Im In Love With A Criminal 2 - Remember The Time (Jason McCann)

Gabrielle er lige blevet 18, det blev hun i Juni. Hun har defor ikke set Jason siden December. Hun fester meget, og tænker ikke helt så meget på ham mere, da både hendes far og mor har bedt hende om at komme vidre. Hun vidste at det nok aldrig ville blive hende og jason, så hun tog sig sammen og kom over ham.

En dag hvor hun er i byen med veninderne møder hun en sød dreng, kunne han måske blive mere end blot en ven? Og hvad sker der når en velkendt dreng med brune øjne kommer ind i hendes liv igen? Og hvad med føleserne for Jason? Er de nu også forsvundet eller er de bare gemt væk langt inde i hendes hjerte?

- Følser der kommer tilbage, er aldrig rigtig forsvundet..

32Likes
97Kommentarer
8228Visninger
AA

5. Fuck

Jasons synsvinkel
 
Jeg lå følelsesløst på den seng, som jeg nu havde fået. Jeg lå bare med lukkede øjne, prøvede at lukke den fandens virkelighed ude fra mit sind, ville bare finde en anden verden, da jeg hørte nogle skridt udenfor døren, og en nøgle der blev presset ind i låsen. Jeg sukkede, kunne de ikke bare lade mig være alene? Jeg gad ikke se på dem, de var så overlegne og havde altid sådan en atetude, som bare sagde ”Jeg har magten, så du gør bare hvad jeg siger” jeg kunne brække mig over dem. Jeg tror aldrig at jeg havde afskyet nogle mennesker så meget som jeg afskyede politiet. Jeg hørte døren gå op, men valgte bare at ignorere det ved at ligge mig over på den anden side, og lukke øjnene, hvis jeg så på dem ved jeg ikke hvad jeg ville gøre, endnu en grund til at jeg ikke gad se på dem, jeg blev altid så pokkers vred når de var i nærheden hvilket de nu var hele tiden – suk!
”Jason” hørte jeg en kvindestemme sige. Jeg blev bare liggende med hovedet vendt væk fra hende, og lukkede øjne. Jeg gad ikke snakke med hende. Derefter hørte jeg døren lukke, og jeg regnede med at hun var gået – dejligt! Jeg vendte mig langsomt over på den anden side, og åbnede øjnene, men fik et kæmpe chok. Damen havde bare lukket døren, men blev herinde. Jeg sukkede da jeg så hende og kiggede koldt op i loftet, mens tanken strejfede mig om hvor mange der havde lagt ligesom jeg gjorde og kigget op på det samme loft
”Kom” hørte jeg hendes stemme sige. Jeg ignorere det og blev liggende
”Jason, vælger du at komme op af egen fri vilje, eller skal jeg selv få dig op derfra? For uanset hvad så kommer du med mig, og det er nu!” igen var den der, atetuden som bare var sådan at man skulle gøre hvad de sagde, og det pissede mig vildt af, men jeg blev vel nød til at gør hvad hun sagde, for jeg gad ikke have at hun skulle hive i mig. jeg sukkede irriteret og sendte hende et dræberblik, som hun koldt ignorerede derefter satte jeg mig op i sengen, og svang langsomt mine ben hen på gulvet. Jeg kom på benende og kiggede afventende på hende. Jeg anede ikke hvad hun ville med mig, men jeg vidste at jeg skulle lade hende bestemme, arg man jeg blev sindssyg af at være her. Jeg kunne ikke tage at folk skulle bestemme over mig! hun gik hen til mig, mens jeg fulgte hende med øjnende
”Vend dig om” beordrede hun. Jeg sukkede irriteret, og i et kort øjeblik overvejede jeg at slå hende, seriøst! Kunne man være mere irriterende end hun var? Ej det troede jeg sgu ikke, men jeg vidste at det ikke ville nytte noget, det ville faktisk kun gøre det hele værre
”Du kunne jo også bare selv bevæge dig” svarede jeg irriteret til hende. Hun kiggede på mig med øjne der udstrålede had, det morede mig faktisk utroligt meget. Jeg elskede at gøre dem sure, det var altid så humoristisk, så uden at det var meningen kom der et lille grin ud af mine læber. Hun valgte at ignorere mit grin, og gik uden en lyd om bag ved min ryg, og tog hårdt fat i mine hænder og låste dem inde i nogle håndjern.
 
