Im In Love With A Criminal 2 - Remember The Time (Jason McCann)

Gabrielle er lige blevet 18, det blev hun i Juni. Hun har defor ikke set Jason siden December. Hun fester meget, og tænker ikke helt så meget på ham mere, da både hendes far og mor har bedt hende om at komme vidre. Hun vidste at det nok aldrig ville blive hende og jason, så hun tog sig sammen og kom over ham.

En dag hvor hun er i byen med veninderne møder hun en sød dreng, kunne han måske blive mere end blot en ven? Og hvad sker der når en velkendt dreng med brune øjne kommer ind i hendes liv igen? Og hvad med føleserne for Jason? Er de nu også forsvundet eller er de bare gemt væk langt inde i hendes hjerte?

- Følser der kommer tilbage, er aldrig rigtig forsvundet..

32Likes
97Kommentarer
8238Visninger
AA

7. En aften med forskelige følelser

Gabrielles synsvinkel:

Af alt hvad han kunne fortælle, alle de ord han kunne vælge at sige, så valgte han at fortælle mig at jeg var i fare, i fare som jeg ikke var klar over var pga ham eller noget helt andet. Jeg havde ikke set ham i et halvt år, og så vælger han at fortælle mig at jeg er i fare, ikke engang et hej, det sårede mig, det sårede mig på en underlig måde. Jeg havde sådan en underlig følelse i maven, det var en sorg jeg ikke havde prøvet at føle før. Jeg kiggede ham uforstående ind i hans øjne, ind i de brune skindene øjne. De øjne som jeg på en måde havde savnet utroligt meget.
"Hvad?" hviskede jeg, jeg var vildt forvirret og bange, bange men ikke for Jason. Jeg var bange for den mand\dreng der stod et stykke væk og holdte øje med os. Jason nikkede langsomt.
"Du skal væk herfra" hans hæse stemme strømmede gennem mine øre, og jeg kiggede ned. Jeg havde ikke lyst til at kigge på han. Han gjorde mig helt underlig, som om jeg ikke kunne tænke når han stod der foran mig. Jeg skulle lige til at sige noget, men blev afbrudt af Jasons stemme, men han snakkede ikke til mig.
"Jeg skal nok sørge for at hun ikke kommer igen" han snakkede med ham manden\drengen som hed Mak, og han havde en klang i stemmen som gav mig gåsehud hvad ville han gøre? Uden at sige noget tog han i min arm. Jeg havde forventet at han ville tage hårdt fat men han holdte bare forsigtigt rundt om min arm, som om han var bange for at den ville gå i stykker.

Vi gik ned af de mørke gader, ingen sagde noget, ingen havde noget at sige og det føltes så forkert. For bare et halvt år siden var vi ved at kysse ude foran min hoveddør, og nu gik vi her sammen, med en stilhed en stilhed der pinede mig. Jeg ville sådan ønske jeg kunne snakke med ham, fortælle ham et eller andet men jeg havde ingen ide om hvad det kunne være. Pludselig kom jeg til at tænke på alt det med politistionen. Jason havde jo været der på det tidspunkt, måske ville han fortælle mig om det, og måske vidste  han om min far var okay?
"Jason?" min stemme knækkede over, da jeg sagde hans navn. Han vendte blikket fra vejen og over mod mig, måden han kiggede på mig, det føltes som om han brændte mig. Jeg tog en dyb indånding, og tog så mod til mig.
"Hvad skete der nede på stationen?" min stemme rystede mens jeg snakkede. Jeg kunne høre ham sukke, og forventede at han ville sige at det var ligemeget, som han plejede at gøre.
"Hvis jeg skal være ærlig så aner jeg det ikke" svarede han mig med hans hæse stemme. Jeg blev ret overrasket over at han rent faktisk svarerede på mit spørgsmål.
"Hvor var du da det skete?" spurgte jeg forsigtigt. Jeg ville ikke presse ham til at fortælle mig noget, men jeg ville så gerne høre ham snakke med mig.
"Det er ligemeget" svarede han bare og kiggede ned på stien som vi gik på. Jeg sukkede, der kom svaret som han altid svarede, det havde ikke ændret sig, som så meget andet ved ham.
"Intet er ligemeget" mumlede jeg, dog mest for mig selv. Jeg kunne ikke fatte at jeg gik ned af dene mørke gade, med drengen som jeg ikke havde snakket med i så lang tid, drengen som jeg savnede så meget, og nu da jeg gik ved siden af ham igen følte jeg den samme tryghed, som jeg gjorde første gang jeg gik ned af en mørk gade med ham. Jeg var stadig bange, men ikke for andet end Jason dengang, nu er det en anden historie. Jeg var ikke bange, heller ikke for Jason, men jeg var bange for at han ville sige, at han aldrig ville se mig igen, og hvis han gjorde så var det nok også det bedste, men nu da jeg havde snakket med ham igen, så kunne jeg bare mærke at jeg ikke kunne undvære ham, ikke igen.
"Du bar ret" lød hans hæse stemme pludselig, og jeg kiggede undrende over mod Jason, som gik og kiggede på mig med et blik jeg ikke kunne tyde. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg nikkede bare utydeligt.
"Har du noget du skal?" spurgte Jason, og jeg rystede på hovedet. Jeg havde ikke spor lyst til at tage hjem. Jeg var bange for hvad der ventede mig når jeg kom hjem, bange for at der var sket noget alvorligt med min far.
"nej" mumlede jeg. 
"Så kom" svarerede han, og trak mig ned af en stil jeg aldrig havde været på før.
"Hvad skal vi?" spurgte jeg undrende, og kunne stille mærke at vores forhold inden han blev andholdt begyndte at presse sig frem igen.
"Det får du at se" svarede han, og jeg kunne høre et smil i hans stemme. Jeg smilte lidt selv, men det blev rimelìg mislykket, da jeg ikke rigtig kunne se hvorfor jeg skulle smile, der var ikke rigtig andet end Jason at smile over lige nu, men det var måske også en grund nok?

