen, så vi kun kan se en smal stribe af den skyfulde himmel. Der kommer en ubehagelig, knasende lyd fra bagagebæreren, og jeg skynder mig at give slip, i frygt for at den skal falde af. Max griner endnu højere, og jeg griner med. Mor og far går hånd i hånd, så langt bagud at de er en smule slørede for mine øjne, og Millie løber, forpustet, nogle meter bag os, i et forsøg på at følge med. Hendes korte ben løber afsted og det er rimelig utroligt at hun ikke er faldet endnu. Jeg når kun lige at tænke tanken til ende, inden hendes ben rent faktisk næsten slår knude på sig selv, og der lyder et lille bump. Millie ligger med hovedet begravet, i det mudrede grus, og der går ikke lang tid før der lyder nogle svage hulk, og Millie løfter hovedet fra jorden. ''Mooar!!'' Hulker hun. Vinder tager fat og pisker mit hår tilbage. Jeg er stoppet op, men inden jeg overhovedet når at tænke på at løbe over til hende, lyder der en høj knasende lyd, Lidt ligesom den fra bagagebæreren, bare meget værre, meget mere ubehagelig. Jeg når lige at høre far råbe: ''Pas på! Træet!'' Før det hele bliver sort.

Jeg falder. Falder og falder, fremad, gennem et virvar af farver. Hele min krop dunker. Jeg har kvalme og hver evig eneste centimeter af min krop skriger af smerte. Noget varmt og klæbrigt pibler fra min pande, ned ad min kind og ind i min mund. Det har en ulækker metallisk smag. Pludselig stopper den mystiske farvevrimmel og jeg lander med et bump på det mest grønne græs jeg længe har set. Jeg kigger mig omkring. Aldrig før i mit liv har jeg set sådan et smukt landskab. Jeg er omgivet af marker og enge i de allermest fantastiske farver. Der er blomster overalt. Jeg tror aldrig nogensinde at jeg har set så mange blomster samlet et sted, det skulle da lige være i en blomsterforretning. Og først nu lægger jeg mærke til det. Selvom her er så lyst og frodigt, er her ingen sol. I stedet er her et klart gyldent skær, som skinner fra alle steder, og oplyser hver enkelt lille krog i hver enkelt lille hjørne. Dette sted er paradis. Det kan ikke være andet. Men hvad betyder det? Er jeg så død? I samme nu, skyder et træ op fra det frodige græs, cirka 10 meter foran mig. Godt nok er alle blomsterne og markerne smukke, men de blegner i forhold til træet. Træet har arbejdet sig hele vejen op gennem jorden og er i fuld gang med at slå rødder. Det ser på samme tid både utrolig ungt og helt afsindigt gammelt ud. Fra dets lange krogede grene hænger der nogle utrolige frugter. Det er umuligt at bedømme hvilken farve de har. Det gyldne lys som skinner fra alle steder, på alle steder, skinner dobbelt så kraftigt på træet som på alt andet. Det for det til at glitre og funkle, så jeg på mærkelig vis, bliver tiltrukket af det. Min krop skriger af smerte, og blodet løber stadig svagt fra et sted nær min pande, da jeg tager et skridt hen imod træet. Og så endnu et. Jeg må bare smage dem. Jeg har fuldstændig tabt kontrollen over mig selv, det eneste jeg har i hovedet er de frugter. De saftige, skinnende og fuldkommen unikke frugter. Men da jeg tager et skridt mere hen imod træet, skyder der et endnu større træ op, fra det lysegrønne græs, ikke ret langt fra det første. Det nye træ er næsten en meter højere end det første, og grenene er meget mere krogede og snoede. Det er som om at der er kastet en uhyggelig skygge over træet, hvor ikke engang det vidunderlige gyldne lys kan trænge igennem. Det mørke træ bærer også frugter. Ligeså mange som det lyse. Men de her frugter er kulsorte. Sorte som den mørkeste nat. Ligesom da blomsterne og markerne blegnede i forhold til det lyse træ, blegner det lyse træ i forhold til det mørke træ. Livets træ og Dødens træ. Med et ved jeg det bare. De er så vidt forskellige, at det må det være.  Men det ændrer ikke på den forfærdelige, brændende tiltrækning jeg føler til det mørke træ. Det lyse træ er allerede ude af mit sind, afløst af den hungrende lyst til det mørke. Træet skriger til mig: Kom nærmere. Smag på dem. Bare tag en enkelt bid og al din smerte vil forsvinde. Det er fristende. Virkelig fristende. Alt for fristende til at jeg har nogen chance for at stå imod. Smerten er uudholdelig og jeg ved at en eneste bid kan få den til at forsvinde. Så jeg tager et skridt mere. Over mod det mørke træ. Pludselig begynder luften mellem de to træer at flimre. Det syder og bobler, og luften fyldes med elektricitet. Selvom jeg bestemt ikke har glemt  træet, og stadig er lige sulten efter det, fanger flimmeret alligevel min opmærksomhed nok til at jeg stopper