Vi gik tavse ned af den lange gang. Jeg havde ikke noget at sige til hende, og hun havde tydeligvis heller ikke noget at sige til mig, for ellers havde hun nok åbnet munden og sagt det
”Denne vej” lød det pludselig fra hende. Jeg svarede ikke, men fulgte efter hende ind i et lille rum hvor der stod et bord og to stole. Jeg kiggede på hende med spørgende øjne, men hun viste mig bare hen til en stol og låste håndhjerndene op, og gik derefter uden en lyd ud af døren. Hun kunne sgu da godt tage sin tid og fortælle mig hvad fanden der forgik, for jeg var seriøst lost! Der gik ikke mere end 2 minutter, så kom der en anden betjent ind af døren, det var også en pige, men til en forskel så havde hun langt sort hår, hvor den anden havde lyst. Hun smilte ikke eller noget, men jeg kunne mærke at hun var en anden type, en type som jeg allerede nu vidste at jeg bedre kunne lide
”Hej Jason, jeg hedder Michelle, og vi skal lige snakke sammen” jeg kiggede underligt på hende, hvad fanden ville hun snakke med mig om, det var jo ikke ligefrem mig som var den mest spændene person
”Om hvad?” spurte jeg med hæs stemme, man kunne straks se at hun blev forbavset over at jeg allerede sagde noget, da jeg nok var meget kendt herinde for at være typen som lod dem snakke og barre holde min kæft
”Om det hele, vi har stadigvæk ikke fundet ud af din grund til at myrde en masse mennesker, og tage pigen som gidsel” Det føltes som om en sten blev kastet ned i min mave da hun nævnte det med at jeg tog Gabrielle som gidsel, Gabrielle, som jeg ikke havde set i halvt år, pigen som jeg havde afsløret så meget overfor. Jeg var faktisk nervøs for om hun kunne finde på at sige noget til hendes røv irriterende far, men på en måde vidste jeg godt at det ville hun ikke gøre. Hun havde jo på en måde lovet mig aldrig at sige det til nogen, men alligevel blev jeg nervøs ved tanken
”Det rager ikke jer” svarede jeg, som så mange andre gange hvor de havde prøvet at få noget ud af mig. hun nikkede
”Jo det gør det Jason, det er faktisk nogle vigtige ting som du ikke har fortalt os, og som vi bliver nød til at vide” hun virkede ikke sur eller noget, mere informerende. Jeg sukkede mens jeg rystede på hovedet
”Jeg har intet at fortælle jer, om så det er livsnødvendigt eller ligegyldigt, i for det ikke at vide og det må i leve med!” sagde jeg med irritation i stemmen. Jeg begyndte stille at syntes mindre og mindre om damen
”Jason, fortæl mig om din bror” begyndte hun, og ingorede mit tidligere svar. Jeg kunne mærke vreden vælte op i mig. hun skulle ikke høre en skid om mig og min bror forhold, det ragede faktisk ikke hende en skid!
”Jeg har intet at for……” jeg blev pludseligt afbrudt af et kæmpe brag, og gulvet begyndte at ryste. Jeg kiggede over på hende damen der så virkelig skræmt ud, og jeg kunne mærke bordet vi sad ved begyndte at vippe. Tanken strejfede mig om der var kommet jordskælv, men jeg tog fejl. Braget kom igen, og jeg blev kastet gennem lokalet og lige gennem et vindue. Jeg kunne mærke en smerte brede sig i min mave, og mit ansigt brændte at smerte. Jeg kan ikke forklare hvor mange tanker der i dette sekund strejfede mit hoved, men en ting som jeg husker jeg tænkte var, at jeg troede jeg skulle dø. Jeg kunne mærke at jeg blev kastet op af en mur, og jeg lukkede mine øjne af smerte. Jeg vendte mit hoved lidt, men det gjorde vildt ondt, men jeg blev nød til at se hvad der forgik. Jeg fik med besvær mine øjne til at åbne sig, og synet jeg så var sindssygt, politistationen var fuldstændig smadret, og der lå folk alle vegne, forbrydere som politiet, alle lå spredt alle steder. Jeg ville rejse mig op for ligesom at komme væk fra det her lort, og det lykkedes mig dog også at få rejst mig op, men da jeg lige var kommet op og stå på mine ben begyndte de at ryste voldsomt, og jeg væltede ned og ramte mit hoved ind i muren, og alt begyndte at snore for mine øjne, og jeg mistede alt kontrol over hvad der forgik, for mine øjne lukkede sig i, og jeg faldt ind i en tunnel af mørke…..
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...