Im In Love With A Criminal 2 - Remember The Time (Jason McCann)

Gabrielle er lige blevet 18, det blev hun i Juni. Hun har defor ikke set Jason siden December. Hun fester meget, og tænker ikke helt så meget på ham mere, da både hendes far og mor har bedt hende om at komme vidre. Hun vidste at det nok aldrig ville blive hende og jason, så hun tog sig sammen og kom over ham.

En dag hvor hun er i byen med veninderne møder hun en sød dreng, kunne han måske blive mere end blot en ven? Og hvad sker der når en velkendt dreng med brune øjne kommer ind i hendes liv igen? Og hvad med føleserne for Jason? Er de nu også forsvundet eller er de bare gemt væk langt inde i hendes hjerte?

- Følser der kommer tilbage, er aldrig rigtig forsvundet..

32Likes
97Kommentarer
8237Visninger
AA

3. En ny ven?

Gabrielles synsvinkel:

"Kan i ikke give ham en chance mere?” spurgte jeg. Pludselig gik alt i slow. Manden skød imod mig, og jeg troede jeg skulle dø, men pludselig så jeg at Jason sprang op foran mig, og blev skudt. Jeg mistede kontrollen over mine ben og faldt ned på jorden

”Jason, Jason” hviskede jeg mens jeg ruskede i ham. Han åbnede sine øjne og kiggede mig ind i øjndene. Han var blevet ramt på skulderen, men ellers så, så han okay ud

”Gabrielle, du skal bare holde dig fra mig! Jeg er ikke en god person” hviskede han, med en svag stemme der fik mine tåre til at løbe om kap

”Men Jason. Jeg er forelsket i dig” hulkede jeg gennem mine tåre. Han kiggede følselsløst på mig, og jeg opdagede at alle betjenende var væk

”Jeg er ikke god for dig Gabrielle! Du skal få dit eget liv og komme videre. Du skal få dig et liv uden min indblanding, det er bedst at du går” Han sagde det, med en stemme der bristede mit hjerte helt

”Men Jason.. Et liv uden dig ville ikke være værd at leve” jeg hulkede og hulkede kunne slet ikke stoppe. Jason rejste sig fra jorden og hans sår på skulderen var forsvundet, som om det aldrig var sket at der var nogle der havde skudt ham

”Farvel Gabrielle”…

 

”NEEJ, NEEJ. DU MÅ IKKE GÅ FRA MIG” jeg vågnede ved et sæt af min egen stemme, og bemærkede at tårnene trillede ned af mine kinder, det hele var bare en drøm, en drøm af blanding af virkelighed og et mareridt. Jeg lukkede øjndene i, hvorfor havde jeg drømt om ham? Jeg troede for længst at han var et overstået kapitel, en dreng der havde ændret mig så forfærdeligt meget, men alligevel en dreng som jeg aldrig ville kunne være sammen med ordentligt. Jeg var blevet klogere, var ikke den samme pige som bare kastede sig direkte ind i problemerne selv! Men drømmen gjorde mig alligevel bange, tanken om at jeg havde tænkt på ham, ham jeg så forfærdeligt gerne ville glemme, ham som ændrede min verden så hurtigt, ham som var kriminel og ham jeg var så håbløst forelsket i. en del af mig savede ham så inderligt meget,  men efter et halvt år uden ham var mit hjerte stoppet med at banke for ham, for hvad var pointen i det hele taget? Jeg mener, han var kriminel, min far var politimand. De hadet bogstavelig talt hinanden, og at stå der imellem dem ville aldrig gå. Pludselig kom jeg i tanke om det min far havde sagt til mig, nok næste morgen efter alt det med Jason var sket.

