Capitol-Deltageren *slut*

17-årige Cheria Blossom er en pige fra Capitol med blod på tanden. Hun har altid ønsket at leve i distrikt 1 og have mugligheden for at komme med i Dødsspillet og vise sit værd. Men da hun stikker af til distrikt 1, og overtager en anden piges plads i Dødsspillet, viser det sig hvor lidt hun egentlig er klar. Både fysisk og mentalt.

Denne movella er lige PT sluttet brat da jeg ikke har tid til at skrive mere på den.

61Likes
54Kommentarer
5155Visninger
AA

9. Kapitel 9

Lyset fra vinduet skinnede skarpt. Det var morgen og far havde købt brød hos bageren. Men pludselig er han væk og jeg kan høre skridt udenfor. Huset bliver mørkt og jeg gemmer mig under min seng. Jeg er bange og jeg kan mærke frygten boble gennem mig. Der dukker en uhyggelig skikkelse op og lidt senere kan jeg se et ansigt - et ansigt jeg har set før. Han fortæller mig at alting ikke er okay. At jeg er dum og at jeg ikke burde være her. Han slutter af med at jeg ikke er noget værd. Et sort hul åbner sig for mig og frivilligt træder jeg ind i det. Jeg overlader alt til tilfældighederne. Til Capitol.

Jeg slog øjnene op og blev mødt af total mørke. Hvor var jeg henne? Minderne strømmede ind over mig. Flugten, lodtrækningen, buret og marken. Så gik sandheden op for mig. Jeg havde dræbt et menneske. Men man kan sgu da ikke dræbe et menneske ved at give personen en mavepuster. Havde hun dræbt mig? Var jeg i himlen? Jeg havde altid forestillet mig at himlen var fuld af lys og nøgne engle, eller sådan noget. Men det eneste jeg kunne se var mørke. Total ugennemtrængelig mørke. Jeg begyndte at skrige. Mit skrig var skringert og lød lidt ligesom en fugl. Hvordan kunne jeg havde været sådan en idiot. Melde mig til Dødsspillet. Ya Right. Som om jeg en forkælet Capitol-tøs kunne klare noget som helst. Jeg var bare et røvhul, med et ego på størrelse med stor fed elefant. 

Jeg rejste mig op. Mit hoved gjorde ondt og jeg havde mest af alt lyst til at råbe at skrige om hjælp, men jeg var for træt. Efter godt 10 minutter kom der endelig lys ind i rummet. En rødhåret dame med grøn kjole kom ind. Hun smilede sukkersødt til mig og sagde så med sin fine og meget elegante stemme; ”Åh godt! Endelig er du vågen! Det er snart tid til at tage afsted.”

”Afsted?” spurgte jeg dumt og tog mig til hovedet.

”Ja da! Du ved toget til Capitol? Er der sket noget?” spurgte hun og så bekymret på mig. Jeg rystede på hovedet og huskede nu hvordan dødsspillet forgik. Om 5 minutter ville jeg være på vej i et tog til Capitol. Det var der vi skulle trænes og bo optil spillet. Helt uden at spørg om hvem hun var, fulgte jeg efter damen som forlod rummet.

Togstationen i distrikt 1 var stor. Den var overdrevet med sine skinnende rene, elektrisk pinke bænke, dens butikker der lå optil og de smukke mosaik fliser der var belagt udover stationen. Toget holdt der allerede. Det var langt og stort, og selvom vi kun skulle opholde os få timer i det, var det pænt, flot og nydeligt. Ikke kun uden på var det flot, også indeni funklede tingene som var det sprit nyt. En lyshåret dreng gik rundt omkring i toget og betragtede toget i stilhed. Han var høj og klædt i en orange hættetrøje, løse jeans og gule sneakers. Han kiggede op på mig og vinkede til mig. Jeg smilede stift tilbage. Han måtte var distrikt 1’s mandlige deltager. Jeg havde ikke tænkt mig at knytte bånd. Jeg ville bare af med ham hurtigst mugligt, så jeg ikke behøvede at dræbe drengen fra distrikt 1. Det ville være en skændsel for distrikt 1 og en triumf ud over det sædvanlig for Capitol, så jeg så bare ned i jorden, mens jeg gik forbi ham.

Togturen var længere end forventet. Ellers gik tiden bare virkelig langsomt, og det blev både irriterende og hårdt at ignorere drengen fra distrikt 1. Tilsidst lagde jeg mig ned og prøvede at sove. Og mens jeg kunne mærke drengens blik der borede sig ind i min ryg, blev jeg lige så langsomt vugget i søvn, af toget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...