Im In Love With A Criminal 2 - Remember The Time (Jason McCann)

Gabrielle er lige blevet 18, det blev hun i Juni. Hun har defor ikke set Jason siden December. Hun fester meget, og tænker ikke helt så meget på ham mere, da både hendes far og mor har bedt hende om at komme vidre. Hun vidste at det nok aldrig ville blive hende og jason, så hun tog sig sammen og kom over ham.

En dag hvor hun er i byen med veninderne møder hun en sød dreng, kunne han måske blive mere end blot en ven? Og hvad sker der når en velkendt dreng med brune øjne kommer ind i hendes liv igen? Og hvad med føleserne for Jason? Er de nu også forsvundet eller er de bare gemt væk langt inde i hendes hjerte?

- Følser der kommer tilbage, er aldrig rigtig forsvundet..

32Likes
97Kommentarer
8215Visninger
AA

8. En tvunget aftale

Jasons synsvinkel

Jeg vendte hende ryggen og begyndte at slentre ned af hendes vej, mens jeg lod mit blik vandre fra hus til hus. Kvarteret så faktisk ufatteligt fint ud, egentilig underligt at jeg ikke havde bemærket det før, da jeg jo havde været der mange gange. Jeg kom omkring 3 minutter efter forbi et hus med swimmingpool i haven, okay wtf? Så havde man sgu for mange penge, hvis man begyndte at bruge dem på en svimmingpool, Omg! Jeg rystede opgivende på hovedet af de folk, og fortsatte så bare ned af deres overdrevede rige gade.
"HEY! STOP!" lød en pludselig høj stemme, og jeg stoppede avtumatisk op, og begyndte at kigge mig over skulderen. Jeg kunne lige akkurat skente en høj bredskulderet mand som havde kurs imod mig. Jeg løftede et øjenbryn selvom jeg vidste han ikke kunne se det, men det var sgu for underligt. Jeg kendte ham ikke, eller han lingede i hvert fald ikke en bekendt fra hvor jeg stod, så det var sgu nok ikke mig han snakkede til, så jeg vendte mig om og begyndte at gå videre.
"STOP SAGDE JEG!" lød stemmen igen, okay så var det sgu nok mig han mente. Jeg overvejede kort om jeg skulle fortsætte og lade som om jeg ikke havde hørt ham, da han virkelig ikke virkede som en der ville hyggesludre, men nysgerigheden overtalte mig og jeg stoppede op og kiggede afventendete på ham. Efter kort tid nåede han helt op til mig, så vi stod overfor hinanden. Jeg kiggede bare undrende på ham, for at finde ud af hvad han ville! 
"Jason McCann, har jeg ret?" okaaaaaaaay?? Han vidste hvem jeg var, det tegnede fandeme ikke godt!
"Øh, nej?" løg jeg, mens jeg lavede en overdrevet undrende stemme.
"Skal du nu også stå og lyve? Har du ikke lavet nok lort?" jeg kunne mærke vreden stige. Han skulle fandme ikke blande sig en skid i hvad jeg havde lavet. Og om jeg løg eller ej og hvem fuck var han lige? 
"Slap dog af!" snerede jeg, og vendte mig om og begyndte at gå. Jeg kunne ingen tid efter mærke en stram hånd på min ene skulder.
"Måske skulle du lige vente lidt McCann" lød hans stemme og hev mig derefter tilbage til ham, så jeg stod foran ham mens han stadig holdte fucking stramt i min arm.
"Hvem fuck er du?" hvæsede jeg gennem mime sammenbidte tænder.
"En der har brug for hjælp......DIN hjælp!!" okay, det her var for underligt. Han havde brug for min hjalp, og hvad fanden skulle han bruge min hjælp til, og som om jeg gad at hjælpe sådan en idiot! Jeg havde hjulpet ikke bare en men to idioter før, og den fejl gad jeg fandme ikke gentage!
"Glem det!" snerede jeg, og hev mig løs fra hans greb. Jeg tog hurtigt min hætte fra min hættetrøje  over hovedet igen, den måtte åbenbart ha'  været faldet ned da han nærmest 'overfaldete' mig.
"Du skal ikke svare mig igen! Også kommer du tilbage NU!" lød idiotens slash mandens stemme bag mig. Jeg ingorede ham bare og fortsatte bare ned ad gaden.

Jeg var kommet et stykke væk fra Gabrielles gade, og den psygiske mand! Jeg himlede øjne for mig selv over manden. Han var sgu for mærkelig, og slet ikke til at blive klog på. Jeg sukkede lidt, og kiggede mig lidt omkring. Jeg anede ikke hvor jeg kunne sove, det virkede helt uoverskueligt, at finde et sted. Jeg havde ingen penge, og jeg kendte ikke rigtig nogle at tage hjem til og sove. Jeg sukkede opgivende, da jeg pludselig nærmede mig et diskutek. Og det tog mig ikke mere end 2 minutter at beslutte mig for at tage derind. Godt nok gav det mig ikke noget sted at sove, men der var alkohol - stedet for mig! Jeg begav mig hurtigt hen til indgangen , og jeg skulle lige til at gå ind, da jeg pludselig kom i tanke på at folk ville kunne genkende mig, eller ikke folk de var nok for fulde, men dørmanden ville kunne, jeg nåede lige netop op til ham, skænkede ham et hurtigt blik og vendte så hurtigt om på hælen. Jeg ville ikke risikere at blive opdaget, også blive anholdt - igen! Nope! 