 

”Gabrielle, kommer du ikke lige herned?” hørte jeg min fars stemme sige. Jeg lå fortabt i min seng mens jeg græd og græd kunne slet ikke stoppe. Jeg orkede virkelig ikke at snakke med ham, men klangen i hans stemme sagde mig at det var vigtigt. Jeg fik mumlet et

”kommer” men alligevel højt nok til at jeg vidste at han kunne høre det, så begav jeg mig ned af trappen og fandt min far side inde i stuen, som et par dage siden hvor jeg spurgte ind til sagen om Jason, men nu var det hele helt anderledes og jeg kunne ikke lide at tænke på det, bare tanken om at jeg havde snakket om ham fik mig lyst til at græde. Jeg fik en klump i halsen og gik forsigtigt hen til min far

”Sid ned” mumlede han, med en underlig klang i stemmen. Jeg gjorde hvad han sagde og satte mig ned på sofaen, helt ude på kanten, da jeg kunne følte at vi skulle snakke om noget jeg bestemt hellere ville undgå

”Vil du fortælle mig om ham?” spurgte han, og hentydede selvfølgelig til Jason. Jeg undrede mig lidt over hans spørgsmål, for hvad i al verden ville han have mig til at fortælle om Jason? Jeg kiggede undrende på ham, og det så ud til at han forstod at jeg ikke anede hvad han mente

”Vil du fortælle mig hvordan i mødtes og hvilke løgne han har fortalt dig?” Jeg kunne mærke at tårerne pressede på. Jason havde ikke løget overfor mig! i hvert fald ikke i går hvor han fortalte mig hans livshistorie. Jeg vidste han ikke løg der, for jeg kunne se på ham at det gjorde ondt at fortælle. Jeg rettede mit blik mod min far og sendte ham et irriteret blik, og rejste mig fra sofaen, og begyndte at gå ud fra stuen, da jeg nåede hen til udgangen vendte jeg mig om og kiggede min far ind i øjnene mens jeg sagde

”Han har ikke løget overfor mig, og det rager ikke dig hvor vi mødtes eller noget af hvad vi har været igennem, det er en sag mellem mig og ham” også gik jeg rasende op på mit værelse, mens tårrende trillede ned af mine kinder…

 

Jeg lå på mit værelse i flere dage. Jeg spiste ikke noget selvom mine forældre nærmest tvang maden i mig. jeg gad ikke jeg savnede Jason utroligt meget, men så en dag hvor jeg lå på mit værelse bankede det på døren. Jeg rettede min opmærksomhed mod døren

”Kom ind” fik jeg sagt, men det blev ret utydeligt da jeg lå med hovedet nede i min pude. Jeg hørte døren gå op og hørte derefter nogle fødder gå hen af mit gulv. Jeg ingorede det, gad simpelthen ikke, at bruge enagi på hvem det var der var kommet

”Gabrielle, skat” min fars stemme trængte gennem mit hoved

”Hvad” mumlede jeg bare ned i min pude. Jeg gad ikke snakke med ham. Jeg var virkelig sur på ham, at han havde sagt at Jason havde løget overfor mig. han vidste jo ikke noget som helts, om han havde løget! Han kendte ikke Jason som jeg gjorde! Jeg kunne mærke et pump på min seng, og kunne derfor regne ud at han havde sat dig på min seng

”Gabrielle, jeg vil gerne fortælle dig noget” begyndte han. jeg gad ikke at svare ham så jeg forblev stille og lukkede bare øjnene i selvom jeg alligevel så mørke

”Du behøver ikke at snakke med mig for jeg vil fortælle dig noget, noget der er vigtigt for dig at vide. Du ved det nok godt i forvejen, men måske trænger du til at der er en person der fortæller dig det” Igen svarede jeg ikke, men en del i mig vidste godt at han sikkert ville snakke om Jason – igen. Jeg forblev stille, så han begyndte

”Jeg syntes at du skal gøre alt for at komme over McCann. Han er ikke et godt menneske skat. Jeg tør simpelthen ikke at tænke på hvad der sker hvis du begynder at omgås sådan nogle mennesker. Jeg ved godt at det er hårdt for dig at han er kommet i fængsel, men det er det bedste. Han fortjener det skat! Gør dit bedste for at komme videre” Efter det kunne jeg mærke at han rejste sig fra min seng, og da jeg hørte døren lukke åbnede jeg øjnene igen og begyndte at tænke alle tingende igennem, det skete ikke med det samme, men efter lidt tid kunne jeg mærke at pladsen i mit hjerte ligeså stille med ledig igen…

 

Jeg havde ikke tænkt på de dage, eller uger efter Jason blev anholdt, måske tog jeg det bare som et mareridt, et mareridt der var så forfærdeligt, men at man til sidst glemte det. Jeg kom igen i tanke om den drøm jeg havde om Jason. Han havde jo sagt i drømmen at han ikke var et godt menneske, og at jeg skulle leve videre uden ham, og få et ordentligt liv, måske var det et tegn fra ham at jeg virkelig bare skulle glemme ham, men nu da jeg havde drømt om ham fyldte mine tanker pludselig ham. Jeg savnede ham jo på en måde, men det jeg havde gået igennem med ham var så uvirkeligt at det for mig var som en drøm, det med Jason og jeg fandtes ikke det havde været en drøm, eller jeg så det som en drøm.

