De mørke ruiner

En spøgelsesroulette til skolen. Håber at i kan lide den:)

4Likes
9Kommentarer
887Visninger
AA

1. De mørke ruiner

”Kasper og Simone! Jeres madpakker,” mor kastede mig og Simones madpakker i hovedet på os. ”Tak mor!” Sagde vi i kor, og vi var hurtigt ude af døren. ”Skynd jer!” Råbte hun efter os. Vi var på vej i skole, og vi var lidt for sent på den. ”Sku’ vi ikke prøve genvejen i skoven?” Spurgte Simone, og løb hen ad fortovet, ”den er hurtigere.” Jeg tænkte lidt, Simones forslag var jeg altid usikker på, men jeg sagde okay. Vi krydsede vejen, og løb ind i den sorte, store skov. Jeg havde aldrig brødet mig om skoven. ”Kom, Kalle,” Simone tog mig i hånden, ”det er kedeligt at tage stien.” Hun hev i mig, og vi fløj gennem skoven. ”Skulle vi ikke lege at vi var spioner,” spurgte Simone med et smil på læben og formede en pistol med sin hånd, og løb rundt ligesom James Bond. ”Jeg er klar Simone! Kom, vi skal ned i vores hemmelige gange under jorden!” Sagde jeg sarkastisk, men idet samme, åbnede skovbunden sig under mig og jeg fløj ned under jorden. Jeg kunne kun se gnisten af en trætop. Men så var det væk, nu var der kun sort. ”HJÆLP!” Skreg jeg, ”SIMONE!” Men jeg fik intet svar. Der lød et BOMB. Alting var mørkt. ”Av, min bagdel,” sagde jeg og rejste mig. Jeg kunne ikke se noget. Jeg famlede efter min mobil i min lomme. Kl. var et kvarter i 9. Nu kom vi for sent i skole.  Gangen var bred og længst inde til venstre var der en strøm med vand. ”Hallo?” Kaldte jeg. En mærkelig susen svævede forbi min næse. Jeg var ikke alene.

Jeg stivnede. Jeg stod helt stille. Jeg kunne ikke røre mig ud af flækken. Foran mig stod en hvid skikkelse. Den hvide skikkelse havde langt lyst hår. Hun stod bare og kiggede på mig. ”Forsvind! Forsvind fra mine ruiner! FORSVIND!” Råbte den hvide skikkelse, og lige pludselig var det væk. ”Hvad var det?!” Jeg stammede. Jeg stod bare stille. Jeg kunne stadig hører stemmen i det fjerne: ”FORSVIND! FORVIND FRA MINE RUINER!” Jeg kunne stadig ikke se hende. ”FORSVIND!” Man kunne hører hendes stemme komme nærmere. Og lige pludselig kunne jeg hører at det virkede som en barnestemme. Måske var genfærdet 13 ligesom mig og Simone. Jeg løb som en sindssyg, men jeg vidste ikke hvorhen. Jeg løb bare helt ud i det blå.. Eller nærmere, det sorte. Jeg havde løbet meget, men så kunne jeg bare ikke mere.

”STOP! Du må ikke gøre mig noget! Jeg er for ung til at dø!” Skreg jeg, og tog hænderne op over hovedet. ”Jeg vil ikke gøre dig noget” Sagde jeg.  Den hvide skikkelse kom til syne. Hun havde en kniv i hånden. ”Det kan du sagtens sige! Du har dit liv, du kan leve til du bliver gammel. Dine forældre er sikkert søde mod dig! Du har en FAMILIE!” Det sidste skreg hun ind i hovedet på mig. Som en hvæsen. Der var helt stille i lang tid. ”Hvordan døde du?” Endelig sagde jeg noget. ”DET RAGER IKKE DIG! GÅ! GÅ HJEM TIL DIN YNKELIGE FAMILIE OG LAD MIG SPØGE I 1000 ÅR FREM!” Skreg hun. ”Nej.” Hviskede jeg. ”Vi vil hjælpe. Min søster er lige ovenover os.” Jeg vendte mit hoved så jeg kiggede på hende.

