Hen ad landevejen

Dette er en stil jeg skrev i december 2010 til et projekt om Anden Verdenskrig. Jeg kunne godt tænke mig noget feedback, så skriv gerne hvad I synes om den!

0Likes
1Kommentarer
863Visninger

1. ..

Landevejen strakte sig fra by til by, store og små, men der kom ikke mange for tiden. Alle var bange for at blive taget af tyskerne. Kun en pige gik der, med en mindre dreng i hånden. De gik helt ude i siden af vejen, næsten helt nede i grøften, af frygt for at blive set.

Hendes blege hud lyste op i mørket, i skæret af en af de få tændte gadelygter der var på den lange vej. Hendes lange pjuskede blonde hår dækkede for hendes ansigt, og det så ud som om at hun ikke var blevet vasket i flere uger.  Skjorten hun havde på var 2 størrelser for stor, beskidt og havde en stor flænge ned ad ryggen. Hun gik med store tunge skridt ved siden af den lille dreng. Han havde en stor jakke på over en sweater der var strikket af børnenes bedstemor. Den var gammel og slidt, men varm. Drengens bukser blev holdt oppe af et bælte, da de var alt for store til hans lille krop. Hans lyse hår svang fra side til side da han gik, sammenkrummet og træt, sammen med sin søster, væk fra deres hjem.

 

Deres skridt gav genlyd da de gik igennem byen. Husene var mørke, og ned fra tagene hang små istapper, som reflekterede i lyset af månen, når den dukkede op på den ellers så mørke himmel. I udkanten af byen lå der et lille skur. Der var huller i taget, flere søm var røget ud, og det så ud som om at det var et rent held at det ikke var styrtet sammen. Pigen åbnede forsigtigt døren op, og kiggede ind. Der stod ikke andet end en gammel spand og en halvrådden bænk. Hun skubbede drengen ind, og fik ham til at lægge sig ned. Han faldt hurtigt i søvn, efter den lange dag. Men pigen kunne ikke sove, hun rejste sig op, og så ud af et lille vindue. Glasset var revnet, og snavset, men hun kunne se at det sneede udenfor. Hun skuttede sig og vente sig mod drengen igen. Han så så fredfyldt ud når han sov. Med tommelfingeren i munden, og savl i mundvigen. Hun smilede skævt, og lagde sig ned ved siden af ham, da hun opdagede at han frøs.

 

Hun vågnede ved en høj hyletone, luftalarmen. Hun rejste sig op, og kiggede ud af vinduet, der nu var næsten helt tilsneet. Ude på gaden så hun flere mørke skikkelser løbe hen imod en næsten usynlig lille bunker, der var blevet gemt godt væk af sneen. Drengen vågnede, og satte sig op. ”Hvad sker der?” hviskede han stille og snøftede. ”Det er luftalarmen,” svarede pigen, og gik hen til drengen der nu græd. ”Det går nok” sagde hun, ”det går nok, Johannes”. Hun lagde sine arme omkring ham og vuggede ham frem og tilbage.

Luftalarmen var stadig i gang, og hævede og sænkede sig nu. Det var en af de lange alarmer. De burde gå ned i det nærmeste beskyttelsesrum, men de kunne ikke gå ud, de var jo.. Et højt hyl afledte hendes tanker, men det var ikke luftalarmen, det var Johannes. Hans øjne var røde, og hans næse løb. ”Hvad nu hvis.. hvad nu hvis at vi..” snøftede han og fortsatte: ”hvis vi ikke kommer hjem igen?”. ”Vi kommer hjem, søde Johannes. Selvfølgelig gør vi det” sagde pigen, og krammede ham. Og hun sad der, og holdte om ham indtil at han faldt i søvn. Hun rejste sig op og kiggede ud af vinduet. Hun kunne skimte noget sort på himlen, men hun vidste ikke om det var et fly, eller om det var fugle, der endnu ikke var fløjet sydpå. Og hun turde ikke gætte. Da det blev mørkt igen, fortsatte børnene.

Det blæste og fygede, og sneen slog ind i ansigtet. Men de var ligeglade. De kunne ikke tage risikoen, og gå ud om dagen, alle ville kunne få øje på dem der. De gik over bakkerne, og markerne, indtil at de kom frem til en lille skov. De tog hinanden i hånden, og gik derind. Der var ikke nær så meget vind inde i skoven, men det var mørkere. Kun lidt af det lys der skinnede ned gennem trætoppene, nåede helt ned til skovbunden, der var dækket af sne. Børnenes fødder var våde, og kolde, og de rystede fra top til tå. De var gennemblødte af sneen, og regnen der var kommet af og til. Da solen begyndte at kunne skimtes igennem træerne, fandt de et stort hult træ, pigen fik drengen ind at sidde, og han faldt snart i søvn. Hun satte sig op af træet, men kunne ikke sove. Dels fordi at det var så koldt, og at sneen stadig hvirvlede rundt omkring hende, og dels fordi at hun havde så meget at tænke på.

