The price of protection.

"Jeg vil gøre alt, give dig alt. Bare få min datter hjem i live."

Fra Dødspillets grundlæggelse vil der hvert femogtyvende år foregå et Jubilæumsspil.
Ved det femogtyvende Dødsspil skal alle mindes om, at de altid er i fare, ved at lade folket vælge de to sonere fra hvert distrikt. I Panem er du aldrig sikker.

Syttenårige Libba har altid følt sig afskyelig, i forhold til alle andre borgere i Distrikt 7. Hun har aldrig arbejdet for noget i sit liv, andet end for hendes karakterer i skolen. Hun behøver ikke at komme ud og tjene penge som tømrer, men kan trygt blive hjemme som datter af Distriktets borgmester. Hun har næsten ingen lodder i lodtrækningen om at blive soner og vil aldrig føle smerten som resten af dem på hendes alder. Men så sker der noget ingen ser komme.

Da Libba bliver valgt som soner af folket i Distrikt 7 ved en demokratisk afstemning, er alting tabt.

Det samme gælder for den et år ældre dreng, Avon, da han bliver udvalgt som soner for distriktet. Chancen for sejr er utrolig lille, og han har alt at tabe som hovedforsørger af hans familie. - Indtil Libbas mor tilbyder ham en formue til resten af hans familie når han dør i spillet, hvis han til gengæld vil beskytte Libba og gøre alt for at få hende sikkert hjem.

Han har nu alt at vinde, og intet at tabe.
Men hvordan går det når kærlige følelser blander sig i hele affæren? Og Libba intet ved om Avons hemmelige aftale?

18Likes
6Kommentarer
2593Visninger
AA

4. Overdramatisering.

 ”Velkommen mine damer og herrer, til det femogtyvende årlige Dødsspil!”

Efter min mor har holdt sin tale, bliver alting fuldkommen betydningsløst for mig. Jeg står helt stille imens jeg lytter til den monolog jeg allerede har hørt sytten gange før, kommende fra Miss. Dimia som hvert år er her i distriktet som repræsentant for The Capitol. Jeg står utålmodigt og flytter rastløst på min positur og stilling, imens jeg prøver at drømme mig væk til et sted hvor tiden går hurtigere end her. Et sted hvor minutter ikke føles som timer. Dimias stemme kører som et sløjfet bånd i baggrunden af mit tankehav, som en evig række af ord jeg allerede har lagt øre til alt for mange gange. Jeg lukker øjnene, og ser til imens sløve skyer driver af sted over en blå himmel i min fantasi. Himlen står smukt over en grøn mark, hvor kør græsser dovent i lyset fra en strålende sol. Jeg skal lige til at smile ved synet af en lille kalv, men spærrer så øjnene op med et sæt da jeg hører de nye valg af ord i Dimias tale.

”Som bekendt har vi i år et yderst spændende Jubilæumsspil,” smiler hun,  og jeg synker en klump imens hun fortsætter ”I år får I lov til at hjælpe med udvælgelsen mine damer og herrer, ved en demokratisk afstemning!” Jeg gisper og føler mig pludselig svimmel ved denne pludselige ændring i den ellers ubærlige rutine. Men det er intet i forhold til hvad jeg føler, da Dimia begynder at forklare reglerne i afstemningen for os. ”Det er meningen at to mulige deltagere fra hver aldersgruppe skal trækkes tilfældigt og at I så får lov at afgøre hvem af de unge mænd eller kvinder, der skal få lov at deltage i spillet. Ganske simpelt, ikke mine damer og herrer?” Vi forbliver alle tavse.

”Lad os starte ved de unge damer, skal vi?” Dimias falske smil er vist begyndt at blive lidt stift, for hendes markant tatoverede læber bevæger sig knapt nok når hun taler. Hendes tykke grønne hår, slanger sig i krøller nedover hendes skuldre, og det er tydeligt hvor meget arbejde der er lagt i at gøre dem komplet ubevægelige, for da hun snurrer rundt en gang for at dramatiserer sin oplæsning af det første navn, rør krøllerne sig ikke en tomme. ”Elia Kelly.” siger hun højt og tydeligt i sin excentriske Capitol-dialekt, og ser afventende på publikum imens en spinkel lille pige træder op på scenen fra de tolvårige pigers gruppe. Det er tydeligt at se at Elia er i komplet chok, og åbenlyst bider sig i læben for ikke at begynde at græde. ”Krista Stir.” er den næste piges navn fra samme aldersgruppe, og hun bryder ud i en krampagtig gråd i sekundet hun træder op på scenen. Grusomt. Jeg ser væk imens Dimias stemme igen bliver til en fjern mumlen, og jeg prøver at koncentrere mig om noget andet end lodtrækningen. Jeg sænker hovedet, og kniber øjnene hårdt sammen for at lukke lyden af en anden piges gråd ude.

Jeg trækker langsomt vejret og til sidst begynder jeg igen at se den grønne mark, og den blå himmel. Skyerne snegler sig af sted over himlen, og køerne spiser i ro og mag deres saftige græs. Gradvist fortaber jeg mig i min egen verden, og lukker mareridtet på det store torv i Distrikt 7 ude. Men så er der en der tager fat i min skulder, og river mig ud af trygheden på engen. Jeg er ved Høstfesten igen, og alles blikke er vendt imod mig. Jeg forstår det ikke. Hvad er det der sker? Men så ser jeg op på Dimia, der smiler betryggende til mig og gør tegn til at jeg skal komme op på scenen.

Jeg vandrer igennem menneskemængden med faste skridt, imens jeg renser mit hoved for frygtsomme tanker. Alt er ikke tabt endnu, indbyggerne skal stadig vælge. Jeg står helt stille oppe på scenen, imens jeg venter på at de attenårige piger bliver udtrukket, og derefter på at distriktets borgere tager deres beslutning. Stemmerne bliver foretaget ved et enkelt tryk på en knap, og efter alle har stemt vises afgørelsen på den store tavle. Først vises pigerne med de færreste stemmer på den store skærm, imens de så arbejder sig op imod den med flest stemmer. Jeg regner hurtigt systemet ud, selvom ingen har informeret os om det, og det gør mig i stand til at kunne regne på det imens de andre pigers score bliver vist.

De yngre piger får næsten ingen stemmer, hvilket inderst inde gør mig utroligt glad. At distriktet i det mindste har nok moral, til ikke at ville sende uskyldige børn ind til den sikre død. Jeg er næsten helt stolt. De femten og sekstenårige piger er alle spinkelt byggede, med bølgende langt blondt hår. Ingen vindere dér det er åbenlyst for alle os andre, og derfor får de næsten heller ingen stemmer. Én af de attenårige, og den anden pige på sytten år vises som de næste, og jeg rynker brynene ude af stand til at tro det. Jeg er blandt de to med de fleste stemmer? Hvorfor? Jeg er hverken specielt stærk, eller god til håndtering af våben. Der må være lavet en fejl, det er sikkert. Men så ser jeg mit ansigt på skærmen, som den sidste og dermed den med flest stemmer.

 

Hele min krop begynder at ryste, men jeg knytter min næver og står fast – desperat efter kontrol. Dimia smiler stort, og lægger en arm om mine skuldre for at præsentere mig som ’vinderen’.

”I har talt, borgere i Distrikt 7. Jeres kvindelige soner, er Libba Nymn!” Mine ben er fuldkommen følelsesløse, men den eneste tanke i mit hoved som jeg kan bære at lade igennem til min bevidsthed, er hvor forfærdelig Dimia er til altid at overdramatisere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...