En dans på roser

Kate er balletdanser, og efter hendes mening er hun den bedste danser i hele England, så da der en dag bliver søgt efter talentdansere til et stort stykke, der skal spilles landet over, er hun klar. Det går dog snart op for hende, at dansere behøver mere end bare selvtillid.

4Likes
3Kommentarer
996Visninger
AA

2. Hjælp

I løbet af de kommende dage blev Hannah mere og mere nervøs, og det irriterede mig. Hun havde jo selv læst opslaget, hvorpå der jo netop stod, at man skulle være sikker på, at man var god nok til Darcey Bussel, før man gik til optagelsesprøve. Jeg prøvede at fortælle det til hende, men hun overhørte mig vist, og den næste gang jeg så hende, var hun på vej mod træningssalen med et papir knuget i hånden. Jeg fulgte efter hende ind i salen, og så hende folde papiret ud. På papiret stod den danseserie, som vi skulle danse til optagelsesprøven skrævet ned. Tænk at det var min veninde, der blev nød til at lære dansen før alle andre, fordi hun ikke stolede nok på sine egne evner! Svagt! Men hvis det var sådan hun ville have det, så var jeg ikke den der skulle stoppe hende. Jeg drejede en halv omgang rundt om mig selv, og marcherede ud af salen. Men som jeg var på vej op mod mit værelse, så jeg flere der gå rundt med papir som Hannahs. Måske var det alligevel ikke så forkert, at træne serien inden prøven. Jeg stod lidt og kiggede, inden jeg besluttede mig for at gå tilbage til Hannah.

Da jeg kom tilbage til salen, var Hannah begyndt at danse. Men det var ikke bare normale trin som pliè, relevè, tendu og porte des bras, men virkelig svære trin som vi slet ikke havde fået undervisning i endnu. Nu var det mig, der fik sved på panden og nervøse trækninger. Jeg måtte have fat i en af disse instruktioner, og jeg måtte i gang med at træne. For lidt tid siden havde det føltes som om der var oceaner af tid inden prøven, men nu… Jeg måtte skynde mig.

 

Jeg trænede og trænede, men lige meget hjalp det. Jeg gik grædende i seng om aftenen og stod træt op om morgenen. Dagen før juleferien ringede jeg til min mor, for at fortælle hende og far, at jeg altså ikke kunne komme til Birmingham, fordi jeg måtte blive på skolen og træne.  ”Men vil det sige, at du ikke vil holde jul med os i år, skat?” ”Mor jeg kan ikke! Jeg bliver nød til at øve, virkelig.” ”Jamen du har da aldrig behøvet at øve før. Hvorfor skulle denne optagelsesprøve være anderledes? Kom nu bare hjem til far og mig, så skal alting nok gå.” ”Mor du har ikke set dansen overhovedet! Denne her gang er det alvor, jeg vil være verdenskendt!” Tårerne begyndte at trille ned af mine kinder. ”Skat, jeg forstår det ikke. Du er jo et naturtalent!” Min mor var tydeligvis meget forvirret. ”Jeg lægger på nu mor. Vi ses senere, måske.” Jeg smed mobilen på min seng, og begravede mit hoved i et blonde-lommetørklæde.

”Øh, undskyld?” Stemmen kom over fra døren af. Jeg havde åbenbart gennemført hele min samtale med døren stående åben, så alle der gik forbi på gangen, både kunne se og høre mig. ”Hvad?” Svarede jeg surt, og så over mod stemmen, der viste sig at tilhøre den lille skævbenede Ann. ”Jeg kunne ikke undgå at høre din telefon samtale, og jeg tænkte bare på om du havde brug for hjælp med træningen?” Jeg grinede højt. Ann troede virkelig på, at hun kunne hjælpe MIG! ”Ja altså, jeg har også meldt mig til Darcey Bussels prøve.” Ann smilede nervøst. Nu grinede jeg ikke længere. ”Prøven er for folk der har talent! Ikke for sådan nogle små usle fritids dansere som dig!” Hvor vovede hun, at stille op til en prøve af denne størrelse. ”Helt ærligt Kate, har du nogensinde set mig danse? Du kastede et blik på mig da vi startede for ti år siden, og siden har du følt dig for god til overhovedet at ville kigge på andre end dig selv.” Ann lød ikke sur, men nærmere skuffet. ”Jeg er den bedste Ann! Hvorfor skulle jeg spilde min tid på folk med skæve ben?” Jeg pegede ned på Anns ben. ”Fordi man lærer af at se andre, ikke af at se sig selv. Jeg kan godt den serie vi skal danse til optagelsesprøven, for jeg har holdt øje med alle de mennesker, der har bevæget sig ud på Queen Elisabeths dansegulv, jeg har taget deres råd og hjælp til mig. Og tror du virkelig at en skole som Queen Elisabeths, ville tage elever ind, som ikke kan finde ud af at balancere på deres skæve ben?” Jeg kunne høre at hun var blevet såret af hvad jeg havde sagt til hende. ”Kate, jeg kom bare for at tilbyde min hjælp, så må du selv finde ud af, om det vil skade eller gavne dig. Jeg bor i værelse nummer 12B.” Ann smilede en sidste gang til mig, og gik.   Jeg var målløs, og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Inderst inde vidste jeg godt at Ann havde ret. Måske havde jeg vidst det hele tiden, men havde været for stolt til at indrømme det. Jeg havde brug for Anns hjælp, men efter alle de år hvor jeg havde sat mig selv på en piedestal, vidste jeg ikke hvordan jeg skulle håndtere hjælp, gode råd og kritik. Jeg stod i lang tid og så ud af den stadig åbne dør, før jeg langsomt begyndte at bevæge mig. Jeg gik ud af værelset, hen ad gangen, op ad trapperne, forbi klasseværelser og træningslokaler, ind på gang B, og forbi elleve gule døre, før jeg stod ved Anns værelse. Der stoppede jeg og kiggede lidt på tolvtallet der var klistret op på døren, før jeg tog mig sammen og bankede på. Aldrig sidenhen har jeg gjort noget så grænseoverskridende. Heller ikke da jeg med Anns råd i baghovedet, ydmygt stillede mig op foran Darcey Bussels dommerpanel og begyndte at danse. Eller da jeg sammen med hundrede andre talentfulde dansere stod på scenen i London teater og opførte H C Andersens Snedronningen. Ikke engang da jeg stod foran åben skærm på talerstolen til Golden Talents prisuddelingen, og nominerede Ann til Englands bedste ballet danser. Men hvis jeg ikke var gået det skridt videre, og ikke havde banket på den dør, var jeg aldrig blevet til den jeg er i dag.

Kate Jane Schmidt

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...