 

Bladene dalede ned udenfor vinduet, og himlen var grå af skyer. Agnes lå inde på værelset og sov, da moderen bankede på og kom ind. Hun satte sig på sengekanten og sagde: ”Agnes, du bliver lige nødt til at passe Johannes lidt. Han har mavepine, og jeg tager ud for at købe ind, sammen med Asger. Vi er nok hjemme om en time”. Agnes nikkede og gned øjnene. Hun rejste sig og gik ind i stuen, stadig ikke helt vågen. Johannes lå på sofaen og legede med en lille figur, der forestillede en soldat. ”Nå, har du ondt i maven?” spurgte Agnes og strøg hurtigt hånden over hans mave. Han vendte blikket op mod Agnes, og nikkede. ”Men mor og Asger henter noget, så at jeg ikke behøver at have ondt mere” sagde han og smilede stort. Han lignede Asger på en prik, bortset fra at Johannes havde brune øjne, og Asger blå, de var enæggede. Der gik timer, Johannes blev ved med at fortælle om soldaten han legede med, men Agnes hørte kun efter med det ene øre. Hun lyttede efter skridt, ringeklokken eller døren der smækkede, hvor var mor og Asger?.. De kom aldrig hjem.

Da Agnes vågnede næste morgen, var det om om at hun blev vækket af et mareridt. Hun gned sine øjne, og opdagede at hun græd. Tårerne løb ned ad hendes kinder, samtidig med at sneen igen begyndte at dale. Hun rejste sig op, og rystede sig for sne. Hun vendte sig om, og.. Hvor var Johannes? Hun kiggede efter, troede ikke sine egne øjne. Så vendte hun sig igen, og begyndte at gå rundt og lede. ”Johannes, Johaaaaaaannes?” sagde hun, så højt hun turde. Hun fandt ham, efter et kvarters leden. Han lå helt ude i skovkanten, og stirrede bare lige ud i luften. Hun trak ham op fra jorden og børstede sneen af hans tøj. ”Jeg kunne ikke finde dig” sagde han, ”jeg vidste ikke hvor du var”. Han begyndte at græde og fremstammede: ”Jeg savner mor og Asger. Og far, og Søren.”

 

Sidst de havde set far og Søren var en sen mandag aften.. ”Pas nu godt på jer selv” sagde mor og krammede Søren. Hun tog fat i far, og kyssede ham. ”Ikke? Pas på hinanden” fortsatte hun og trådte væk, så at de andre kunne komme til. Asger og Johannes for frem, og tog fat i hver deres ben af faren. ”Farvel mine små soldater” sagde far og satte sig ned på hug, ”Nu skal vi ud at kæmpe, for Danmark.” Agnes gik hen til Søren – hendes storebror og krammede ham. ”Hvorfor skal I det her?” sagde hun og kiggede op på ham. Han satte sig ned på knæ og kiggede hende lige ind i øjnene. ”Det har jeg da fortalt mange gange, har jeg ikke?” sagde han smilende og strøg noget hår væk fra hendes ansigt, der nu var vådt af tårer. ”Vi er med i noget der hedder modstandsbevægelsen. Vi kæmper for Danmarks frihed, så at vi alle sammen kan komme til at leve normalt igen.” fortsatte han. ”Tak” hviskede hun og smilede svagt. ”Nå, nu må vi vist se at komme af sted” sagde far og rejste sig op, ”Vi ses!”. Han bukkede for Agnes og kyssede hende på kinden. ”Opfør dig nu ordentligt, ikke?” hviskede han i hendes øre, og blinkede til hende. Agnes så dem aldrig igen.  Mor sagde at de var et bedre sted nu.  Men hvad betød det?

”Kom her” sagde Agnes og trak Johannes ind til sig. De stod der og græd sammen, mens at sneen faldt ned over dem. ”Vi skal finde bedstefar, ikke?” sagde Agnes og kiggede på Johannes som nikkede. ”Jo, så går vi nu. Jeg tror snart at vi er der” sagde hun og kiggede ud gennem træerne. ”Det er vist byen, lige derhenne”. Hun tog Johannes i hånden, og begyndte at gå ud på landevejen. De gik helt ude i siden af vejen, næsten nede i grøften. Johannes snøftede stadig, men græd ikke mere. Han var en stærk lille dreng, tænkte Agnes, næsten stærkere end mig.

