Blind skønhed

I ruinerne af det gamle Nordamerika er det nye land Panem, bestående af tretten distrikter og et hoveddistrikt, blevet bygget op. Alice bor i distrikt 8. Hun har et godt og trygt liv, indtil den dag der bliver startet en krig indenfor Panems mure. Under krigen mister Alice både sin mor og synssansen, hvilket kan vise sig at være et større problem end ventet, da hun bliver sendt ud i en kamp på liv

6Likes
20Kommentarer
1561Visninger
AA

1. De mørke dage

Det er nu! Nu går verden under! Jeg sidder krøllet sammen, med mine arme over hovedet som et beskyttende skjold mod bombardementet og de sortklædte Capitolsoldater med deres gevær og granater. Omkring mig løber skrigende mennesker – børn som voksne – rundt i vild panik. En arm griber fat i mig, og river mig med ind i en sky af støv og røg. Jeg kan mærke trykket fra en bombeeksplosion i ryggen. Jeg gætter mig frem til, at bomben må være blevet sprængt, cirka der hvor jeg for kun et par sekunder siden sad presset ind mod rådhusets vestvendte mur. Med mine svedige hænder klamrer jeg mig fast til min redningsmands arm, og lader mig føre gennem kaosset. Jeg prøver febrilsk at se igennem støvskyen efter min frelser, men det eneste jeg kan få øje på, er ligene på jorden under mig, der ligger sølet ind i deres eget blod. 

 

Mine ben er lige ved at kollapse, da støvskyen pludselig forsvinder. Jeg er blevet ledt langt væk fra byen, helt ud på en af de åbne bomuldsmarker i distrikt 8. Her hersker freden og stilheden stadig. Faktisk ser her skræmmende normalt ud. Jeg blinker et par gange for at være sikker på, at jeg ser klart, men der er intet mistænkeligt i syne. De lange baner af små hvidtottede buske der strækker sig helt ud til horisonten, får en orange glød i lyset af den nedgående sol. En svag brise får bomuldsgrenene til at knitre og svaje. Lyden af en gren der bliver trådt på rammer mig, og jeg kommer i tanke om, at jeg ikke er alene. Jeg vender mig om, og står ansigt til ansigt med min mor.

”Mor?” sukker jeg. Hun spreder sine arme, og lader mig græde ud i hendes favn. Sådan står vi og knuger hinanden i lidt tid, inden nogen siger noget.

”Alice du må ikke være ked af det. Alt skal nok gå.” Jeg kan høre, at min mor på trods af de håbgivende ord selv er lige ved at bryde ud i gråd.

”Det hele skete bare så hurtigt. Det ene øjeblik sad jeg og øvede vævning i skolen, og det næste var skolens tag blevet sprængt bort, og der lå lig over alt… og jeg ved ikke engang hvorfor!”, hulker jeg. Min mor holder mig lidt ud fra sig, og hendes øjne finder mine.

”Distrikt 13 har gjort oprør mod Capitol, og nu er præsident Lhion bange for, at vi i de andre distrikter vil støtte distrikt 13 i kamp, så han har selvfølgelig sendt alle sine styrker ud for, at forhindre noget sådan i at ske.” Nu kan min mor ikke holde tårerne tilbage længere, og det er nu hendes tur til at blive trøstet.

Mens jeg står og holder om min mor, kan jeg over hendes skulder se ind mod byen, hvor den tætte støvsky er steget til vejrs. Skyen spærrer for den smule sollys, der ellers måtte komme ned til de stakkels mennesker, der stadig kæmper for at overleve Capitols angreb. En gruppe aerofartøjer cirkler over rådhustårnet som store gribbe. De smider ind imellem en bombe eller to ned, på resterne af det der engang var en flot og moderne industriby. Alt er henlagt i skygger - så det er ikke mærkeligt, at disse dage fremover vil blive kendt som de mørke dage.

 

”Kære Panem…” Stemmen kommer oppefra. Som om himlen taler. ”Jeg er skuffet…” Der er kun en person i hele Panem med en så skinger og kold stemme som denne.

