Rædsel, blod og menneskeskrig

Det er en "barsk" novelle, som jeg oprindeligt skrev som en fristil i dansk. Den er baseret på en virkelig hændelse, som nok har rystet hele Europa. Den har i hvert fald rystet min hovedperson, i en så voldsom grad, at hun er blevet psykisk syg.
Jeg fik top karakter for den, og fik at vide at det var en 9-klasses stil, (Jeg er 12 og går i 6 klasse).
God læselyst

0Likes
2Kommentarer
435Visninger
AA

1. Rædsel, blod og menneskeskrig

Rædsel, blod og menneskeskrig ”Rædsel, blod og menneskeskrig. Rædsel, blod og menneskeskrig”. Det er alt jeg husker fra den dag. ”Rædsel, blod og menneskeskrig”. Jeg gentager ordene for mig slev, imens klumpen i mit indre bliver større og større. ”Rædsel, blod og menneskeskrig”. Jeg ved, at minderne lige om lidt vil vælte ind over mig, men jeg bliver ved med at gentage ordene. Det er min måde at straffe mig selv på. For at jeg ikke hjalp dem, for at jeg bare løb og reddede mig selv. Jeg lod dem i stikken. Jeg slog dem ihjel. Jeg siger ordene igen. ”Rædsel, blod og menneskeskrig”. Minderne sniger sig lige så stille ind på mig. Jeg ruller mig sammen til en lille kugle, som et beskyttende skjold omkring klumpen i mit indre. Nu vælter minderne frem. Jeg prøver på at lade være med at skrige. Jeg vil ikke skrige. For så kommer de med deres sprøjte. Jeg ryster bare ved tanken om sprøjten. De må ikke komme. Endnu et skrig arbejder sig op igennem min hals. Jeg holder det nede. Men det er svært. Flere skrig maser på, højere og højere. Til sidst kan jeg ikke holde det inde mere. Jeg skriger. Skriger af mine lungers fulde kraft. Skriger til min hals snører sig sammen og råber på vand. Skriger lige indtil jeg kan høre deres fodtrin. Jeg går i panik. Nu kommer de. Jeg kigger mig febrilsk omkring. Gennemsøger det lille rum for gemmesteder. Der er ingen. Jeg går skrækslagen hen til min seng, og ligger mig ned under dynen, og lader som om jeg er den eneste i verden. Lader som om de ikke kommer med deres sprøjter. Lader som om alt det for flere år siden aldrig skete. Og lige da jeg er ved at finde tilbage til min egen lille beskyttelsesboble, braser de ind af døren. Jeg begynder at skrige (igen) og trygler dem om ikke at bruge sprøjten. Men det eneste svar jeg får er et par stærke hænder, der holder mig nede ved skuldrene. Jeg kæmper imod. Jeg kæmper imod af de få kræfter, der nu måtte være tilbage i min krop. Men det er nytteløst. De har et solidt tag i mig, og de fører langsomt sprøjten ned imod mig. Jeg skriger, men det dør hurtigt ud, og jeg går ud som et lys. Alt bliver sort, og jeg falder hen i en urolig søvn. Da jeg vågner, ligger jeg helt svedig, spændt fast til en seng af fem solide læderremme. Jeg kigger mig febrilsk omkring. Klaustrofobien sniger sig ind på mig. Jeg bliver rædselsslagen. Mindet vælter ind over mig, og jeg prøver hulkende at få remmene op. Det er umuligt. ”Rædsel, blod og menneskeskrig”, siger jeg, hikstende til mig selv imellem mine hulk. ”Rædsel, blod og menneskeskrig”. Klumpen kommer. Jeg bliver ved med at gentage ordene. Jeg forsøger at rulle mig sammen til en kugle, men det er lige så nemt som at bygge en stige til månen. Minderne er kraftige nu, og jeg får en trang til at skrige. Jeg holder det nede. Det skal jeg. Tårerne presser sig på igen, og alting bliver lidt uklart. Et øjeblik stivner jeg i fortvivlelse og rædsel. Har de givet mig sprøjten? Falder jeg nu ind i en dyb mørk søvn for derefter at vågne op i en endnu mere klaustrofobisk seng? Nej, det er noget andet. Minderne eksploderer nu inde i mit hoved, og jeg falder halvt bevidstløst hen og får det flashback, som jeg så krampagtigt prøver at holde tilbage. 

