Faldne Engle

Den 14 trekvart årrige Scarlett Lilian Trayson, er en ganske admindelig skolepige der bor i Glastonbury. Hun er bestem ikke god til at få venner, men det gør ikke spor, for hun er lidt af en enspænder.. Hun læser meget, og nogle gange bliver hun revet så meget ind i bøgerne, at hun glemmer alt omkring sig. En dag genopdager hun en evne som hun ellers har haft siden hun var helt lille... - En evne der kan føre hende længere ud end døden tillader.

0Likes
2Kommentarer
932Visninger

1. Dommedag

Skolens sidste dag. Ihvertfald min sidste dag på skolen. Jeg vidste ikke om jeg skulle græde eller grine. Blive glad eller blive gal. Sindsyg eller... Sindsyg. Der var uendelige mange muligheder. Muligheder, jeg aldrig rigtigt fik prøvet af. Før jeg fik valgt en rimmelig grimasse, var dagen gået. Det kunne alligevel være ligemeget om jeg så så overlykkelig ud, med smilehuller helt op til ørene. Det ville ikke gøre den store forskel. De ville sikkert glemme mig efter to uger.. Måske tre. Eller fire, vis jeg var heldig.                                            "Jeg er hjemme..", råber jeg ude fra entréen. Jeg kæmper med at få den slidte lysegrønne skoletaske af. Endten er den på mystisk vis blevet tungere, eller også er manglen på sport ved at tage over. Det kan umuligt være pga. de bøger jeg afleverede tidligere idag.  "Fint, så kan du jo hjælpe mig med at pakke de sidste ting sammen. Vi skulle helst være der inden aften". Jeg slæber mine fødder langs gulvet helt ud i køkkenet, hvor jeg sætter mig opgivende op på disken. Jeg fører langsomt min håndflade over køkkenvasken der til min store overraskelse er helt glat. Man kan nædsten mærke hvor meget den glitrer. Da jeg vender mit hoved mod resten af køkkenet, ser jeg hvor rent her er. Det er godt nok længe siden jeg sidst så det så, jaa..  Rent. Mine dvaske ben for dog båret mig (nædsten) ufrivilligt ind i den åbne stue. Det hele synes så tomt. Det er det jo egentligt også. Men det virker stadigvæk, som om det er fyldt. Fyldt med minder. Det meste af min barndom har jeg boet her. Faktisk har jeg kun boet her. Og dog. Da jeg var to flyttede vi hertil. Fordi jeg var så lille, kan jeg ikke huske hvor jeg boede før. Alligevel, kan jeg mærke en lille gnist, af et minde. Men det er så utydeligt, at jeg ikke kan komme i tanke om hvad det er.  Den lysegule maling krakelere af. Støvet fra væggene sætter sig på mine fingerspidser, da de glider over. Jeg følger gulvpanelet, og kører min pegefinger mod lige præcis dét sted, hvor jeg skrev mit ynglings citat ned.    Livet er problematisk, og Tiden flyver somregel afsted. Men vis jeg er her for dig, vil du så tage mig under dine beskyttende vinger? Det er svært at være til, når man ved at det hele ikke betyder noget. At alting er ligemeget. Vis livet det snart ender, vil du så forlade mig? Forlade verden? Forlade min sjæl? Eller vil du lade mig dø ene og alene? Du skal vide, at du er min eneste grund til at blive på jorden. Min engel.   Faktisk er det ikke rigtigt et citat, nærmere en slags erklæring. En erklæring, omkring.. Hvad ved jeg! Jeg var ikke engang opmæksom da jeg skrev det ned. Det var ligesom om det ikke var mig selv der gjorde det. Tushen kørte nærmest bare rundt og rundt i luften, indtil den bestemt satte sig til at skrive.                                                       "Scarlett, der er blevet pakket, så skynd dig nu ud i bilen så vi kan komme afsted. Vi må gerne komme så tidligt som muligt, så vi kan se aftensolens stråler.". Jeg sætter mig i bilen og smækker døren i, trækker selen godt ned, og  kigger én sidste gang på det perlehvide hus. Jeg smiler stille for mig selv. "Tak". Jeg hvisker, i frygt for at de andre skal høre mig. Der triller en lille glædeståre ned af min kind. Bare rolig. Du får en skøn tid, tænker jeg, velvidene om at jeg vil få mig et eventyr for livet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...