Skønhed

En kort novelle om skønhed, og dens fremtrædende rolle i vores samfund.

1Likes
2Kommentarer
774Visninger

1. Skønhed

- Hey, hvordan går det?

 

 

Jeg ser op fra den nyindkøbte kop kaffe, som har jeg siddet med. Den er stadig for varm til at drikke, men har lige den rette temperatur til at varme mine frosne fingre.

 

- Det går fint, tak.

 

 

Jeg smiler, og nikker i retning af den tomme stol, på den anden side af mit bord. Theresa smiller tilbage og tager plads. Hun gør et stort nummer ud af kun lige at sidde på kanten af stolen. Hendes bukser er sikkert nye, og skal nødig blive beskidte. De ligner i hvert fald noget fra en catwalk, som smyger sig perfekt om hendes slanke ben.

Jeg skal til at spørge hende, hvordan hendes liv har udviklet sig siden vores sidste, tilfældige møde, men hun kommer mig i forkøbet:

 

- Jeg har fået et danse-job! Kan du tro det? Jeg kan ikke!

 

- Wow! Det er utroligt!

 

- Ja, ikke?

 

Jeg sipper til min kaffe. Den brænder min tunge en smule, men giver mig et øjeblik, hvor jeg kan tænke. Over kaffekoppens kant ser jeg Theresa iagttage mig. Hun er så glad, så begejstret. Hendes røde læber buer en smule opad. Jeg får lyst til at være begejstret med hende.

 

- Så, hvad for et job er det?

 

Hun læner sig fremad, hviler albuerne på bordet og lægger hovedet lidt på skrå.

 

- Det er en musikvideo – en rigtig musikvideo, i forgrunden sammen med sangeren og det hele!

 

Hun slår med håret. Det er langt, blond og fuldstændig glat. Næsten det samme kan siges om hendes negle, selvom de i stedet for at være blonde er dækket med skinnende, gennemsigtig neglelak.

 

- Nåh, siger hun, - Jeg må gå!

 

 

Vi siger farvel. Jeg ser hende gå og hører den klikkende lyd fra hendes høje hæle. Mit hoved er som en båndoptager, og jeg gennemgår samtalen endnu engang. Jeg plejede at gå til dans sammen med hende. Jeg slog hende endda i en dansekonkurrence – eller, det gjorde alle.

Noget sniger sig ind på mig. Noget stikkende, der giver mig en bitter smag i munden og sætter tanker i mit hoved.  De kan umuligt være mine egne, for normalt er jeg ikke jaloux. At tænke, at hun er en talentløs dukke, der kun oplever succes på grund af hendes skønhed, det er slet ikke mig. Og dog tænker jeg det og meget mere.

 

…Men så husker jeg min kaffe, og skynder mig at drikke den. Den er blevet kold nu, men jeg kan stadig mærke min tunge brænde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...