Ungdomsparadiset ”Jeg kan godt. Jeg kan godt”. Jeg gentager ordene for mig selv. ”Jeg ka…”. Pludselig er der ikke andet end luft under mine fødder. Jeg lander i vandet med er kæmpe plask. Da jeg kommer op til overfladen, står de alle sammen og griner. Jeg kigger tvært på dem, og de holder straks inde. ”Undskyld Anna” siger Mia. Hun er min bedste veninde. ”Men hvis vi ikke havde skubbet dig, var du jo aldrig hoppet ned fra den klippe”. Jeg stirrer lidt på hendes angrende ansigt, og beslutter mig så for at tilgive hende. Jeg smiler og kravler op af vandet. –Det mørke, kolde vand. Vi begiver os, sammen med de andre, tilbage til vores telt. Højtalerne, der står rundt omkring i lejren, brummer lidt, og Trond, vores lejrleders, stemme siger: ”God formiddag alle sammen. Nu er vi nået til den tredje dag, på vores lejr, som jo er sportsdag, og efter middagen kl.13.00-14.00 skal vi have Foot ball og volleyballturneringer . Fortsat god dag, vi ses til middagen.”. Jeg kigger på mit ur. ”Shit” siger jeg vist lidt for højt. ”Hvad er der?”, spørger Mia. ”Middagen starter om ti minutter”, hviner jeg. Hun udstøder et lille ”gisp”, og løber så hen til sin taske. Vi farer rundt i teltet imens vi tager tøj på, børster tænder, reder hår og finder vores sanghæfter frem. Vi sidder nede i spisesalen præcis kl. 12.59. ”Vi nåede det”, siger jeg forpustet. (Jeg er ikke i så god kondi!). Mia nikker bare som svar. (Hun er vist heller ikke i så god kondi!). Under middagen bliver det store fælles tv tændt. På skærmen dukker en nyhedsvært op, der fortæller et eller andet om en bombning et eller andet sted. –Jeg hører ikke rigtigt efter. Først da der bliver vist nogle billeder af den bygning, der er blevet bombet, går det op for mig, at det er statsministeriet i Oslo, der er blevet bombet. Jeg bliver helt kold indvendig. Min far arbejder i statsministeriet. Jeg mister pludselig appetitten. Jeg begynder at ryste, og jeg kan mærke tårerne presse på. Hvad er der sket med min far? Er han død? Ligger han kvæstet i ruinerne af statsbygningen? Før jeg overhovedet når at spørge bliver navnene på de mennesker, som de med sikkerhed ved er døde, remset op på skærmen: ”Thilde Larholm, Jonas Bergundson og Roger Andreasen.”  Jeg ved ikke hvordan, men jeg finder helt tom indvendig ud af spisesalen og tilbage til vores telt. Jeg ligger mig på sengen og begynder at græde. Jeg græder til mine øjne er helt tørre, og der ikke er mere vand tilbage i min krop. Der bliver jeg liggende, imens de andre spiser. (De lod mig bare være i fred, da jeg fik nyheden om min far). Sorgen bliver langsomt forvandlet til had. Jeg ønsker at hævne mig på den person eller de mennesker, der slog min far ihjel. Da jeg har ligget på min seng, i noget der føles som flere uger, og opbygget et voldsomt had til en (eller nogen), som jeg ikke kender, bliver teltet åbnet. Mia kommer ind. ”Anna, jeg ved, hvordan du har det, men jeg synes, du skal komme ud nu. Der er kommet en politimand, fra Oslo, som vil fortælle os om bombningen”. –Jeg hører ikke efter. Jeg er ligeglad med en eller anden dum politi

mand, som måske kunne have forhindret min fars død. ”Han vil meget gerne have, at vi samler os omkring ham, så han kan fortælle os alle sammen om bombningen”, fortsætter hun. ”Han siger også, at de har fundet ud af, hvem terrorristen er, og at de har fanget ham”. Jeg kigger op. Har de allerede fanget terrorristen? Og ved de allerede, at det kun er en person? Der er et eller andet galt. Sådan sagde min far altid, hvis der var noget, der ikke hang sammen. Mindet om ham får hadet til at blusse op inden i mig, og jeg skider på min intuition og følger efter Mia ned imod politimanden. Da vi når til foden af bakken, som politibetjenten står på, undrer jeg mig lidt: Hvorfor er han bevæbnet? –Og med så mange pistoler? Jeg når ikke at tænke over det, før han smiler og begynder at snakke: ”Vi har fundet ud af, hvem terrorristen er”. Alle smiler lettede. Han smiler igen. Sikke et uhyggeligt smil han har. Det ser, apropos terrorrister, ondskabsfuldt og koldt ud. Han ligner en rigtig terrorrist. Jeg har knapt tænkt tanken til ende, da….

