Blue

”I sin ustyrlige vrede fandt Selma kun glæde i at hjælpe flammerne på vej længere op ad sløret, op til Nanettes elskede kjole. I løbet af sekunder udviklede Nanettes skrig sig til rædselsslagne bønner, men Selma hørte intet. Ikke Nanette og ikke deres far der først forlangte, og derefter bønfaldt Selma om at standse flammerne.
Selma grinede stadig, hun kunne ikke lade være. Hun følte ingen anger, men heller ingen glæde. Hun var bange. Hun havde givet helt slip fra kontrollen for første gang siden hun gik i skole.”


"Selma havde nemlig, i hele sit 23 år lange liv, haft helt særlige evner, som andre hverken kunne eller ville forstå. Før i tiden havde hun ikke kunnet styre dem, nu kunne hun i det mindste holde dem nede, det meste af tiden."

1. plads i "skriv om et billede" konkurrencen.

18Likes
53Kommentarer
3362Visninger
AA

2. Blue

 

Del II: Blue

Selma havde følt den slet skjulte modvilje fra tilhørerne gennem hele ceremonien. Allerede inden deres far førte Nanette ind i kirken, havde det slået Selma at der var noget med det at bære hvidt til et bryllup når man ikke selv var bruden. Men da var det for sent at gøre noget ved det.

Nanette havde set det med det samme. Det blik hun sendte sin lillesøster lovede død og ødelæggelse når først ceremonien var overstået. Alene tanken om den scene Nanette ville skabe, kunne have fået Selmas kræfter til at flyde over, hvis ikke hun havde vidst at Blue ventede på hende på gården.

Efter ceremonien havde Nanette og hendes mand naturligvis forladt kirken først for at mødes med fotografen, mens gæsterne langsomt var taget hjem til Nanette og Selmas forældres gård, hvor festen skulle holdes.

Selma var en af de første der var ankommet til gården. Hun havde kørt med sine forældre, og de havde haft vældigt travlt med at komme hjem og tage imod maden og de mange gæster.

Det var kun ganske få minutter siden Selma havde set sin søster ankomme i en overdrevet dekoreret hestevogn. Det var typisk Nanette at blæse sit bryllup op til noget der kunne måle sig med et kongeligt.

Festen skulle holdes i den gamle stald, der var blevet lavet til gildesal da den store stald blev bygget få år forinden. Bordene var dækket op med lejet sølvtøj og kongeligt porcelæn på blanke, hvide velour duge. Hvert af de store runde borde var udsmykket med store buketter af røde roser. Enkelte hvide liljer lagde løst på dugen mellem de lånte sølv stager, der nænsomt bar de glitrende hvide stearinlys.

Langs væggene stod store, sorte stager med flere glitrende lys, der ihærdigt brændte for at oplyse den store sal. Solens stråler skinnede ind gennem de gamle jernindfattede ruder, trods det stigende skydække. Nanette skulle være heldig, hvis gæsterne skulle forlade festen i tørvejr.

Selma sugede vejret ind, hun vidste at i løbet af få minutter ville Nanette løsrive sig fra sine gæster for at finde sin søster. I et kort øjeblik overvejede Selma at løbe sin vej, men det ville ikke gøre nogen forskel. Så ville Nanette også bebrejde hende for at være forsvundet midt i festen.

Hun kunne høre stemmer der nærmede sig som de mange gæster bevægede sig ind i salen. Alle sammen klædt i deres stiveste puds. Naboer, gamle lærere, fjerne penneveninder, det lod til at Nanette havde inviteret alle der stod i hendes telefonbog. Alligevel havde deres mor måttet tvinge hende til at invitere Selma.

Selma fulgte sin søsters sti fra gæst til gæst hvor hun takkede for gaver og lykønskninger og langsomt nærmede sig sin forræderiske lillesøster.

”Jeg skal tale med dig.” Hvislede Nanette da hun nåede sit mål. Hendes mund var fortrukket i et påtaget smil, da et par ældre tanter gik forbi søskendeparret.