op. Midt mellem det lyse og det mørke,  livet og døden, danner der sig et billede. Det forestiller en lille grussti. Afspærret af et kæmpe træ. Så stort at hvis jeg lagde mig på maven oven på det og slyngede mine arme rundt om stammen på det, ville jeg ikke kunne nå jorden med fingrene. Nogle af dets grene rækker næsten helt over til en pige som ligger på den mudrede grussti. En mand sidder forover bøjet hen over hende, så jeg ikke kan se hendes ansigt, og prøver forgæves at få liv i hende. Mig? Jeg kan kende det gyldne hår, som ligger som en lys krans om mit hoved. Det er mig der ligger der på den mudrede sti og det er min far der prøver at vække min bevidsthed. Blodet flyder ned over min pande og jeg ser i det hele taget forfærdelig ud. Mor holder Max og Millie i hver sin hånd. Hun sidder få meter fra far. Millie græder og Max prøver, uden held, at spille sej. Prøver at lade vær med at græde, men jeg ser den lille tåre der pibler ud af hans øjenkrog og ned langs hans kind. Nogle hudafskrabninger på armene og et par sår i ansigtet, fortæller mig at han også har været offer for træets lange, truende grene, men han har åbenbart været en smule heldigere end mig. De fire mennesker jeg holder allermest af, alle sammen så forskellige, men alligevel så ens i dette øjeblik, sidder de og prøver at holde modet oppe, prøver at komme igennem til mig, igennem det skjold af ubevidsthed som afskærmer mig fra resten af verden. Og i dette øjeblik  forsvinder den hungrende sult efter de sorte frugter. Selvom jeg ved at bare en enkelt lille bid ville have gjort en ende på alle de smerter, som min krop lider under, så har jeg ikke længere lyst til dem. Jeg kan ikke gøre det mod dem. Jeg ved hvad jeg skal gøre og jeg tøver ikke et sekund. Jeg går med faste og bestemte skridt. Indtil jeg står lige under træet. Jeg løfter hovedet og kigger op på den store gyldne krone. Træet virker endnu større, endnu mægtigere. De små forskelligfarvede frugter hænger tungt på de lange grene og tiltrækker mig. Men denne gang er der en anden grund. Denne gang er det ikke en eller andet udefrakommende sult der gør at jeg taber kontrollen over mig selv. Denne gang er det ønsket om at komme tilbage til min familie. Ønsket om ikke at skuffe dem. Og jeg ved at det er det rigtige valg jeg træffer, at jeg har bestået den opgave som paradiset har sat mig på, da jeg rækker ud efter en af de gyldne frugter der hænger på en af de mest lavthængende grene. Frugten føles varm i min hånd. Jeg betagter den omhyggeligt. Den skinner, funkler og skifter farver under paradisets gyldne lys. Da jeg tager en bid af den fremmede frugt, er det slet ikke som jeg havde forventet. I stedet for en eller anden fantastisk smag, smager den af ingenting. Overhovedet ingen ting. Jeg fjerner frugten fra munden og undrer mig over at der ikke sker noget, da jeg falder igen. Ligesom før, da jeg blev sendt til paradis. Men nu falder jeg baglæns. Baglæns og baglæns falder jeg, lige indtil jeg ligger på den kolde, våde sti. Jeg slår øjnene op og kigger lige op på den mørke, skyfulde himmel. Regndråberne trommer mod mit ansigt, så jeg kniber øjnene sammen igen og hiver mig op, så jeg kan støtte mig på mine albuer. Far står og snakker med mor, som åbenbart, at dømme efter deres samtale, lige har ringet efter en ambulance. Far vender sig mod mig, da jeg stønner (Hele min krop skriger stadig af smerte). ''Merle!'' udbryder han og kommer farende hen mod mig. Han kommer helt hen ved mig og sætter sig på hug ved siden af mig. Han stryger sin hånd hen over min pande, fuldstændig upåvirket af det klistrede, næsten størknede blod, som er overalt. I stedet for at give mig tid til at forklare ham alt muligt, kaster jeg mig i armene på ham. Han bliver så overrasket at han er lige ved at falde på røven. Men jeg griner bare ad ham. Så glad for at jeg valgte det rigtige og ikke bare gav op. Så glad for at have valgt den lyse, men lidt besværlige vej frem for den mørke og nemmeste vej. Smerten er væk, fuldstændig erstattet af den lykkelige følelse af igen at være hos min familie. Selvom jeg sikkert kun var væk i få minutter, følelse det som en evighed. Smilende slipper jeg far og løber over mod mor, Max og Millie.  De ser noget så forskrækkede ud, men det eneste svar de får er et stort smil. Jeg rækker ud efter dem og trækker dem ind til mig i et kæmpe gruppekram. Lykkelig over at kærligheden vandt. Men når nu jeg tænker over det så vinder kærligheden vel egentlig altid.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...