Blind skønhed

I ruinerne af det gamle Nordamerika er det nye land Panem, bestående af tretten distrikter og et hoveddistrikt, blevet bygget op. Alice bor i distrikt 8. Hun har et godt og trygt liv, indtil den dag der bliver startet en krig indenfor Panems mure. Under krigen mister Alice både sin mor og synssansen, hvilket kan vise sig at være et større problem end ventet, da hun bliver sendt ud i en kamp på liv

6Likes
20Kommentarer
1628Visninger
AA

5. Liv på samvittigheden

Vreden pumper stadig rundt i mit blod dagen efter interviewene. Jeg har ikke snakket med nogen hele dagen - hvis jeg åbner munden, begynder jeg sikkert også bare at råbe og skrige. I stedet er jeg startet på træningen til spillet. Siden morgenstunden har jeg uafbrudt stået inde i det lille træningslokale og prøvet at omdanne al min vrede til kampenergi. Jeg kan mærke, at træningen allerede har hjulpet. Både mine evner i nærkamp og duel med svær er blevet betydeligt forbedret. Jeg har også forsøgt mig med spydkast og bueskydning, men det kunne jeg godt droppe med det samme. Det er altså også temmelig svært at ramme et mål, som man på ingen måde kan se.

 

Jeg står og øver knytnæveslag på en træningsdukke, da jeg hører fodtrin bag mig. Fodtrinene er tunge men faste, og jeg ved med det samme, at det er David, der er på vej hen imod mig. Jeg samler alle mine kræfter, og sender et hårdt slag lige ind i sanddukkens mave. Maven sprækker, og jeg kan med tilfredshed høre lyden af sand der løber fra dukkens sår og ud på gulvet. Jeg håber på, at David bliver bare en lille smule skræmt af mine kræfter, men da han begynder at tale, lyder han som om, han slet ikke har set den smadrede dukke ved mine fødder.

”Alice, vil du ikke godt snakke med mig?” David lyder hverken sur eller fornærmet, nærmere bedende og såret. Jeg ignorerer ham, og går over til skabet med træningsdukker for at hente mig et nyt offer. Men David er fast opsat på at få mig i snak;

”Vil du i det mindste ikke fortælle mig, hvad der er galt?”  

Jeg troede ikke, at jeg kunne blive meget mere rasende, men ved disse ord stiger mit blodtryk så meget, at jeg helt bliver bange for, at jeg eksploderer. Nu kan jeg ikke holde min mund længere.

”Du ved altså ikke hvad der er galt, David? Det er altså slet ikke faldet dig ind, at jeg måske er sur, fordi du først udgiver dig for at være min ven, og så melder dig til et spil, hvor du højst sandsynligt kommer til enten selv at dræbe mig, eller overvære at jeg bliver dræbt? Eller at jeg måske er blevet sur, da jeg fandt ud af at du holder med den mand, der har sørget for ødelæggelsen af hele mit liv? Men det må da have strejfet dig, at jeg er bare en lille smule nedtrykt, over at få at vide at du måske er skyld i mordet på min mor og far? Eller er du virkelig så dum og naiv, at du tænker, at jeg bare har tilgivet dig alt det?” Vredestårer begynder at sive ned ad mine kinder, men jeg tørrer dem væk med en hidsig bevægelse.

Der går lang tid før David svarer på mine spørgsmål.

”Jeg meldte mig faktisk for din skyld. Og hvis du tænker på interviewet i går, så var det altså bare spil for galleriet – Abbigails idé.”

”Så det var bare en opdigtet historie eller hvad? Du har altså intet forhold til Capitol?” David skal ikke tro, at han kan slippe så let.

”Jo, min familie kender præsidenten, og ja, jeg har været i hæren. Men efter jeg var med ude for at storme og hærge distrikterne sidste år, så jeg hvilken person Lhion i virkeligheden er, og hvilke midler han er villig til at bruge i kampen om magt. Siden da har jeg kæmpet imod ham, Alice! Du må tro på mig! Jeg har ødelagt en masse liv, men jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne gøre det om. Det er bare ikke muligt.” Troværdigheden i Davids stemme er ikke til at tage fejl af, men jeg er stadig ikke helt overbevist.

”Hvorfor kom du, David? Jeg kan klare mig fint selv.” Jeg vender om på hælen, og slår med fornyet styrke på den nye træningsdukke.

”Alice, jeg vil altså gerne snakke med dig. Jeg kan ikke lide, at vi er uvenner!” David griber fat i mine arme, og holder dem fast, så jeg ikke har andet valg, end at blive stående og lytte til, hvad han har at sige. ”Kan du huske, da jeg for ca to sekunder siden fortalte dig, at jeg meldte mig som soner for din skyld? Alice, jeg har tænkt mig, at beskytte dig igennem spillet, og i sidste instans vil jeg også tage mit eget liv, for at du kan komme levende hjem igen! Så har jeg da i det mindste fået betalt et af de liv tilbage, som jeg tog under de mørke dage.” Davids stemme er blid og meget svær ikke at falde for. Denne gang må jeg kæmpe for at bevare vreden i mit udtryk. 