Hvor var hun smuk. Hun var på alder med os. Hun tabte kniven ned på jorden. ”Min far. Han.. Alle her i ruinerne havde et hårdt liv. Alle forældre torturerede deres børn, fordi de græd og havde brug for mad og drikke. Der var intet glæde. Kun had. Min far var så ond over for mig og min mor. Og ind dag hev han mig hen til vandløbet og sagde: Dit liv er forbi din ækle unge, og..” Hun lavede en synkebevægelse, ”han druknede mig.” Jeg stivnede. Hvor var det.. Sørgeligt. Der var stille i lang tid. ”MEN HVAD INTRESSERER DET DIG?!” Skreg hun, ”SKRID!” Hun kunne ikke sige mere. Hun lænede sig op af ruinernes fugtige vægge. ”Hvordan får du fred?” Spurgte jeg. Genfærdet sagde ikke noget i lang tid. Men så: ”Den eneste måde jeg kan får fred, er ved at finde min far og få ham myrdet!” Sagde hun, stille, men man kunne mærke vreden inde fra. ”Hvad skal vi gøre?” Jeg sagde det roligt. Der lød et BOMB og Simone lå på rumpen i vandløbet. ”Æv! Klamt!” Jeg ville normalt blive glad for at se hende, men nu var jeg besat af genfærdet. Da Simone kom på benene stod hun helt lammet. Men jeg havde ikke tid til at forklare.

”Tror du stadig at han lever?” Spurgte jeg stille. Hun rystede på hovedet: ”Han er klart død. Det er 50 år siden. Jeg har aldrig kunne få fred.” En helt hvid klar tåre løb ned ad hedes kind. Jeg havde lyst til at kvæle hendes far. Jeg så på Simone, hun stod stadig helt lammet. Jeg forklarede hende historien, og nu var hun med. ”Hvor kan vi finde ham?” Spurgte Simone. ”Her i ruinerne et sted. Men jeg ved ikke hvor.” Vi sagde ikke noget i lang tid, men lige pludselig kunne vi hører dæmpede stemme. ”Gem jer,” sagde genfærdet, ”hvor?” Spurgte jeg. ”løb længere hen i ruinerne til der bliver mørkt.” Vi løb. Jeg kunne hører stemmerne: ”Vor herre Gud! Had er livets glæde! Lad alle mennesker få had! Jeg..” Lige pludselig blev der stille.

”Chill!” Det var en mandestemme. Den lød lusket. ”Så mødes vi igen. Selvfølgelig fik du ikke fred. Du blev jo DRUKNET AF DIN FAR!” Jeg stivnede. Jeg blev nød til at kigge. Det var et mandegenfærd og et andet kvindegenfærd. ”Hold op!” Skreg Chill. ”I er de værste forældre!” Skreg hun. Jeg kunne ikke klare det. Jeg sprang frem. ”Lad hende være i fred!” Skreg jeg som en sindssyg, og jeg kunne hører Simone bande bag mig. ”Nå ser man det, en dreng.. En menneskedreng!” Han samlede kniven der lå på jorden op. ”DU SKAL DØ!” Råbte genfærdet. ”LIVET ER SKABT TIL AT DRÆBE!” Skreg han. ”DIN MORDER!” Råbte Simone, der var kommet frem fra sit skjul. Chill stod med hænderne for øjnene. ”HA HA! Nu er der lige pludselig flere!” Sagde manden med et smil.

”DIN STORE .. DIN STORE!!” Simone havde et meget højt temperament. Hun sparkede kniven ud af hænderne på ham. Han stod helt målløs. Så sparkede hun ham, men hendes ben røg igennem. Han smilede fusket. Jeg skulle til at sige noget, men Chill stoppede mig: ”Tænk på hvad du har gjort. Tænk på at du har såret din familie og gjort hele verden til et frygtindgydende sted alle hader. Det er dig der har gjort Alle ruinfolkene til små mus, der ikke tør komme frem fra sit musehul nu. Du er en morder. Og dig, mor,” hun kiggede ned i jorden, ”tænk du ville gifte dig med sådan en mand, og du blev ingen gang ked af det, da jeg blev druknet. Jeg hader jer.” Hun sluttede sætningen af med at græde. De to genfærd stod bare og kiggede ned i jorden. Det gjorde Chill også, men da hun kiggede op igen var de væk. De var ikke løbet eller svævet væk. De var sunket i helvede. ”Jeg takker jer. I vil altid være mine venner.” Hun smilede, og pludselig så var hun også væk. Hun var ikke løbet eller svævet væk. Hun var kommet i himlen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...