Blue

”I sin ustyrlige vrede fandt Selma kun glæde i at hjælpe flammerne på vej længere op ad sløret, op til Nanettes elskede kjole. I løbet af sekunder udviklede Nanettes skrig sig til rædselsslagne bønner, men Selma hørte intet. Ikke Nanette og ikke deres far der først forlangte, og derefter bønfaldt Selma om at standse flammerne. Selma grinede stadig, hun kunne ikke lade være. Hun følte ingen anger, men heller ingen glæde. Hun var bange. Hun havde givet helt slip fra kontrollen for første gang siden hun gik i skole.” "Selma havde nemlig, i hele sit 23 år lange liv, haft helt særlige evner, som andre hverken kunne eller ville forstå. Før i tiden havde hun ikke kunnet styre dem, nu kunne hun i det mindste holde dem nede, det meste af tiden." 1. plads i "skriv om et billede" konkurrencen.

18Likes
53Kommentarer
3114Visninger
AA

1. Begyndelsen

 Del I: Begyndelsen.

Som hun stod og betragtede sit spejlbillede i det store spejl, i hendes pigeværelse, kunne Selma ikke undgå at føle et glimt af stolthed. Den lange hvide kjole faldt perfekt om hendes lidt for magre figur. De lette lag smøg sig om hendes ben som var kjolen syet specielt til hende, og bredte hun armene ud, dalede de vide ærmer let ned langs hendes sider. Hendes lange blonde hår var let krøllet i dagens anledning, og føjede bare den sidste detalje til billedet af en falden engel, der igen havde fundet vejen til himlen og nu begav sig hjem igennem stilheden.

Det var længe siden, hun sidst havde opholdt sig i sit gamle pigeværelse i mere end et par minutter ad gangen, men indtil Nanettes bryllup var overstået ville det være hendes eneste fredelige krog.

Der var ikke noget der havde ændret sig, siden hun flyttede ud af forældrenes gård som 18-årig. Det blege, lyserøde tapet stod stadig som en beroligende kontrast til resten af værelset. Et antikt-udseende skrivebord af mørk eg, stod op ad væggen under det store vindue, hun altid have siddet ved, og tænkt på de rideture langs stranden eller over markerne, der ventede hende.

Også klædeskabet var af ludet Eg, med kunstneriske udskæringer i lågerne og langs toppen. Hun havde altid elsket det skab. Som barn havde hun lukket øjnene og ladet sine fingre løbe langs de mange smukke udskæringer, følt formerne i det glatte træ, mens hun som altid havde ladet sine tanker vandre.

Midt I værelset stod sengen. Engang havde hun haft en matchende egetræs seng, med en himmel beklædt med smukt, hvidt velour. Nu stod der en billigere seng af fyrretræ, der var alt for lys til resten af møblerne. Hendes gamle seng stod nu i Nanettes værelse, efter hun som 13 årig havde mistet kontrollen og ødelagt flere af sin søsters møbler.

Hun havde altid vidst hun var anderledes. Lige fra hendes mor trak hende ud af børnehaven efter få uger, fordi hun havde holdt en mandlig børnehave-pædagog fanget i et skur uden så meget som at røre døren. Hun havde bare forestillet sig, hvor sjovt det ville være, hvis døren pludseligt lukkedes og låstes.

Begge hendes forældre arbejdede til hverdag hjemme på gården, så det havde ikke været et problem for hendes mor at passe hende hjemme. Faktisk, havde det været at foretrække, frem for at hele byen skulle kende til hendes specielle datter.

Selma havde nemlig, i hele sit 23 år lange liv, haft helt særlige evner, som andre hverken kunne eller ville forstå. Før i tiden havde hun ikke kunnet styre dem, nu kunne hun i det mindste holde dem nede, det meste af tiden.

Hun startede i skole et år efter sine jævnaldrende, og var allerede da udenfor. Hun var både ældre end sine klassekammerater, og havde ingen venner fra børnehaven. Der gik heller ikke længe før rygterne om hendes forbandelse havde spredt sig over hele den lille skole.

Hun blev kaldt hekse-tøsen, trold-ungen og hendes skolekammerater holdt korsets tegn op foran sig når de gik forbi hende, før de som altid ville bryde sammen i latter.

Deres uvidenhed kostede hende mange tårer, og små telekinetiske raserianfald blev hurtigt en daglig begivenhed. Det var små ting. Ting der kunne skjules, Blyanter der pludseligt knækkede i hånden på en elev eller stole der væltede af sig selv. Dengang havde hun slet ingen kontrol over sin forbandelse.

Som 8-årig blev Selma taget ud af skolen, og undervist hjemme af en privatlærer, som hendes forældre betalte en formue til hver måned. Hjemme undervisningen, skulle forhindre flere af de uønskede udbrud.

Selma havde elsket sin lærer. Frk. Enggård, kaldte Selmas forældre hende, men for Selma var det langt mindre formelt. Alberte Enggård ville altid kaldes ved fornavn af sin elev.

Selma havde aldrig før haft en lærer som Alberte. Der var det helt specielle ved hende, at hun ikke var bange for Selma, end ikke utryg når Selma havde et af sine mange telekinetiske udbrud. Hun tog det roligt og talte stille til Selma indtil hun igen faldt ned og fik kontrol over sig selv.

Det var Alberte der lærte hende at holde kræfterne nede. Lange rideture på Blue, Selmas smukke mørke vallak, blev en central del i hverdagens undervisning. Matematiske formler og tysk grammatik blev øvet på hesteryg mere ofte end ved Selmas skrivebord. Blue fik Selma til at slappe af og føle sig normal. Så længe hun følte sig normal, kunne hun styre sig.

Hun havde sørget for at ankomme til forældrenes gård tidligt nok til at hun kunne nå en hurtig ridetur på Blue d. 2. inden hun skulle klæde om. Hendes første Blue var blevet alvorligt syg kort før hun fyldte 16. Og forældrene havde givet hende en ung hingst i fødselsdagsgave, mørk og smuk, ligesom den gamle Blue.

Trods den lange afslappende tur langs stranden, vidste Selma at det ville blive en hård dag, og det ville kræve stor selvkontrol ikke at lade sine kræfter få frit spil. Der var intet der kunne få hende til at føle sig forkert, som hendes søsters venner.

Hun nåede kun et sidste hurtigt blik på sit spejlbillede før hun kunne høre hendes mor kalde på hende nedenunder. Det skulle til at afsted til kirken. Selma tog en sidste dyb indånden inden hun begav sig ud mod trappen, hun havde en nagende fornemmelse af at denne dag slet ikke ville forløbe som planlagt.

 

Fortsættes...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...