Vi kunne stikke af...

Dette er en historie, eller novelle, om 'Dødspillet' fra Gale's synspunkt.

7Likes
8Kommentarer
1591Visninger
AA

4. Glem hende

Jeg prøver at glemme hende. Men jeg kan ikke, hun fylder allerede så meget i mit hjerte, at hvis hun forsvandt ville jeg være så godt som død.

Dagene efter Kattua blev trukket som soner, lever jeg som en zombie. Jeg opfatter ikke rigtigt hvad der sker omkring mig. Men jeg gør stadig som jeg plejer. Tager ud og jager i skoven tidligt om morgenen, hvorefter at tage ind på markedet for at sælge min fangst. Men jeg gør alt uden at tænke. Jeg lægger næsten ikke mærke til folk omkring mig. Nogle gange får jeg et lille klap på skulderen, eller nogle ord der fortæller at de ved hvordan jeg har det. Men de ved ikke hvordan jeg har det. De ved ikke hvordan det er, når ens bedsteven bliver udtaget som soner, og det næsten er et 100 % sikkert farvel. 

Mit humør svinger meget. Nogle gange brøler jeg min aggretion ud i skoven, så alle dyrene omkring mig farer væk. Andre gange ligger jeg mig ind mellem kratene og klippevæggene, og håber på at døden vil tage mig. Men før jeg dør, vågner jeg tilbage til virkeligheden, og husker på hvad jeg lovede Kattua. Jeg lovede ikke at lade hendes familie sulte. Og det løfte vil jeg holde.

Da jeg kommer hjem med de penge jeg fik skaffet, og en vild kanin, er min mor i gang med at flette min søsters hår. 

- "Skal der ske noget specielt?" spørger jeg, for Posy plejer aldrig at have sit hår sat på andre måder end en hestehale.

- "Vi skal jo se interviewet i aften!" udbryder Posy, som om jeg ikke forstår noget. Det gør jeg heller ikke. Jeg forstår ikke hvorfor alle siger til mig, at de sagtens forstår hvordan jeg har det, når de ikke forstår det, jeg forstår heller ikke hvorfor Kattua skulle trækkes som soner, og jeg forstår heller ikke hvorfor Dødspillet bliver afholdt. 

- "Hun vil gerne støtte Kattua," siger min mor med et undskyldende blik. Det er først nu, jeg lægger mærke til at det er Kattuas frisure. Den måde fletningen går om bag nakken, og ned i over den ene skulder. Kattua har altid sit hår sådan. Nu hvor jeg husker det, så havde hun det også flettet på den måde i går.

I går var det første gang jeg så hende på tv. Hun så fantastisk ud, som hun jo altid gør. I starten blev jeg lidt bange, for der var ild i hende, men hun brændte ikke. Det værste ved det hele var at hun holdte Peeta i hånden. Ingen plejer at opføre sig som holdkammerater. Men Kattua gik bare og smilede og vinkede med Peeta i hånden. Han vinkede og smilede også, men det eneste der fangede hans interesse var Kattua. Hun fangede også alles interesse den aften, selv de andre sonere stod og måbede. Jeg vil også selv indrømme at hun virkelig så ekstra godt ud i går. 

Den aften i går, var der jeg besluttede mig for at glemme alt om hende, selv vores venskab. Det gik meget godt... Indtil jeg begyndte at drømme. I min drøm, var Kattua i kamp mod en fuldvoksen bjørn. Jeg ville gøre alt for at beskytte hende, men jeg stod bag en glas væg og så på. Jeg begyndte at hamre løs på væggen, indtil nogle der kom nogle små sprækker i ruden. Da jeg endelig havde smadret ruden, og kom ind til hende, var det forsent. Tilbage var der kun en livløs krop af den pige der engang var min bedsteveninde. Den pige jeg elskede.

Da jeg vågnede mindede drømmen mig om noget. Først kunne jeg ikke komme i tanke om det. Men så gik det op for mig, at det mindede mig om den situation jeg står i nu. Kattua bliver slået ihjel, og det eneste jeg kan gøre er at stå og se på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...