Vil du fortælle mig, hvem jeg skal være ...

En historie om religion.

0Likes
1Kommentarer
482Visninger
AA

1. Vil du fortælle mig, hvem jeg skal være?

Forpustet løb hun langs hjørnet, i hendes ærme, havde en nyslebet kniv forplantet sig. Månelyset og det svage lys fra gadelygterne, fik kvindens hud til at skinne svagt. Luften sad klemt i kvindens hals, og hendes mave krummede sig sammen i en mislykket vejrtrækning. Hun vendte sig, og løb ind i mellem to huse, vendte sig om igen, og stilte sig i en lille bevokset baghave. Hun tog kniven frem, og bankede en rude ind. Klokken havde lige ringet, og alle skolens elever var løbet ud. Det var sidste skoledag, så alle glædede sig over, at sommerferien nu kunne starte. Alle, undtagent 9.C. Hvis man stod udenfor klasseværelset, kunne man intet høre, men hvis man bevægede sig længere ind, kunne man høre hulken, eller … Ingenting. De ellers så larmende elever, sad stille på deres pladser, og kiggede tomme på deres lærer. Nogle sad og holdt om hinanden, mens andre græd. En enkelt sad helt urokkeligt, kiggede stift i sine hænder, og så ellers ud som om hun ikke kunne trække vejret. Det var Antoniett. Hun var ellers en snakkende og glad pige, men i dag var det anerledes. Det havde været et chok for alle eleverne i denne klasse, at Daniel var død, men for hende havde han været noget helt specielt. Antoniett blinkede så hårdt hun kunne, det var som om hun nu kunne se bedre. ”Jeg er ked af det, jeg skulle have hentet dig”, mumlede hun med gråd i stemmen.

 

Jeg elsker dig Antoniett. Jeg vil begynde at leve nu, det lover jeg dig. I en anden by, et andet sted.

Klokken var mange, og Daniel sad på sin seng. Han havde ingen mobil, for det havde hans mor forbudt ham. Han havde aldrig haft sit første kys, for det havde hans religion forbudt ham. Men alt det, skulle der laves om på. Han skulle faktisk nu til at gøre noget, hans mor ville forbyde ham, men han var ligeglad, om han så blev udstødt. Han så på den mørke væg, på de ting som ikke hang der, på det tomme gulv, på de ting som ikke stod der. Hele huset var tomt, undtagen det lille køkken, badeværelset, også sit og sin mors værelse. Han følte sig tryg her, underligt nok, og han var nok blevet her, hvis hans mor ikke troede så fast på, at han havde en djævel i sig. Hvis bare det ikke var så svært for hans mor at se, at Daniel en beslutsom dreng. Bare fordi hans hjerne ikke ville Jehovas Vidne det bedste, bare fordi Daniel ikke ville hjernevaskes, det mente han i hvert fald selv at han ville risikere. Han tog sine ting. I aften var den aften, at Daniel skulle flygte. Han var blevet tilbudt, at bo hos Antoniett. Hans mor var til et møde, sammen med nogle af de mest troende, og det plejede at vare lang tid. Tænk hvis hun fandt ud af det, så ville hun ikke være til at overbevise.

Daniel havde sine ting i hånden. Lygterne var stadig tændt, så hvis han skulle undgå at blive set af indbyggerne i Rävike omegn, måtte han tage gennem en af de gamle ruder. Han havde kun taget de mest nødvendige ting med, såsom hans mindesager fra den udstødte, som hans mor i hvertfald påstod, familie, og et enkelt sæt tøj, som dog var det eneste han havde. Den enste dør i huset, borset fra badeværelsesdøren, knirkede højlydt da han gik igennem. Nu stod han foran det forudbestemte vindue. Det var nu. Man kunne høre vinden suse i det gamle birketræ. Det hele var gammelt, men det var der heller ikke noget at sige til, hvis man tænkte over hvor længe det havde været i familien. Når man var Jehova, havde man ikke mange penge, og når man nu var Daniel, med en meget troende mor, så måtte man ingen uddannelse få. I stedet blev man bedt om at gå fra dør til dør. Daniel var bange, ikke for at flygte, men for at han ikke kunne klare at være udstødt. Han ville ikke ende med at angre. Han kiggede ud af vinduet, der var mørkt. En skygge nærmede sig udenfor. En kuldegysning strømte sig igennem hans krop, da noget spidst fangede natlampernes skær. Det kom nærmere, ”nej”, gispede Daniel, ”ikke allerrede”. En rude blev knust, og noget blod tegnede sig på gulvets overflade. Der lød et dunk, da kniven faldt til jorden.

Jeg elsker dig Daniel. Du vil begynde at leve nu, det lovede du mig. I din by, i dit sted.

 

Antoniett måtte ud, der var ingen grund til at være her længere. Desuden var alle også taget hjem. Hun åndede ind, luften var tung, og smagen af salt hang i luften. Hun løftede sin taske, den var tom, så med de sølle kræfter hun kunne styre, var tasken ikke det problem hun havde regnet med. Hun skulle hjem til sin helt normale familie, til sit nymalede værelse, til to senge, hvor kun den ene kunne udfyldes. Hendes blik kørte gennem klasseværelset, her var også tomt, men ikke nær så meget som hun selv følte hun var. Hun svang tasken over skulderen, og begyndte at gå. Døren til klassen var lukket, deres dansklærer havde vel regnet med at hun sov her. Det kunne hun enligt også have fundet på. Antoniett tog fat i dørhåndtaget, det virkede koldere end det plejede, efter 21 elever der havde taget på det. Da døren åbnede, gik hun automatisk ind, der var mørkt og fugtigt. Underligt, det var som en lille gang inden den store. Hun vendte sig om for at gå tilbage til klassen, men døren var låst. Antoniett følte en klaustrofobi, blandet med en almindeligt mørkerad. Hun fandt en kontakt. Så kom alt lyset tilbage, en lettelse førte til et lille smil. Men da hun tog i håndtaget for at gå igennem næste dør, så hun til en forandring, Daniels hånd.

Du lovede mig at du ville droppe alt, for at kunne leve lykkeligt. Du lovede mig at du kunne tage ansvar, og flygte hvis hun skulle afsted. Jeg kunne ikke andet end at elske dig, du var noget for dig selv. Jeg ved ikke om jeg tror på skæbnen, men jeg tror på at den vil mig noget. Jeg tør ikke længere tage beslutninger, for jeg kan ikke tro at din mors vilje var skæbnen. Jeg ved vi nu deler samme hjerte. Du skal nu leve det liv du havde fortjent.

 

- Antoniett

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...