”Præsident Lhion” mumler jeg sammenbidt.

”Jeg havde forventet, at mit folk havde mere tiltro og hengivenhed tilovers for mig… Og efter alt hvad jeg og resten af Capitol har gjort for jer, synes jeg heller ikke, at det er urimeligt meget at forvente… Jeg er meget skuffet!  Distrikt 13 - som hovedsageligt stod for dette forsøg på at vælte regimet – er nu kun et minde. Hele distriktet er blevet udslettet, og jeg melder at der ingen overlevende er tilbage… Jeg håber, at dette vil være en lærestreg, for alle der nogensinde har tænkt tanken, om at stille sig op imod mig og mine betroede… Jeg viser jer nu billeder, af hvad der sker, med dem der prøver at angribe Capitol…”

En stor skærm dukker op på den støvskyede himmel. Skærmen blinker et par gange, og viser så en række billeder af en blodindsølet ruin. Jeg får en klump i halsen, da et lig af en lille pige, med en tøjdukke knuget i hånden, bliver vist på skærmen. Hun kan ikke være mere end fire år gammel, og forvirringen og angsten er stadig at se i hende ansigt.

 

”Panem… I vil blive straffede for jeres forsøg på oprør… Jeg må sige, at selvom jeg ikke håbede, at denne dag ville komme, er jeg ikke helt uforberedt… Jeg har haft en plan klar, som nu vil blive realiseret… Hør nu efter, når jeg fortæller jer, hvad der vil blive jeres fremtid; Jeg vil sende fredsvogtere ind i hvert distrikt, for at holde øje med, at alt bliver gjort efter mine regler… Jeg vil isolere distrikterne, så I ikke kan få mulighed for at snakke sammen om eventuelt, at starte et nyt oprør… Jeg vil stramme reglerne for hvert enkelt distrikt… Og ikke mindst vil jeg sørge for, at distrikt 13’s fejl aldrig vil blive glemt… Dette vil jeg gøre ved at starte et nyt ’spil’ op… Dette spil skal afholdes hvert år, og jeg vil høste én dreng og én pige, der hver er mellem 12 og 18 år fra hvert distrikt. Disse børn vil blive sendt ind i en arena, og de skal i en kamp, hvor kun én mand til sidst står levende tilbage, for at sone den straf, jeg nu har pålagt jer… Det første spil vil blive afholdt om præcis et år…”     

Det tager mig lidt tid, før jeg rigtig har forstået Lhions besked, så begynder jeg næsten at grine. Han kan da ikke bare sådan sende 24 børn ind i en arena, og få dem til at dræbe hinanden! Så meget magt har han slet ikke. Eller har han? Jeg ser over på min mor for at finde svar. Vi når kun lige at få øjenkontakt, før hun med et klynk falder sammen på den bare jord. Pludselig føler jeg, at jeg skal kaste op.

 

”Jeg vil nu trække min hær tilbage fra distrikterne… Vi ses om et år. Farvel…”

Cirklen af aerofartøjer der kredser om rådhustårnet, begynder at splitte op, og flyve ud over bomuldsmarkerne - og dermed også ud over min mor og mig. Men der er noget galt, for det lader ikke til, at Lhions hær, selvom den er på vej tilbage, har tænkt sig at stoppe med at smide bomber.

 

”Mor vi skal væk! De bomber endnu!” Jeg prøver at få min mor op at stå, men det lader til, at beskeden om de nye regler og det nye spil fuldstændig har lammet hende. Den brusende lyd af aerofartøjerne, og bombeeksplosionerne nærmer sig, og jeg opgiver at flytte min mor. I stedet tager jeg hendes hånd i min, og lægger mig fladt ned ved siden af hende. Nu er fartøjerne lige over os, og jeg kan ikke andet end at vente på at blive sprunget i luften. Jeg kniber mine øjne sammen, idet en bombe endelig rammer jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...