Can your love be mine? - One Direction ♥

Line, Eliz og Ida er tre danske piger på 17 som flytter til London i et år! Det bliver et vildt år og mange uventede ting sker for dem. Vi følger pigerne gennem deres op - og nedture mens de er væk hjemme fra.
Der skrives fra 3 synvinkler - Line's, Ida's og Elizabeth's..
Enjoy!

26Likes
25Kommentarer
7665Visninger
AA

4. De underlige naboer

Line: 

jeg vågnede ved Eliz råbte "så kan i godt stå op tøser! Der er mad! Skynd jer eller jeg spiser det hele selv” jeg skyndte ind og vække Ida, som stadigt lå og sov, jeg hoppede op i hendes seng - klassisk! - hun vågnede med det samme "der er morgenmad!" sagde jeg energisk, jeg fik ikke rigtigt et svar tilbage bare en mumlen og så rejste hun sig op - mission completed - vi løb ned til Eliz og sagde godmorgen!

 Da vi skulle til at spise hørte vi en voldsom larm nede på gaden, vi styrtede over til vinduet og kiggede ud, og til vores store overraskelse var det pressen der holdte udenfor i masse vis, dog på den anden side af gaden... Vi kiggede underligt på hinanden men tænkte bare de skulle passere vores vej.. vi spiste vores morgenmad, og bar' af bordet.. Men efter time ca. var larmen ikke slut endnu.. vi var godt irriterede på larmen så vi besluttede at tage noget tøj på og gøre os klar, og så ville vi gå en tur. En lille time efter var alle klar, mig og Ida var hoppet i noget afslappet, Eliz dog lidt mere 'fint' hvis hun nu skulle møde sin købmandsdate.. "Er i klaaaaar piiiiiger?" kunne jeg hører der blev råbt fra entreen - det var Ida, "Jajajajajjaja vi kommer nu" råbte jeg tilbage, jeg kunne hører Eliz allerede var gået ned, så jeg skyndte mig at tage min mobil i lommen og løbe ned. 

Vi besluttede os for at gå ned i Hydepark, den lå nemlig ikke så langt fra hvor vi boede, på vej der ned gik vi og lyttede til One Direction på min mobil "de sku nogle dejlige drenge" udbrød Eliz lige pludselig, og i det samme brød mig og Ida ud i latter "spontant, meget spontant" grinte jeg. Vi havde gået rundt i parken i en halv time ca. da vi besluttede af gå hjem, "skal vi ikke se hvem det er der bor på den anden side af vejen, hvis pressen er væk?" sagde Ida, og jo selvfølgelig skulle vi det! Da vi stod uden foran lejlighedskomplekset, uden presse, bare os... stod vi og kiggede på hinanden, inden jeg tog det første skridt og bankede på... ... ... ... men ingen åbnede, jeg bankede på en gang til, men heller ingen åbnede denne gang "kom, lad os smutte op til os selv" sagde Eliz nedtrykt, vi vendte rundt og var på vej op til os selv, da vi hørte døren gik op bag os "Hey!" råbte en mande stemme og selvfølgelig var Eliz den første til at kigge, men manden var maskerede, så vi kunne ikke se hvem det var. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...