Vi havde gået i et stykke tid. Jeg havde ikke rigtig sagt noget, og det havde Jason heller ikke, måske gik vi bare med hver vores tanker, tanker om hvad der er rigtigt og hvad der var forkert at gøre. Jeg mener det er jo ikke det klogestes at gå rundt med Jason, men en del i mig var fuldstændig ligeglad, hvis jeg havde lyst til at gå med Jason, så skulle folk heller ikke spolere det, ikke som de havde gjort en gang før.
"Så er vi her" lød Jasons stemme pludselig, og afbrød stilheden. Jeg kiggede mig rundt, men kunne ikke rigtig se noget spechilt, for mig lingndede det fuldstændig det samme som vi havde set den sidste halve time, en hel masse træer og mørke. Men inden jeg nåede at sige noget kunne jeg mærke at han tog fat i min arm igen, og begyndte at trække mig forsigtigt med ham. Vi gik hen til et træ og han slap min hånd.
"Bare følg mig" sagde han og begyndte at klatre op af træet. Jeg stod et øjeblik og kiggede måbende på ham. Jeg havde ikke klatret i træer siden jeg var 6 år, men ja. Jeg sukkede lidt for mig selv, og strak min arm ud mod en gren og begyndte derefter forsigtigt at klatre op efter Jason. Jeg var virkelig dårlig til at klatre, det var virkelig ikke min stærke side, og det var ingen hemmelighed.
"Kommer du?" jeg havde blikket på grendene, for at holde styr på hvilken en af dem jeg skulle holde fast i, men da jeg hørte Jasons stemme vendte jeg min opmærksomhed mod ham. Han var næsten kommet op til toppen. Jeg sukkede lidt, mens mine hænder begyndte at ryste, det ikke at have begge ben på jorden var virkelig ikke mig. Jeg kunne bedre omgås med begge ben solidt på jorden.
"Øm, jeg kan ikke klatre mere op" mumlede jeg, og kiggede flovt ned mod jorden så han ikke kunne se at jeg var flov over min skræk for at falde. Jeg kunne derefter mærke at træet gav sig en smule, og regnede med at det var Jason hvilket jeg efter kort tif fandt ud af at det var. 
"Gabrielle....kig på mig" hans stemme var mègret tættere på end jeg havde forventet, og jeg løftede overrasket mit hoved og lige ud for mine øjne mødte jeg et par brune øjne, som tilhørte Jason.
"tag min hånd" mumlede han, og rakte mig sin hånd. Jeg tog forsigtigt min hånd i hans, og bemærkede at han havde et stort sår på hans håndoverflade. Jeg fik et sug i maven, det måtte have gjort ondt! Jeg skulle lige til at spørge ind til det, men besluttede at jeg ville lade det ligge. I stilhed kravlede vi op ad træet, og jeg nød i de par sekunder det varede øjeblikket med Jason, det føltes at vi var de eneste mennesker på jorden i det øjeblik, og jeg ville ikke øddelægge det ved at sige noget, så jeg forholdte mig tavs, og det samme gjorde Jason. Jeg kiggede op mod himlen i et kort øjeblik og så stjernerne skinne skarpt, det var virkelig flot. Jeg vendte dog hurtigt blikket mod træet og grenedene igen, for ikke at miste min konsentastion med at klatre, selvom Jason holdte fast i min hånd, og jeg følte mig tryg, så følte jeg dog aligrvel at jeg lige måtte kigge på hvor jeg satte mine fødder, for ikke at spænde ben for mig selv. Jeg slap et lille grin ud af mine læber, da jeg lige kunne se mig falde ned af træet med Jason efter mig fordi jeg var sådan en tumpe og spænde ben for mig selv. Jason komanterede dog ikke mit lille fnis, men blev bare ved med at hjælpe mig op ad træet.
"Sådan" lød det pludseligt fra Jason, og ikke kort efter befandt jeg mig oppe på toppen af træet, i live! Uden at sige noget satte Jason sig ned på en gren med benedene dinglende ned fra træet. Han så meget tænkende ud i ansigtet, og jeg overvejde at spørge ham om hvad vi skulle her, og hvad han tænkte på, men ombestemte mig. Jeg følte ikke, at jeg var klar til at sige noget, i hvert fald ikke lige på det tidspunkt.
"Gabrielle.. jeg kan godt fortælle dig hvad der skete da politistationen eksploderede, eller hvad den nu gjorde, men så skal du også love mig noget" jeg fik straks en mærkelig fornemelse i maven. Jeg ville jo vildt gerne høre hvad han havde oplevet, men det der med at love ham noget, det var jeg ikke så vild med, men han ville vel ikke sige til mig at jeg skulle love ham noget dårligt? Det blev jeg så enig med mig selv om,  at han nok ikke ville, så jeg sukkede lydløst og svarede ham.
"Okay, hva skal jeg love dig?" min stemme var overraskende nærmest utydelig og tynd. Han sukkede lidt, og lod så sit blik glide op mod himlen. Jeg ville nærmest give alt i det øjeblik for at kunne høre hvad han tænkte på. Han vendte dog efter kort tid sit blik mod mig.
"Det fortæller jeg dig engang" mumlede han med hans hæse stemme. Jeg sank en klump men nikkede så.
"Okay, men... vil du så fortælle mig det der nu?" spurgte jeg med forsigtig stemme. Han nikkede, men man kunne næsten ikke se at det var et nik. Jeg tøvende lidt pg satte mig så ned på en gren der sad ved siden af hans, og vendte derefter mit blik mod ham. Han sad og kiggede tomt ud i luften, men det varede ikke længe før han vendte sit blik mod mig igen, og vi fik hurtigt en Øjenkontakt, en Øjenkontakt med så mange følelser. Han afbrød den dog efter lidt tid, og sukkede så.