Helvede bryder løs ”LØB Anna!”, råber Mia. Men jeg løber ikke. Jeg bliver bare stående, som limet fast til jorden, og kigger på den lyshårede pige, der ligger på jorden, med to kugler i hovedet. Hendes blod flyder i en lind strøm, og farver hendes blonde hår mørkerødt. Politimanden skyder igen. Igen og igen og igen. Flere og flere falder døde om. De forvirrede lejrdeltagere løber skrigende omkring uden at forstå, hvad der foregår. Men jeg forstår det. Der har aldrig været en politibetjent. Den mand der står oppe på højdedraget, er terrorristen. Den mand, er min fars morder. Hadet syrer og bobler inden i mig. ”Anna! Løb”. Mia står stadig ved siden af mig. Min lille boble af had springer, og jeg vender tilbage til de levendes verden. Hun hiver fat i min arm, og vi begynder at løbe. Jeg kigger mig omkring. ”Hvor er de andre?”, spørger jeg Mia. ”Jeg ved det ikke”, siger hun forpustet. Vi løber ind i skoven og smider os bag den første klippe vi ser. Vi ligger, skrækslagne, i stilhed og venter. Bag os kan vi høre frygtelige menneskeskrig. Jeg lukker alt ude, og begynder at nynne min ynglings børnesang. Da der er gået flere timer, og vi er lige ved at tro, at faren er drevet over, kommer en politimand gående. Han råber, at han er en politimand, og at han er her for at hjælpe os. Mia skal lige til at rejse sig op, da vi hører nogen skrige: ”Bevis det”. Jeg stivner. Jeg ved udmærket, hvem det er der lige har svaret politiman-den, og afsløret deres gemmested. Jeg vil råbe til dem, at de skal komme væk, at det ikke er en politimand men terrorristen, der står foran dem. Men det er for sent. Han har set dem. Han skyder, og da den første er

faldet død om på jorden, begynder han at grine. Da han har dræbt alle dem, der i fortvivlelse troede, at han var en politimand, vender han om og går længere ind i skoven, imens han synger en ”sejrssang”. Jeg er skrækslagen og stiv i kroppen, da jeg rejser mig op for at løbe hen og hjælpe dem. Mine venner. Men det nytter ikke noget. De er døde. Alle sammen. Det er min skyld. Jeg kunne have forhindret det. Jeg skulle have advaret dem. Mia kommer hen til mig. Hun hulker svagt. Hun trækker mig med i retning imod vores telte. Overalt omkring os ligger der døde. Nogle af dem spjætter svagt, som kyllinger, der lige har fået hugget hovedet af, imens andre ligger helt stille i deres egen lille blodpøl. Mia bryder hulkende sammen, da hun ser vores lejrleder, Trond, ligge død på jorden med to skud i mellemgulvet. Mærkeligt nok føler jeg ingen-ting. Jeg er som lavet af sten. ”Jeg kan ikke mere”, hulker hun. ”Jeg kan ikke mere”. Jeg forsøger stift at få hende med mig, men hun bliver siddende, urokkelig, som den klippe vi gemte os ved. ”Kom nu Mia”, siger jeg tonløst. ”Vi er nødt til at komme væk”. Men hun vil ikke komme med mig. Hun ligger sig ned på jorden og siger grådkvalt: ”vi kan lige så godt blive her, som vi kan gå derud”. Hun gør en fejende bevægelse med hånden ud mod skoven. ”Han finder os uanset hvad”. Jeg siger ikke noget. Stirrer bare stift på hende. Hun begynder at smører sig ind i blod. ”Der er større chance for at overleve, hvis vi bliver her, og han tror, at vi er døde end, hvis vi går ind i skoven, og han ved, at vi er i live”. Jeg siger ikke noget. Ikke engang farvel. Jeg vender mig bare om og løber ned imod skoven, klipperne og vandet. Da jeg runder en klippe kan jeg høre skud. Jeg stopper brat op. Jeg går, som en robot, tilbage rundt om klippen, og når lige at se ham skyde Mia to gange i brystet. Hun spjætter lidt, hoster blod op, og ligger så helt stille. Ikke engang nu bryder jeg sammen. Jeg hopper, uden at tænke, ud i vandet og begynder at svømme. I vandet er alt kaos. Jeg kan ikke finde rundt på op og ned. Da jeg når cirka 300 meter ud på van-det, kommer en båd sejlende imod mig. Jeg stopper med at svømme og tænker: Nu dør jeg. De er med ham. Nu dør jeg. Båden kommer nærmere og nærmere, og jeg undrer mig over, hvorfor de ikke har skudt mig endnu? Måske vil de bruge mig som gidsel, eller torturere mig eller sådan noget? Jeg ved det ikke. –Og jeg er efterhånden også ret ligeglad. Alle jeg holdt af er døde så, hvad har jeg egentlig at leve for? Båden er nu helt tæt på mig. Den gnider sig op ad mig og jeg bliver presset ned imellem den og en havklippe. Først nu går jeg i panik. Hvad er op, og hvad er ned? Jeg bliver mere og mere panikslagen, og jeg føler for første gang i mit liv klaustrofobien. Den sniger sig ind på mig, og jeg prøver rædselsslagen at komme op af vandet. Jeg tænker ikke over konsekvenserne. Alt andet er bedre end vandet.