 

Jeg lå stadig med lukkede øjne, og besluttede mig for at stå op og tage noget morgenmad. Jeg havde virkelig ondt i hovedet, så ondt at jeg næsten ikke kunne beæge mig. Hvad var der endelig sket til min fødselsdag. Jeg begyndte at tænke aften igennem det sidste jeg kunne huske var at jeg fik en drink, efter det var det hele sort. Jeg åbnede langsomt øjnene. op, og et værelse som jeg aldrig havde sat min fod inde kom til syne. Jeg lod chokeret mit blik flakke rundt på værelset, det var stort med hvide vægge, også var der et par møbler. Jeg lod mit blik lande på en kontorstol, og pludselig kom et sug i min mave der sad en dreng på kontorstolen og kiggede på mig. jeg sprang op fra sengen mens mit hoved dunkede som aldrig før

”Hvor er jeg?” fik jeg fremstammet. Drengen rejste sig roligt fra stolen og gik langsomt imod mig. Jeg kiggede hurtigt ned af mig thank god, at jeg stadig havde tøj på, så vidste jeg at der ikke var sket noget

”Rolig, du er bare hjemme ved mig” smilede han beroligende men det hjalp mig så ikke lige. I stedet kiggede jeg bare underligt på ham

”Det kan jeg se, men hvad i al verden laver jeg så her?” jeg var gået helt i panik og kunne slet ikke styre mig. Min stemme rystede og jeg var bange for hvad der var sket i går aftes

”Kom med op og få noget morgenmad, så skal jeg fortælle dig det hele” smilede han, nej tak den ulejlighed skulle han bestmt ikke føle. Jeg ville endelig bare gerne hjem og det kunne næseten ikke gå for hurtigt

”Ej tak, det er helt fint her” sagde jeg, mens jeg satte mig ned på sengen, helt ude i yderkante. Han smilede lidt til mig, men nikkede dog

”Okay, du bestemmer” han satte sig ned ved siden af mig, og af ren refleks rykkede jeg lidt væk – jeg kendte ham jo ikke? Han grinte lidt af min reaktion og begyndte så at fortælle

”Jeg ved ikke helt hvad der skete, men jeg har på fornemmelsen at der var en idiot der havde puttet noget i din drink, så du besvimede, men du besvimede i hvert fald lige ned i armene på mig. Så meget heldigt greb jeg dig. Jeg besluttede hurtigt at tage dig her hjem da der ikke var nogen der sagde at de kendte dig. Jeg bar dig så hele vejen herhjem, og lagde dig her på sengen, så du kunne sove, men så kom jeg i tanke om at jeg nok skulle vække dig, så jeg fik dig ved et mirakel vækket, så vidste jeg at du i hvert fald bare sov hvis du havde lukkede øjne igen, så jeg lagde dig her og så gik jeg ind i stuen og sov på sofaen. Jeg ville bare hjælpe dig. Du så helt forfærdelig ud da jeg lagde dig her, du havde virkelig brug for hjælp” en stor fornemmelse af taknemlighed ramte mig, og jeg smilede sløvt til ham, da jeg stadig havde virkelig ondt i hovedet

”Du aner ikke hvor taknemlig jeg er for det du har gjort, mange tak” sagde jeg med en hæs stemme. Han nikkede lidt og smilede stort til mig

”Skal vi så gå op og få noget morgenmad. Jeg er faktisk vildt sulten, klokken er 1 om eftermiddagen” Jeg smilte lidt, og kunne pludselig mærke hvor sulten jeg endelig var

”Jo tak, jeg er faktisk meget sulten også” Han nikkede derefter og rakte sin hånd imod mig. jeg tog den forsigtigt og han hjalp mig stille op og stå, der hvor han havde min hånd, der kunne jeg føle at jeg måske var ved at få en ny ven...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...