"Jeg kan alså ikke fortælle dig præcist hvad der skete, da jeg var til forhør da det skete" sagde han pludseligt med hans hæse mørke stemme. Jeg blev ret overrasket over at han pludselig sagde noget, men nikkede dog bare og satte mig godt til rette op af stammen på træet.
"Jeg var som sagt til forhør, det var nok tiende gang på det halve år jeg havde befundet mig der, at de hev mig til forhør. De mener åbenbart, at de gerne vil høre min historie" startede han ud med. Jeg svarerede ham ikke, men forholdte mig bare tavs mens jeg kiggede opmærksomt på ham. Han sad lidt og kiggede ud i luften, mens jeg bare ventede på at han ville fortælle mere, hvilket han efter et kort øjeblik gjorde.
"Nå, men det er også ligegyldigt" sagde han så, og jeg kunne høre i hans stemme at han ikke ville snakke om ham. Jeg sukkede bare lydløst. Jeg skulle lige til at sige noget, noget med at det var okay at han ikke ville sige noget om ham selv, men han nåede at sige noget.
"Nå, men jeg sad så og snakkede med denne dame, og pludselig begyndte bordet at ryste og jeg kiggede så over mod damen, som sad med store øjne, også kan jeg ikke rigtig huske mere end at der var noget der gjorde virkelig ondt, og så kan jeg huske at jeg åbnede mine øjne, og så at alt var kaos, virkelig! Alle lå bare spredt, det var sindsygt! efter lidt tid ville jeg rejse mig, men det lykkedes mig ikke. Jeg faldt ned igen og kunne straks mærke en kæmpe smerte sprede sig i mit hoved, og alt blev efter det sort, så vidt jeg husker i hvert fald" han holdte en pouse og kiggede på mig. Jeg ved ikke hvordan jeg så ud i hovedet, men jeg var rimelig chokeret.
"Jeg ved ikke hvor længe jeg havde lagt der bevistløs, men jeg vågnede igen, og den første tanke jeg fik i mit hoved var bare 'væk!' enkelt, men direkte, så jeg fik med besvær mig selv op og stå, og skyndte mig så væk. Og der gik så ikke længe så kom Mak, og ødelagde mit humør, for jeg var faktisk rimelìg glad for at komme væk.jeg var sgu ved at blive sindsyg af at være lukket inde, men det spolerede han så hurtigt,det skal han have" jeg sagde ingenting mest fordi at jeg ikke  anede hvad jeg skulle sige,  også var det også fordi at jeg kunne mærke at hvis jeg sagde noget, så ville jeg begynde at græde, pga det med min far, og jeg ville ikke have at Jason skulle se mig græde - ikke igen! Han sagde ikke mere efter det, og det gjorde jeg heller ikke. Vi sad bare der og kiggede på himlen, eller træerne i skoven. På en måde var det faktisk rat bare at side der uden at snakke, men på en anden måde så var stilheden ved at pine mig. Jeg fik alle mulige forskeligt tanker i mit hoved, som for ekselmpel om min far var kommet alvorligt til skade, om jeg og Jason stadig ville se hinanden efter denne aften, om jeg skulle fortælle Sandra om det hele, alt muligt. Tanken med min far ramte igen mine tanker efter lidt tid den nærmest gjorde mig svimmel, og bange. Hvad nu hvis min mor var ved at gå til af bekymring, mens jeg bare sad her og glodede ind i mørket med Jason. Jeg var jo fuldstændig hjerteløs, tænk at jeg bare var gået fra min mor, og ikke nok med det. Jeg var gået, og så sad jeg og snakkede med en morder. Jeg fik en pludselig kvalme, og rejste mig op fra grenen. Jeg sank en klump, og rettede mit blik mod Jason, som underligt mok allerede kiggede på mig.
"Er du okay? For du ser virkelig ikke okay ud!" lød hans stemme i mine øre. Jeg rystede kort på hovedet.
"Jeg bliver nød til at tage hjem, der er noget derhjemme som er rimelig vigtigt" sagde jeg med en tynd og nærmest utydelig stemme. Uden at vente på svar begyndte jeg at klatre ned fra træet, og da jeg var kommet ned begyndte jeg at slentre ned gennem den mørke skov, jeg kunne kort tid efter høre noget komme imod mig, og jeg vendte mig om for at kunne se hvad det var. Ikke lang fra hvor jeg stod, så jeg Jazon komme imod mig. Han gik hurtitgt, og havde trukket sin hætte på sin trøje over hovedet, før jeg nåede at sige noget var han kommet hen ved siden af mig og sagde.
"Jeg vil ikke have at du skal gå gennem skoven alene" jeg blev straks ramt af en stærk følelse af taknemlighed.
"Tak" mumlede jeg 'for at du ville følge mig" fortsatte jeg. Han nikkede bare, og vi fortsatte ned af stien i tavshed.