De gik igennem byen, og Agnes kiggede sig over skulderen hele tiden. Hun var stadig bange for at blive set af tyskerne. Alle var bange for dem, og to børn, alene.. Det ville ikke være svært at tage dem med sig. Husene var store og små, sneen lå på tagene og glimtede i solens lys. Det lignede et julelandskab, som dem der var på julekalenderne De drejede ned ad en smal sidegade. Husene blev mindre, men hyggeligere. I stedet for mørklægningsgardiner var der nu skodder for vinduerne. På nogle døre var der nogle der var gået så langt, som at hænge en julekrans på døren. Nede for enden af gaden lå et lille hus. Døren var lukket, og skodderne for vinduerne.

Agnes bankede på døren. Intet svar. Hun bankede igen. Stilhed. Så begyndte Johannes at banke, hårdt og længe. En dame kom ud fra nabohuset og spurgte: ”Hvad laver I dog, børn?”. ”Vi.. vi skal bare snakke med vores bedstefar. Ved du om han er hjemme?” svarede Agnes og kiggede på damen. Hun havde en lang hvid kjole på, hendes hår var gråt og hendes hud rynket. Hun rystede på hovedet, ”Jeg har ikke set ham i dagevis. Men jeg tror ikke at døren er låst, I kan da bare gå ind” sagde hun, smilede og gik ind til sig selv igen.

Agnes skubbede forsigtigt døren op, og trådte ind, med Johannes i hælene. ”Bedstefar?” råbte hun og gik længere ind i huset. Johannes gik ind i køkkenet og kiggede, mens at Agnes stak hovedet ind i soveværelset. Der sad han, i sin gamle lænestol. Helt bleg og indsunket. Først troede hun at han var død, med så åbnede han øjnene og kiggede hen på hende. ”Hej min pige” sagde han hæs og prøvede på at smile.”Hej bedstefar” sagde hun og gik hen imod ham. Så sagde hun, lidt højere: ”Johannes, kom. Han er herinde”. 

Hun hørte skridt, og lidt efter kom Johannes til syne i døren. ”Hej Johannes.. Hvor er Asger?” spurgte han og smilede. Straks blev Johannes bleg, og smilet forsvandt fra hans ansigt. ”Hvad er der galt, dreng?” spurgte han, og hev sig op, ved hjælp af armlænet. Han var tyndere end Agnes huskede ham. ”Jeg..” hviskede Johannes og kiggede ned i gulvet, prøvede på ikke at græde. Agnes var stum, og stod bare som lammet. Hvad skulle de sige? ”Kom herhen, børn. Hvad er der galt?” spurgte bedstefar og kiggede bekymret på børnene, der satte sig på hvert sit armlæn. Agnes begyndte at fortælle om mor, Asger, Søren og far. Om at de havde været eftersøgte derhjemme, fordi at de andre fra landsbyen mente at Søren var en forræder. Om deres rejse gennem byer og skove.

Da hun var færdig med at fortælle, kiggede hun op på bedstefar. Han sad og kiggede ud i luften. ”Hold da op”, sagde bedstefar efter flere minutters tavshed. ”Skal Johannes og jeg ikke gå ud og handle ind, så kan vi lave mad sammen?” spurgte Agnes og smilede. Hun havde stadig nogle af de penge som hun havde fundet derhjemme tilbage. ”Jo, det lyder som en god idé” sagde bedstefar, og lyste op. ”Så har jeg også en grund til at få noget andet tøj på” sagde han og prøvede at rejse sig op. Han sank sammen med det samme igen. Men ved Johannes i hånden, og Agnes under armen, kom han over på sengen. De hjalp ham med at finde noget tøj, og sagde så farvel. De gik ud af døren, og lukkede den forsigtigt. De smilede stadig, havde ikke været så lykkelige i lang tid. Nu var det hele godt.

De gik ud på den store gade, og så sig omkring, hvor skulle de købe mad henne? Længere nede af gaden så de et skilt hvorpå der stod noget med brød, så de bestemte sig for at gå derhen, da de ikke havde andre alternativer. Agnes vendte sig, smilte, og begyndte at gå, med Johannes i hånden. Pludselig hørte hun noget. Det larmede, som noget hun aldrig havde hørt før. Hun vendte sig om, og så en stor sort lastbil. Den stoppede. Børnene løb. 4 mænd hoppede af ladet bagpå. Hun hørte et skud. Kiggede ned. Johannes var faldet om, hans hånd føltes slap i hendes, varmen forsvandt. Agnes knælede ned ved siden af ham. ”Johannes!” Hans smil sad fast på hans ansigt, han blev blegere. De kom tættere på. Agnes lagde sig beskyttende hen over Johannes. ”I må ikke gø..” hun kunne ikke styre gråden. ”gøre ham noget.” Skud. Sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...