Jeg vandrede bare gemmen de mørke gader, mest fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle gøre af mig selv, og jeg gad bare ikke hen til den gyde hvor Mak sikkert stadig ventede på mig, men det kunne han godt gøre lidt mere, for min plan var bestemt ikke at komme tilbage til ham.
"ARRRRRRG" jeg stoppede forskrækket op, og kiggede mig rundt, da jeg hørte et skrig strømme gennem mine øre, og det var ikke sådan et skrig som drenge lavede, det var et rigtig skingret pigeskrig. Jeg overvejde kort om jeg skulle gå tilbage og finde hende, men besluttede mig for at jeg faktisk var ligeglad med den pige. Det var nok hendes egen skyld at hun var kommet ud i noget lort - So I Don't Give A Fuck!
"JASON!" pigen kendte mit navn, og hun kaldte på mig? Oh Okay Then? Men en ting slog mig, denne piges stemme, den havde jeg hørt før og jeg vidste at jeg havde hørt den for et øjeblik siden, højst en time siden......det var Gabrielles stemme! Uden at tænke vendte jeg om på foden og løb ned gennem de mørke gader. Hvis hun havde brug for hjælp, hvis hun var i fare, så ville jeg hjælpe hende. Hvorfor jeg tænkte som jeg gjorde anede jeg ikke, men der var noget i mig som bare ikke ville have at hun skulle såres. Jeg spænede gennem gaderne, men jeg anede jo ikke hvilken vej jeg skulle, så jeg måtte prøve at få hende til at råbe igen.
"HVOR ER DU?" råbte jeg, og der gik ikke lang tid så strømmede hendes stemme igen igennem mit hoved.
"DEN LILLE VEJ VED SIDE. AF DISKOTEK SIKKAHS" uden at svare løb jeg bare videre og da der var gået 5 minutter fandt jeg vejen, som hun snakkede om. Jeg gik forsigtigt ned af gaden,  og så pludselig Gabrielle stå nede i enden, men hun var ikke alene, der stod en mand og holdt om hende, og da jeg kom tættere på fandt jeg ud af, at det ikke var hvilken som helts mand, det var sgu da manden som havde snakket til mig tidligere! Hvad fabden skete der lige?
"Hvad fuck sker der her?" spurgte jeg med vrede i stemmen, da jeg kunne regne ud at det umuligt kunne være godt
"Ja - Jason, hjælp" sagde Gabrielle mens hendes stemme rystede af skræk. Jeg var virkelig lost, hvad lavede hun herude på denne tid, og hvad fanden lavede hun sammen med ham manden, hvis han gjorde hende noget skulle jeg personligt smadre ham! Inden jeg nåede at svare tog manden sin hånd om hendes mund og inden jeg nåede at tænke en tanke havde han fundet en pistol, og sigtede mod hendes hals.
"Desvære McCann, din lille veninde kan ikke snakke mere med dig" sagde manden, mens han grinte på en klam måde. Jeg blev så vred, at jeg begyndte at ryste. Jeg havde dog ikke snakket med Gabrielle i så lang tid, men at stå og se hende være bange. Det pissede mig af på et punkt jeg aldrig havde været sur på før, en vrede jeg ikke genkendte.
"Hvem helvede er du?" snerede jeg. I stedet for at svare grinte han bare endnu mere.
"McCann, jeg slipper hende kun fri hvis du siger ja til det jeg sagde tidligere!" jeg fik straks et form for flashback til tidligere den dag. Han havde sagt han skulle bruge min hjælp, men stadig ikke til hvad. Jeg rystede kort på hovedet til ham.
"Glem det!" svarede jeg ham, og himlede øjne af ham. Jeg hørte straks et klik, og kunne derfra straks regne ud at han havde lat pistolen som var helt oppe af Gabrielles hals. Jeg fik straks en klump i maven.
"Eneten siger du ja til det vi snakkede om, ellers dør hun!" han pegede på Gabrielle med et hånede smil. Jeg rettede min opmærksomhed fra maden og over mod Gabrielle. Hun var helt hvid i hovedet, og hun havde tåre trillende ned af hendes kinder, og hendes øjne udstrålede så mange ting, forvirring, skræk og håbløshed. Jeg åbnede min mund, men lukkede den derefter hurtigt igen. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, men alligevel kom de uønskede ord ud af mine læber.
"Jeg gør det som vi snakkede om, men ku n hvis du slipper hende!" inden jeg nærmest nåede at sige sætningen færdig havde han sluppet hans hårde greb om Gabrielle og hun styrtede hen til mig. Jeg sagde intet til hende først. Jeg kiggede bare på hende med et utryløst blik, mens hun så bange på mig.
"Skynd dig hjem" hviskede jeg til hende. Hun skænkede mig et hurtigt blik, men styrtede derefter ned ad gaden. Jeg kiggede efter hende mens jeg udbrød et suk. Jeg skulle lige til at vende min opmærksomhed mod manden for at høre hvad han ville have mig til, men inden jeg nåede at gøre noget havde han taget et hårdt tag i min arm og kiggede hånede på mig, og med et blik som om han lige havde vundet i lotto. Han smilte klamt til mig, og begyndte at hive mig med ned af gaden.
"Kom McCann. Vi skal have gjort  en masse!" .....
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...