Du kan ikke leve i dine drømme - de lever i dig

En lille novelle jeg skrev da jeg kedede mig :-) Håber at I får lidt at tænke over, når I har læst den!

0Likes
0Kommentarer
1171Visninger
AA

2. Et andet sted

 

Jeg kiggede forvirret rundt. Jeg stod i et lille mørkt rum. Hvis det ikke var for den blinkende lampe i loftet, ville der intet lys være tilbage i huset. Det gule tapet på væggene var revet i stykker. Lange strimler tapet lå hen ad gulvet, og edderkopper og andet kryb, havde for længst bosat sig i de små huller under tapet. Jeg tog fat i en strimmel, og hev til. Det væltede ud med små ulækre, brune biller. ”Hvad er det her for et sted?” Sagde jeg lavmælt til mig selv. ”Det kan jeg godt fortælle dig, min pige.” En høj mand, med kruset sort hår, stod i skyggerne af der underlige møblerment, der var i rummet. Det var faktisk først nu jeg lagde mærke til det. Alle møbler var stillet på en række, en meter foran den ene væg, og mindede i højeste grad, som om nogen forgæves, havde forsøgt på at lave en fæstning. Jeg kiggede på manden med et forskrækket blik, da jeg indså at der virkelig var nogen, der havde talt til mig. Jeg havde slet ikke tænkt over, at der i sådan et mølædt hus, kunne være nogen sandsynlighed for, at her boede nogen. Manden trådte nærmere. Nu tættere han kom mig, nu mere mindes jeg, at have set ham før. Han smilede grumt, da han så hvad jeg havde i hånden. Min gamle transistor. Den betød meget for mig. Den hjalp mig somme tider med at fantasere sig væk, hvis virkeligheden var for uudholdelig. ”Nå. Så du er kommet den vej.” Sagde han, og kiggede op på mig igen. ”Hvad mener du?” Jeg havde faktisk ingen anelse om hvordan jeg var kommet her hen. Kun at det virkede som at træde ind i et mareridt, og at jeg indtil nu troede, at stedet var forladt. Manden begyndte at grine. ”Så du ved det ikke engang?” Han tog at skridt nærmere. ”Tænk, nu har jeg ventet i årtier på, at her skulle komme nogen, også var det lige dig. Vi skal nok få det sjovt … Jeg har ikke fået andet at spise end billerne i væggene i de sidste tredive år!” Han snakkede hæst, som var det første gang han sagde noget i mange år. ”Jeg ved ikke hvem du er, men jeg skal tilbage nu.” Jeg var begyndt at blive en smule bange, ville han æde mig, eller hvad havde han tænkt sig? ”Jeg har været her alt for længe, og ...” ”Tilbage siger du?” Han grinede endnu en gang. ”Der er alt for mange indgange, og alt for få udgange. Jeg kan vise dig en udvej. Jeg lover dig, det bliver er ikke smertfuldt, overhovedet. Det er den eneste udvej, stol trygt på mig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...