Vi stod efter 20 minutter foran min hoveddør, som for et halvt år siden. Dog var denne gang anderledes, vi var ikke ved at kysse, og vi havde begge ændret og rigtig meget, både udsensmæsigt, og værmåde, og på det tidspunkt  kunne jeg ikke vudere om det var godt eller dårligt. vi stod lidt og kiggede hinanden ind i øjndene, da jeg sagde.
"Tak, tak for at du ville følge mig hjem" han nikkede blot, og sagde derefter.
"Intet problem" jeg svarerede ikke, men kiggede bare ind i hans brune øjne.
"Men... Hva så med os?" spørgsmålet kom uventende ud af mine læber, og jeg blev selv rimelig overrasket over at jeg pludselig sagde det. Han trak på skulderen.
"Det vil tiden vise" svarede han bare. Jeg stod lidt og kiggede undrene på ham, var det alt han kunne sige om det? Det var det åbenbart for efter det gik han helt hen til mig, og tog forsigtigt hans hånd op til min kind.
"Ha' det godt" mumlede han, jeg nikkede.
"i lige måde" svarede jeg tøvende tilbage. Han smilte lidt, men vendte sig så om og begyndte at gå ned af vejen - væk fra mig. Jeg stod lidt og kiggede på ham med blandene følelser, følelser jeg ikke kunne holde styr på, men en al dem fik mig til at tænke meget over tingende, en af følelserne var kærlighed. Jeg sukkede og vendte mig så om mod døren, og kig ind i vores gang,faktisk overraskede det mig at døren ikke var låst. Jeg tog jakken og skoendene af og hørte pludselig en lyd. Jeg spidsede. mine øre, og kunne så høre at det var en der hulkede og det var ikke bare en, det var min mor. Jeg skyndte mig ind og fulgte efter lyden af hendes gråd. Jeg havnede i stuen og så at hun lå med hovedet nede i en pude og græd, gråden nærmest brændte i mig, det at se sin mor græde ramte mig hårdt.hun skulle ikke græde. Hun skulle være glad, ligesoml hun plejede.
"Mor hva er der sket?" spurgte jeg, mens en del i mig helts ikke ville vide det. Jeg satte mig i den anden ende af sofaen og kiggede på hende. Jeg havde nu også fået tåre i øjndene. Jeg vidste at det var noget med far at gøre, det kunne jeg bare mærke. Hun rettede sig lidt op i sofaen, og kiggede så på mig med røde øjne.
"Din far er kommet slemt til skade, og lægerne ved stadig ikke, om han har mulighed for at overleve, chancen er meget lille"...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...