Ni måneder i Helvedet

Hun kendte ham ikke engang. Han var bare en ven af en fra klassen. Men han var jo sød, og flot.
Hun vidste ikke hvad hun gik ind til. Hun vidste ikke at han ville skride.
Nu er hun gravid, men kan hun på ni måneder finde en ny far til sit barn?
Og vil barnets far opgive sit barn så let?

2Likes
2Kommentarer
1054Visninger

1. Amalies 'ven'

Egentlig så var jeg sikker på at de aldrig havde mødtes fysisk. Jeg mener, de snakkede jo sødt til hinanden og sådan noget, men ikke som kærester gjorde. Det var meget sukkersødt fra hans side. Altid endte hans samtaler med at 'vi skrives ved når du kommer hjem :*' eller 'Hvornår er du hjemme så vi kan skrive videre?'.

Somme tider var det ret så ireterrende at sidde ved siden af hende. Hun fniste meget i timerne når hun skrev med ham, og når man har matematik på A, så kan det være ret så distraherende. Men selvfølgelig fattede hun det ikke selv. Hun var jo skudt i drengen.

Amalie, som hun hed, var en pige på de 17 år. Hun havde mandelbrune øjne med store dårdyragtige øjenvipper og sorte blødt og langt hår. Uden tvivl den smukkeste i klassen. Alle fyrene var altid efter hende som halsende hundehvalpe. Og godt det samme, for helt ærligt, så var alle drengene mere eller mindre så barnlige at de knap kunne gå i seng med en uden at spørge ''Ooorv, må jeg se den hemmelige hule!?''... Ret så frustrende for en kvinde der ligger på ryggen og virkelig venter på at han skal komme igang.

En dag, mens de sad og skrev sammen, valgte jeg så at sige noget. ''Hils ham fra mig.'' var det eneste jeg sagde. Hun kiggede bare underligt på mig, og skrev så at hun skulle hilse fra Nellie. Han svarede med det samme tilbage; ''Hils igen! (er hun pæn?)''. Jeg så forvirret på skærmen. ''Han er lidt af en player. Jeg burde arrangerer en blinddate for jer to!'' sagde Amalie hurtigt. (Jeg indrømmer gerne, hun er ikke den værste til at bedømme fyre.) Jeg sagde ja, som en joke men inden jeg vidste af det var han på vej til Sjælland.

Der var kun tre timer til min blinddate med denne mystiske fremmede som jeg ikke engang kendte navnet på. Hun havde bestilt billetter for os til filmen 'Mænd som hader kvinder', så jeg regnede med at han var typen der kunne lide en lidt rå pige. Da jeg stod foran mit full-body spejl i undertøjet sukkede fra, af ren had til min krop. Jeg havde store lår som selv to hænder ikke kunne nå rundt om. Jeg havde næsten ingen talje, på grund af det bildæk der sad lige under navlen. Jeg havde igen muskler på overarmene, og alt for store bryster. Men alt dette var jo min egen mening. Min mor mente at jeg var perfekt, mine veninder mente at jeg næsten for tynd og min eks havde altid kaldt mig erotisk buttet. (Hvad det så end betyder!?). Men her stod jeg så, i en blodrød bh med sort blondestof udover. Skålen var halvmåneformet, så den knap og nap dækkede mine nippels. Trusserne var i sort silkestof på bagdelen og ved skridt i det samme røde stof som bh'en med det samme slags sorte blondestof om. Alt i alt ville det nok se rigtig godt ud, på en supermodel. Jeg fandt et par sorte højtaljede jeans frem fra Only og tog dem på. De var højtaljede så de dækkede det lille bildæk på maven. Min trøje bestod af en sort spaghettistropstop i noget der føltes som neopræn næsten. Bare meget tyndere. Mine sko blev til et par sorte Converse All Star med hvide snørebånd. Så kom jeg til makeuppen, min største fjende! Jeg endte med sort flydende eyeliner over øjenvipperne og en mørkebrun under. Bare for ikke at gøre det for dramatisk. Mit hår glattede jeg, og satte i en stram glat hestehale. Jeg havde for nylig farvet håret sort, med blåt genskær for at se mere farlig ud. (Jeg var en alternativ 'bitch' i klassen. Til forskel fra alle trunterne!)

Uret viste at klokken var ved at være 19.30, så om ti minutter skulle jeg gå for at nå ind til biografen inden han var der. Vejen til biografen er ikke se lang, men den er uhyggelig når det er mørkt. Lydende har jeg altid fundet specielt creepy om natten. Så jeg tog normalt min mobil frem og mit headset for at høre høj musik indtil jeg var fremme. Min lædderjakke gik kun til hofterne, så mine ben var iskolde af vinden da jeg nåede biografen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...