Jeg mærker en stor smerte i baghovedet, og vandet omkring mig bliver blodrødt. Jeg bliver svimmel, og sorte pletter danser hen over mine øjne. Det sidste jeg mærker er nogle kolde hænder, der griber fat i mine arme. Menneskene trækker mig bevidstløs op i båden, og prøver på at give mig min kropsvarme tilbage. –Den kropsvarme, som vandet stjal fra mig.

Fred Jeg ligger på bunden af en dyb grav og alle dem, som jeg kendte, der døde på grund af mig, kommer forbi og smider en skovlfuld aske ned på mig. Listen over mennesker, som er døde på grund af mig, er lang; Mia, alle mine venner, ja hele lejren  er døde på grund af mig. Jeg kunne have reddet dem! Hvis jeg bare havde fulgt den intuition, jeg havde fra starten og havde advaret dem, var de ikke blevet myrdet, som grise der bliver slagtet lige før jul. I stedet for stak jeg halen mellem benene og flygtede ud i vandet. JEG SLOG DEM IHJEL! Jo mere jeg bliver begravet, jo sværere er det at trække vejret. Jeg forsøger at sige noget, trygler dem om at holde op, men asken fylder min mund og næse, og jeg kan ikke sige en lyd. Og skovlen skraber igen og igen… Jeg vågner med et sæt, rystende og badet i sved. Langsomt vender min hukommelse tilbage. Jeg stivner og skal lige til at skrige, da jeg opdager, at selerne er væk. Jeg stiger ud af sengen. Søger. Mit blik afsøger alt i rummet efter noget, der kan gøre en ende på mine lidelser. På min skyldfølelse. Noget der kan forene mig og alle dem, jeg har kær. Men der er intet. Jeg er blevet overført til et rum, som udelukkende består af en seng (kun med runde hjørner og bløde ting), et skab (også med runde hjørner) og et bord. Jeg er lige ved at begynde at græde i bare frustration. Jeg ruller mig sammen til en lille kugle henne i det ene hjørne, og begynder at sige: ”Rædsel, blod og menneskeskrig”. Jeg gentager ordene til, de bliver erstattet af skrig, og minderne (igen) vælter ind over mig. Jeg begynder at græde. Mine skrig ebber langsomt ud, og da jeg har siddet hiksende henne i hjørnet i det, der føles som evigheder, kommer en lille robust kvinde ind, med en bakke med mad, vand, EN hovedpinepille og bestik.

Jeg ved, at de sidder og kigger på mig lige nu, så da damen har lukket døren, får jeg kontrol over mig selv. Jeg går langsomt hen til bakken. Jeg putter hovedpinepillen i munden, og skyller den ned med vand. Derefter tager jeg bestikket. Først kniven og så……. Jeg tager en dyb indånding. Så fører jeg, så hurtigt som jeg nu kan, kniven ned til min pulsåre og skærer. Blodet flyder først langsomt og så hurtigere ud af det åbne sår i mit håndled. Jeg kan høre stort postyr ude på gangen, og kort efter braser et redningshold ind ad døren. Men det er for sent. Jeg glider langsomt ned på gulvet. Blodet har nu samlet sig i en lille pøl under mig. Jeg smiler. Nu har jeg endelig fundet fred.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...