”Det gør ingen forskel. Jeg har ikke brug for dig til at beskytte mig, som du kan se, har jeg trænet!” Jeg giver dukken et hårdt spark, der hvor leveren skulle havde siddet.

”Alice, for det første ville du aldrig lægge mærke til, hvis nogen prøvede at slå dig ihjel, på grund din blindhed. Og for det andet har du slet ikke set de andre sonere! Den mindste er dobbelt så stor som dig, og de fleste af dem er også ældre end dig! Du ville aldrig kunne klare dem, lige meget hvor meget du trænede! Dit bedste træk lige nu er, at forsøge at træne dine resterende sanser så du i det mindste opdager, hvis nogen prøver at angribe dig inde i arenaen.”

Den vrede og aggressivitet der før både fyldte mig med energi, men også fungerede som et skjold, krakelerer nu, og efterlader mig sårbar og uden nogen form for forsvar. Inden under den hårde barrikade gemte der sig stadig den lille bange blinde pige, og nu er hun kommet frem igen. Jeg har nok hele tiden vidst, at jeg ikke ville kunne vinde spillet alene, men jeg har ikke ville indse det før nu. Min eneste chance for at vinde spillet er hvis jeg får hjælp. Afkræftet og udmattet falder jeg om på det kolde gulv.

 

Der er kun fem dage til, at vi alle skal indtræde i arenaen. Abbigail og David hjælper mig med træningen af mine sanser, og til gengæld hjælper jeg David med hans sværdtræning. Jeg har det dårligt med, at jeg har været så vred på ham, og råbt så meget ad ham, men han siger, at jeg allerede er tilgivet. Endnu værre har jeg det med, at David har planlagt at tage sit eget liv for min overlevelses skyld, men hver gang jeg nævner det for ham, siger han, at jeg ikke skal bekymre mig. Jeg vil ikke gøre David nedtrykt, så jeg prøver at følge hans opfordringer, men om natten når han ikke ser det, lægger jeg mig i min seng, og græder mine sorger ud. David er den eneste ven jeg har, og lige meget hvor meget han hader sig selv, fortjener han ikke at dø.

 

Dagen oprinder hvor spillet for alvor skal til at begynde. Jeg har ikke kunne sove hele natten. Frygten har holdt mig vågen. Efter lang tids urolig venden og drejen i sengen går døren endelig op, og mit forberedelseshold dukker op. De iklæder mig det tøj, jeg skal have på inde i arenaen. Forberedelsesholdet og jeg har aldrig rigtig haft noget, der rigtig kan minde om en samtale kørende, men jeg kan alligevel mærke, at stilheden imellem os i dag er mere udtalt end ellers. Lige før stilheden i det lille lokale bliver så anspændt, at den er til at tage og føle på, kommer Abbigail trippende ind på mit værelse. Hendes sten indfattede hånd griber om min, og hun leder mig gennem lange gange og ned ad stejle trapper. Først da vi er nået vores endested, slipper hun min hånd igen.

”Vi er under arenaen nu, Alice. Du står på en slags lille elevator, og om lidt vil du og de andre sonere blive hævet op til arenaen. I skal blive stående på jeres små platforme i præcis 20 sekunder inden blodbadet begynder. Hvis nogen bevæger sig ud i det åbne før tiden er begyndt, vil vedkommende blive grillet ihjel af et stødhegn, der er lagt ud. Sørg for at orientere dig om arenaen i de 20 sekunder. Der er en klokke, der vil ringe når tiden starter, og når det sker, så løber du bare, alt hvad du kan væk fra de andre deltagere – David skal nok finde dig. Og for guds skyld husk nu at passe på dig selv, Alice. De børn du vil komme til at kæmpe imod derinde, vil ikke tøve, hvis de får lejligheden til at dræbe dig!” Der er noget næsten medfølende i Abbigails stemme. Jeg vil nu alligevel komme til at savne hende. ”Tak…” Mere kan jeg ikke få over mine læber.

 

Om lidt begynder blodbadet, og selvom jeg ved at de andre sonere er langt stærkere og mere kampklare end mig, føler jeg ikke, at jeg kunne være mere parat, end jeg er. Jeg har lært at løbe lige så hurtigt som en hver anden teenagepige i min alder, uden at støde ind i ting på min vej. Og hvis der fx skulle komme en pil imod mig, har jeg trænet så meget, at jeg nu kan høre pilen lige så snart den bliver skudt af buestrengen. Jeg kan kende forskel på forskellige planter, nødder og bær ved at lugte til dem. Og jeg har ikke mindst lært kunsten at fornemme ting omkring mig, alt fra menneskelig tilstedeværelse til hvordan vejret er, selvfølgelig kun til en hvis grad.

Den elevatoriske plade under mine fødder begynder at hæve sig opad. Min mave vender sig en omgang, og mit hjerte begynder at hamre så hårdt at det gør ondt. Jeg forsøger at synke en klump opkast der presser sig på, men klumpen ender med at sætte sig fast i min hals. Jeg kan mærke luften forandres, og føle lyset fra solen bage ned over mig. Jeg begynder at hyperventilere, da Byrons stemme rungende lyder fra højtalere over hele arenaen.

”Velkommen til det første Dødsspil!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...