Haru

En sci-fi historie om bla. robotter (-:

0Likes
0Kommentarer
535Visninger

1. Haru

”Se alle de smil. Alle ser ud til at more sig. Men jeg ved, at de er falske. Jeg ved, at alt i denne verden er falskt. Alt i denne verden er alt sammen min egen indbildning. Hele min fremtid er kun her, jeg holder det ikke ud. Alt i denne verden er skabt for min skyld, og alt hvad der vil ske fremover er forud bestemt. Jeg ved at alle mine følelser, tanker, selv hver eneste bevægelse, er programmeret i mig. Hvis du sætter hånden op til dit øre kan du høre det. Knirken. Den knirken der kommer når dine indbyggede metaldele gnider sig op ad hinanden.” Haru tager hånden op til øret, og begynder at knække sine fingre. Lidt efter lidt falder de af. ”Jeg ved at denne verden er som jeg siger. Men ingen tror mig. Hver eneste gang metaldelene får lys, blegner de, og ligner tynde hvide bordben. Knogler.” Han kradser med den resterende hånd på sit bryst. ”I mørket er alt svagt. Lyset, psyken, dig … Man kan så let som ingenting knække sig selv.” Han tøver. ”Men det eneste du ikke kan i mørket. I det mørkeste mørke, som jeg lige nu befinder mig i, er at dræbe. Jeg kan splitte mig selv i tusinde stykker, uden at gøre skade på det eneste levende i mig. Mit hjerte.” Haru splitter brystkassen op, og tager sit varme og bløde hjerte ud i hånden. ”Hvorfor laver mennesker os? Vi lider fra den første dag vi bliver skabt, indtil vi selv af egen lyst, beslutter at give hjertet videre. Nu er det min tur.” Han kører hjertet ned i en beholder. Med det samme åbnes døren, og rummet bliver fyldt af lys. Rummet er helt hvidt, og på det bonede gulv, ligger en bunke hår og en plastikbøtte med noget jord. ”Hvorfor programmerer man ikke bare Tenshierne til, at hårene også forsvinder med resten, når de har givet deres hjerte videre?” Mumler en kvinde, som straks tænder en maskine, som fører beholderen med jorden ind i et andet rum. Kvinden har en hvid kittel på, flade hvide sko, og et par lyseblå gummihandsker. Hun lukker døren efter sig da hun går ud. ”Nå,” siger hun til sig selv, ”det er vidst på tide at jeg må være opfindsom. Bare Japan ikke havde krævet at alle Tenshier skulle have japanske navne.” Hun sætter sig ved et bord i et lokale der ligner en kantines. Men hun sidder helt alene, og ikke en sjæl kan ses i nærheden. ”Det var ærgerligt at min Haru var den næste.” Siger hun så. ”Hvis bare han havde været mere venlig ved den familie han kom hos, havde han ikke behøvet at blive hjernevasket så tidligt.” Siger hun, oh man kan høre at hendes stemme har ændret sig. ”Det værste ved at skabe dem, er at man ved de en dag skal hjernevaskes til at begå selvmord. Bare fordi japanerne ikke fandt en anden måde at få dem dræbt på.” Hun bladrer i en gammel bog med nogle japanske tegn på forsiden, som hun finder frem under kantinebordet. ”Jeg vil aldrig gøre det samme igen, som jeg gjorde med dig.” Hun tager hænderne op til hovedet. Ned ad hendes kind løber en tåre. ”Jeg er ked af det Haru. Jeg skulle ikke have givet dig det samme navn igen, jeg vidste konsekvenserne. Bare fordi jeg var så selvisk. Jeg var alt for forelsket i dig til at kunne give slip. Men, det gjorde det ikke nemmere anden gang.”

”Hvor latterligt!” Lyder en mandestemme bag en stor udfoldet avis. Han er slank og høj, og har mørkt hår. Han ser smuk ud. Sikkert en af dem pigerne forelsker sig i, uden at tænke over hans personlighed. ”Nu er der endu en Tenshi-maker der har begået selvmord på grund af en forelskelse til en Thenshi. Sådanne folk burde ikke arbejde med den slags.” Råber manden højlydt og banker avisen ned i bordet foran ham. ”Det er godt at jeg bliver den næste. Nu da Anja er væk, er pladsen der til mig. Jeg har ventet alt for længe.” Manden pakker sine ting, kaster et blik ud igennem den matte rude, hvorefter han går ud af hoveddøren. Han går med lange skridt ned af en smal gade, der fører hen til stormagasinet. Uden for centeret står en masse folk. Der er helt stille. Ikke én af de mange hundrede folk, som står og kigger på storskærmen, siger noget. Det eneste man kan høre, er manden bag skærmen. ”I dag, d. 1 april 2078, stopper verden med at producere robotter til at tilfredsstille menneskets behov. De såkaldte Tenshier.” Manden går ind i folkemængden. ”Japan vil ikke længere være med til at folk skal lide, under Tenshier der er gået amok. Det var også på tide mener præsidenten for ...” Han vil ikke høre mere. Han smider alt hvad han tog med hjemmefra, og prøver at mase sig igennem flokken. ”Ingen skal forhindre ham i at arbejde med Tenshier. I 6 år har jeg studeret robotter og teknologi. Ikke ét af de år skal spildes bare fordi verden ikke kan tænke ordentligt.” Han stopper op, kigger på skiltene. ”Dér!” Råber han, og løber hen mod en stor glasdør. Han tager en elevator op, braser ind i et mørktlagt rum, hvorefter han kaster sig op mod væggen, i et hysterisk forsøg på at få censoren til lyset til at reagere. Det virkede! Rummet er stort. Langs væggen hænger tomme Tenshi-skaller. Manden river en af dem ned, en dreng, og kobler den til en stor maskine. Ved siden af maskinen står en bøtte med jord. ”Åh, at hjerte” han tager den op i hånden, ”som stadig er varmt. Heldigt.” Han fylder jorden i en computer og tænder for maskinen. ”Angiv navn!” Siger den, og begynder at blinke. ”Hmm …” Tænker han, ”nå ja …” Han taster navnet ind i maskinen. ”Navn godkendt!” Siger maskinen så, og Tenshien åbner øjenene. Manden puster lettet ud. Jeg skal gemme ham fra offentligheden, og undersøge problemerne i smug. Jeg vil rede fejlene, og skabe en Tenshi, der IKKE kan gå ud af kontrol, så vi kan få de perfekte tilbage i verden igen. Jeg bliver rig, og mit liv bliver perfekt.” Han går ud af rummet, og lukker døren. Maskinen fra før står stadig tændt. På displayet står et navn skrevet med store bogstaver opdelt af binderstreger. H-A-R-U.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...