The price of protection.

"Jeg vil gøre alt, give dig alt. Bare få min datter hjem i live."

Fra Dødspillets grundlæggelse vil der hvert femogtyvende år foregå et Jubilæumsspil.
Ved det femogtyvende Dødsspil skal alle mindes om, at de altid er i fare, ved at lade folket vælge de to sonere fra hvert distrikt. I Panem er du aldrig sikker.

Syttenårige Libba har altid følt sig afskyelig, i forhold til alle andre borgere i Distrikt 7. Hun har aldrig arbejdet for noget i sit liv, andet end for hendes karakterer i skolen. Hun behøver ikke at komme ud og tjene penge som tømrer, men kan trygt blive hjemme som datter af Distriktets borgmester. Hun har næsten ingen lodder i lodtrækningen om at blive soner og vil aldrig føle smerten som resten af dem på hendes alder. Men så sker der noget ingen ser komme.

Da Libba bliver valgt som soner af folket i Distrikt 7 ved en demokratisk afstemning, er alting tabt.

Det samme gælder for den et år ældre dreng, Avon, da han bliver udvalgt som soner for distriktet. Chancen for sejr er utrolig lille, og han har alt at tabe som hovedforsørger af hans familie. - Indtil Libbas mor tilbyder ham en formue til resten af hans familie når han dør i spillet, hvis han til gengæld vil beskytte Libba og gøre alt for at få hende sikkert hjem.

Han har nu alt at vinde, og intet at tabe.
Men hvordan går det når kærlige følelser blander sig i hele affæren? Og Libba intet ved om Avons hemmelige aftale?

18Likes
6Kommentarer
2565Visninger
AA

3. Nyttesløst.

Sveden drypper fra min pande, og jeg kan næsten høre dråberne ramme huggeblokken imens jeg for sidste gang hæver øksen og slår ned imod knuden. Træet splintres med en hul lyd, og jeg sætter hurtigt øksen ned for at have begge hænder fri til at bære de nye stykker brænde.

”Avon, skynd dig lidt vi skal af sted!” hører jeg min mor kalde inde fra huset. Jeg smider træet ved siden af huggeblokken, og skynder mig indenfor for blot at skulle ud igennem husets anden dør. Den faldefærdige bygning min familie og jeg kalder vores hjem ligger tæt placeret op af skoven. Vi har i sin tid været rigtig heldige ved at få sådan en plads, hvor det er lige til at, hente nyfældede træstammer hver eneste morgen kun et par meter fra baghaven. Min far var engang en dygtig forretningsmand, det må man da give ham. – Men det var før han blev syg. Nu ligger han bare hele dagen i sengen og hoster til vi til sidst tror, at nu må det da være hans afgang. Men nej, han falder bare i søvn for at vågne op igen næste morgen og begynde forfra. Han taler ikke engang længere, så han er helt ærligt ikke til nogen nytte. Bare en mund mere at mætte. Min mor er virkelig en beundringsværdig kvinde til gengæld. Hun har født og opdraget tre sønner stort set alene, hvoraf jeg er den ældste.

Mine to småbrødre er heller ikke specielt nyttige, men de går i skole så det er min mors håb at de en dag vil blive sælgere her i distriktet. Det eneste jeg er blevet til er brændehugger, imens jeg skal forsørge fem personer inklusiv mig selv. Og nu skal vi af sted til Høstfesten, igen. Det kommer så hurtigt hvert år sammen med alt frygten, som var det kun en time siden at jeg stoppede med at ryste fra sidste års angst. Selvom jeg i år er atten, og det er min sidste gang som potentiel deltager, vil jeg alligevel frygte for mine brødre i de næste syv år. Fordi kampen aldrig er over her. Fordi de altid kan ramme en fra en anden vinkel.

 

”Og så gav Gin mig et par sko!” griner min lillebror Cammie ivrigt, efter at have plapret løs om forhistorien til et sammentræf med den lokale skomager, inden han nu endelig stolt præsenterer pointen. Jeg pjusker åndsfraværende op i min anden lillebrors hår imens vi går. Han ser op på mig med hans store brune øjne, og smiler mut. Han er altid så stille. Vi standser alle sammen brat op da vi når den store plads.

”Husk nu at alting er okay, ikke også Avon?” smiler min mor. Jeg får med det samme en stor klump i halsen. Hendes smil er så fyldt med medfølelse, og hendes øjne fyldt med kærlighed. Jeg vil sige noget. Sige at jeg elsker hende, og at jeg ikke er bange. At intet er anderledes i år, og at Dødsspillet bare er én stor joke. Men ikke et ord forlader mine læber, og jeg giver hende bare et kys på kinden og træder ind i rækken for de attenårige drenge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...