Capitol-Deltageren *slut*

17-årige Cheria Blossom er en pige fra Capitol med blod på tanden. Hun har altid ønsket at leve i distrikt 1 og have mugligheden for at komme med i Dødsspillet og vise sit værd. Men da hun stikker af til distrikt 1, og overtager en anden piges plads i Dødsspillet, viser det sig hvor lidt hun egentlig er klar. Både fysisk og mentalt. Denne movella er lige PT sluttet brat da jeg ikke har tid til at skrive mere på den.

61Likes
54Kommentarer
4709Visninger
AA

1. Kapitel 1

"If there ever comes a day when we can't be together, keep me in your heart, I'll stay there forever."

- Winnie the Pooh

 

Min mor kaldte mig en dræber maskine. Min far kaldte mig sindssyg. Sandheden var bare jeg havde bare masser af blod på tanden.

Kp

Det havde beklædt de fleste bænke i parken med et lysende skær. Brooke Dellray, Capitols mest lærerige, men dumme forsvarer havde netop idag valgt at afholde "forsvars-lektioner" som var ubrugelige for os Capitol'er der altid fik serveret tingene på fad. En flok børn stod samlet om hende og imens hendes mørkeblå krøller stod ud til alle sider snakkede hun med sin pink-malede mund om folk der var kommet til skade, her i Capitol. Det var alt sammen løgn. Der var aldrig nogen fra Capitol der havde slået sig mere end at brække en negl om den så var falsk eller ægte. Hun snakkede også om distrikter der ikke kunne finde ud af og forsvare sig og selv foran disse mindre-årige børn kunne hun ikke holde latteren tilbage. Brooke elskede Dødsspillet ligesom så mange andre mennesker i Capitol. Jeg så det ikke. Det var latterligt at sende sådan noget på direkte tv. Hvis jeg var med ville jeg synes det var en ære. Jeg ville elske at kæmpe for mit liv og vise hvem jeg var. Min mor kaldte mig en dræber maskine. Min far kaldte mig sindssyg. Sandheden var bare jeg havde massere af blod på tanden. Jeg kunne smile veltilfreds over mine gerninger når jeg havde slået de små stakler fra distrikt 10, 11 og 12 ihjel. Men sagen var bare den. Sådan var jeg ikke. Jeg ønskede ikke at se folk dø. Jeg ønskede ikke at vide hvem der mistede livet, hvornår han blev spist af mutaer eller hun druknede. Jeg ville bare kæmpe og vise mit værd.

Brooke Dellray var ikke kun dum, ubrugelig og ubehøvlet. Hun havde heller ingen manér. Og når det kom til stykket var hun dårlig til at holde hvad hun lovede, sagde og for dens skyld skrev. Forsvars lektionerne rendte langsomt ud i snak og jeg hørte en pige spørge om hvor hun kunne få brug for dagens lektioner. Brooke nøjedes med at smile og endnu engang lyve: "Overalt. Nok er i ikke deltagere i Dødsspillet, men der er også fare i den rigtige verden", sagde hun og grinede tåbeligt endnu engang. Ligesom alle andre tosser i Capitol, havde Brooke ikke forstået hvor virkeligt Dødsspillet var. De så det mere som et tv show, med falsk blod, manuskrift drama og tåbelig, plat kærlighed.

 

Efter forsvar lektionen gik jeg hjem ad. Jeg boede i et stort lyseblåt hus i centrum af Capitol. Selv mente jeg at huset var usmageligt, som en stor, overdrevet og overpyntet bryllupskage. De lyseblå murer var pyntet med marmor blonder under vinduerne og på gavlene. Min far elskede huset som sit eget barn og jeg havde aldrig nænet at påpege hvor gysligt det hele var. Før i tiden havde huset været smukt og prægtigt, solgult med hvide døre, vinduer og altaner. Men så døde min mor, og min far forvandlede mit hjem til et fremmed sted. Min far var aldrig rigtig kommet sig over min mors død. Han havde giftet sig igen, med en overklasse dame fra en af de rige familier. Men han længtes dog stadig efter hende. Jeg savnede da hende også, men jeg havde accepteret hendes død i modsætning til min far.

"Hvor har du været Cheria?" spurgte min far med sin smørede Capitol stemme imens hans kone, Yura, og hendes datter, Polyra, smilede og vinkede til mig. De sad i de pileflettede kurvestole, som skulle forestille havemøbler, imens min far lænede sig over det ligeså prægtige bord for at rykke sin brik på spillebrættet. De havde hevet Polyra's yndlings spil frem for at lave noget hyggeligt med hende. Man skulle tro at vi i Capitol havde massere af tid, men nej. Ikke engang min far, som ikke lavede andet end at være ven med Præsident Snow og være passiv tilskuer af Dødsspillet havde tid nok. Da uret ringede, og spillet var færdig, fløj både min far og Yura op fra deres stole. Min far trak sin jakke over skulderen og kyssede mig på kinden. Der gik ikke et minut før han var ude i bilen og væk. Yura kom 2 minutter efter farende ud fra huset med en taske der var skubbet op på skulderen. Hun fumlede lidt med håndtaget på døren og sørgede så for at aflåse døren med sin fedtede hånd på scanneren. "Se så at få pakket det spil sammen Polyra" sagde hun og vinkede så farvel. Hun susede ud i den anden bil og bakkede så ud af indkørselen. Hun dyttede 2 gange og var, ligesom min far, væk i et snuptag. Dermed var jeg efterladt alene sammen med min halvsøster i det gigantiske hus. "Hej Pol" sagde jeg over skuldren mens jeg smed min taske i vores enorme forhal. Jeg fik intet svar, så hun var sikkert gået ind på sit eget værelse. Den tanke blev bekræftet så jeg stak hovedet ind i stuen, den var helt tom. Jeg trak på skuldrene og forsatte op af den gigantiske trappe.

Mit værelse var et bombet krat. Jeg orkede aldrig at rydde op og jeg nægtede at vores elektriske tjeneskefolk skulle gøre det. Jeg syntes at det var akavet at andre mennesker (eller robotter) skulle pille ved mine ting. Jeg skubbede rodet på min seng ned på gulvet, og smed mig på den. Alle væggene på min værelse var dækket med mine tegninger. Tegninger af våben, elektriske dimser, dragter og bygninger. Jeg elskede at tegne mine egne idéer og udkast til opfindelser. Mit seneste værk var en dragt, der målte din kropstemperatur og det omgivende klima hver 4 sekund, og derefter indrettede sig derefter. Noget af en teknologisk drøm hvis det stod til mig. Ud over tegningerne og sengen var det eneste i værelset et indbygget skab i væggen, og et enkelt skrivebord i hjørnet. Jeg smed mig på sengen i et øjeblik og opdagede så at jeg lå på noget. Jeg jog dynen af og så en lille, kryllet, klump papir. Jeg folede det ud og fik mig så en overraskelse. Det var hundrede år siden jeg havde skrevet dette. Jeg læste det hurtigt i gennem. Det var en drøm jeg havde haft for mange år siden. Jeg havde totalt opgivet den også selvom det havde været svært. Men pludselig mærkede jeg lysten igen. Og denne gang var den enorm. Jeg havde lyst til... At flygte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...