”Vi kan sagtens tale her.” Sagde Selma, hun ville meget hellere tage skideballen i salen hvor langt de fleste af gæsterne opholdt sig. Chancen for at Nanette ville skabe en scene foran alle sine bryllupsgæster var så godt som ubetydelig.

”Hvis du tror jeg på nogen måde vil lade dig spolere mit bryllup...” Nanettes stemme var truende og fjern, selvom hun stadig bar det samme falske smil.

”Jeg har intet ønske om at ødelægge dit bryllup. Stod det til mig, var jeg slet ikke kommet!” Selma lagde ikke skjul på sin vrede. Hun kunne se på Nanette at hun også vidste hvad Selmas vrede kunne betyde, med eller uden Selmas gode vilje.

”Du skulle være blevet væk!” Nanettes øjne lyste af frygt bag den tynde maske af raseri. ”I stedet for at dukke op i den hvide, undskyldning for en kjole! Hvidt er for bruden! Ikke brudens tumpede lillesøster!”

Det sydede inde i Selma, den næsten utålelige varme brændte sig vej op gennem hende. Hendes hjerne kogte, hun kunne ikke tænke klart. Hendes hjerte hamrede, lungerne hev efter vejret. Hun så allerede for sig, hvordan Nanettes kjole ville brænde omkring hende.

Et skævt smil formede sig på Selmas ansigt som fokuserede på den tunge gulv lysestage. Ingen andre lod til at bemærke hvordan den vippede ubeslutsomt før den faldt til jorden med et brag.

Det fik gæsternes opmærksomhed, og alle så hvordan de små uskyldige flammer hurtigt bredte sig igennem Nanettes slør, der på uforklarlig vis var blevet viklet ind i stagen.

Nanette hvinede som en lille gris da hun snoede og vred sig for at komme fri. Flere af gæsterne var begyndt at flå i sløret mens Nanette og Selmas far bankede ihærdigt på det med sin jakke. Intet hjalp.

I sin ustyrlige vrede fandt Selma kun glæde i at hjælpe flammerne på vej længere op ad sløret, op til Nanettes elskede kjole. I løbet af sekunder udviklede Nanettes skrig sig til rædselsslagne bønner, men Selma hørte intet. Ikke Nanette og ikke deres far der først forlangte, og derefter bønfaldt Selma om at standse flammerne.

Selma grinede stadig, hun kunne ikke lade være. Hun følte ingen anger, men heller ingen glæde. Hun var bange. Hun havde givet helt slip fra kontrollen for første gang siden hun gik i skole.

”Selma...” græd Nanette. ”Vær nu sød.”

Selma gispede efter vejret, hun lagde på sine knæ på staldens hårde beton gulv. Hun kunne ikke se noget, hun havde grædt.

”Undskyld.” Hulkede hun, før hun tvang sig selv på benene og flygtede ud af gildesalen, over mod stalden. Hun kunne stadig ikke tænke klart. Hun kunne ikke håndtere tanken om bebrejdelsen; skuffelsen, hun vidste hele familien ville bære på.

Før hun vidste af det stod hun ved Blues side, med sadlen over armen.

Den 8 år gamle hingst stod roligt og ventede på hende. Hun strøg ham blidt over siden før hun lagde sadlen op. Hvis hun ikke skulle gøre mere skade, måtte hun afsted i en fart. Inden nogen af bryllupsgæsterne regnede ud hvor hun var.

I løbet af ganske få minutter var hun på farten. De tunge hovslag mod gårdens pressede grus gav genlyd i Selmas ører. Hun kunne allerede mærke sit hjerte sætte farten ned og den kvælende varme var begyndt at forsvinde lidt efter lidt, som hun nærmede sig markerne.

Pludseligt følte hun sig smuk, hun var smuk. Blond og slank i sin hvide kjole, flyvende over de øde marker på ryggen af sin stolte, mørke hingst; Det eneste smukke i en verden hvor mørke skyer og sorte krager lå på lur. Intet kunne røre hende nu. End ikke hele familiens fordømmelse, som hun frygtede ville følge den katastrofe hun forårsagede til Nanettes bryllup.

Fortsættes...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...