evighedens engel

Ea, er 17 år og har altid været skolens outsider, en dreng dukker op og Ea falder pladask. Hun lærer ham at kende og en ny verden dukker op, samtidig med at tante Celine prøver at gøre hende populær. Ea skal passe på at hun ikke gør noget forkert, noget hun vil fortryde.

1Likes
0Kommentarer
768Visninger

1. Solens stråle

''mor! jeg skal nok klare det'' sagde jeg stresset og surt. ''Men søde skat jeg kan jo ikke bare tage afsted!'' råbte hun mildt tilbage. Jeg hader når hun glemmer at jeg er 17 år, hun tror altid at jeg er 2, eller det føles det som om. jeg gik nedeunder til hende, og så at hun faktisk havde tårer i øjnene. vi havde talt meget om lige netop dette emne og vi havde fundet frem til en udvej. ''mor vi har fundet ud af det her! tante Celine kommer imorgen og du har jo lagt en lang liste med ting jeg kan tåle og ikke kan tåle.'' ''unskyld Ea, jeg er bare så bange for at der sker dig noget.'' jeg lavede straks himmelvendte øjne og sukkede dybt, så hun nemt kunne hører det. ''Hvad er det værste der kan ske mor? at jeg bliver endnu mindre populær?'' jeg udtrykkede en latter, men den smittede desværre ikke af på hende, hun blev kun endnu mere nervøs. ''ej, undskyld mor.'' sagde jeg roligt og blidt, og de tre ord fik faktisk hendes øjne til at blive lidt mere rolige. ''okay, jeg skal prøve at lade vær med at gå i panik.'' sagde hun, men jeg kunne mærke at hendes stemme knækkede over. hun sukkede og gav mig et kæmpe knus, så vendte hun sig om og sagde, ''jeg kommer til at savne dig Ea.'' ''jeg kommer også til at savne dig mor, men jeg skal nok klare det.'' hun gik ud af døren fordi hendes taxa var kommet. jeg løb ud på terassen og vinkede indtil det føltes som om min hånd var ved at falde af.  fem minutter efter fik mine store grønne øjne øje en bil længere ude i horisonten, den kom tættere og tættere på, og til sidst stod en gammel dame ud af bilen. jeg pressede mine øjne sammen for bedre at kunne se. og der så jeg det, det var tante Celine. Hvad laver hun dog her? hvorfor allerede nu? tankerne strømmede op i mit hoved, lige indtil jeg hørte dørklokken og løb nedeunder, med mine trætte ben slængrende efter mig. jeg kom ned og åbnede døren så hurtigt jeg kunne, og udenfor stod tante Celine. ''Tante Celine'' jeg smilede, med mit sukkersøde smil og blinkkede et par gange med mine store grønne hvalpe øjne, så var jeg sikker på at hun ville blive til at holde ud. ''Hej.. øh..'' ''Ea!'' sagde jeg hurtigt, faktisk lidt for hurtigt. Hun sendte mig et underligt blik, som jeg ikke vidste hvad betød. jeg tog hendes kuffert, så der ikke opstod en pinlig tavshed. men hun lod mig ikke slippe, hun havde nemlig lagt en hånd på min skulder. ''Ea?'' sagde hun mistænkeligt. ''Ja'' svarede jeg af al høflighed. men hun kiggede bare på mig intil jeg bare blev nødt til at bryde tavsheden. ''Tante Celine?'' ''ja'' Svarede hun langsomt, med hendes hæse stemme. ''jeg tænkte bare, hvorfor er du allerede kommet idag? skulle du ikke først komme imorgen?'' ''jo, men jeg blev nødt til at tage afsted fordi jeg ikke kunne få en flybillet til imorgen.'' jeg kiggede mistænkeligt, det kunne nemlig godt ligne mor at bede hende komme en dag før. jeg vendte mig om, imod min lyst til at stille flere spørgsmål, og gik op ad trapperne, op til det værelse som Celine skulle sove i, og lagde dem med et kæmpe bump på sengen. jeg gik hurtigt nedeunder, og gik over til køleskabet, tog et glas mælk og satte mig i sofaen. Tante Celine kom over og satte sig ned. ''Jeg ved godt at jeg har lovet at passe dig.'' jeg kiggede underligt på hende. ''Når jo, fra imorgen af'' jeg vidste overhovedet ikke hvor hun ville hen med det. ''jo, det er sådan at lige inden jeg kom hertil blev jeg ringet op af en butik i England, som sprugte om jeg evt. kunne komme og hjælpe med en bryllupskage.'' ''og hvad svarede du?'' ''jo, jeg svarede: jo!'' jeg fik et chok og var ikke sikker på om hun kunne se det. ''Undskyld...'' ''Ea!'' sukkede jeg ret irriteret over at hun ikke kunne huske det. ''Hvor lang tid er det så at du er væk?'' hendes øjne søgte et andet sted, et sted hvor jeg ikke stod. Hun sukkede og sagde langsomt ''et år'' hendes øjne flakkede ned i gulvet, hun lignede en fotomodel på 17, men jeg vidste godt at hun var 23. Jeg tror min mund stod på fuld gab, for hun lignede virkelig en fotomodel på et cover. ''jeg ved godt at din mor er væk i 2 år, men når jeg kommer tilbage har vi jo stadig et år til at lære hinanden at kende og hygge i'' ''okay, det er fint med mig, at du tager afsted, men hvad gør jeg hvis min mro ringer?'' hun vidste tydeligt ikke hvad hun skulle sige. ''okay, jeg finder på en eller anden historie om at vi to har det smadder hyggeligt.'' ''jeg kan altså godt aflyse hvis det er!'' sagde hun mildt. Men inden jeg nåede at svarre, ringede hendes telefon, jeg kunne ikke lige hører hvad det var hun sagde, så jeg ventede bare på at opkaldet sluttede. det tog en halv time for min tante og den anden person i røret at blive færdige. hun kom ind, jeg kunne se at hun var ked af det. ''jeg er blevet fyret'' sagde hun lavt, virkeligt lavt. Min mund stod på fuld gab, mine øjne flakkede fra Celine til mobilen og tilbage igen. Jeg vidste overhoved ikke hvad jeg skulle sige, eller hvad der lige var sket. Jeg vidste jo godt at hun var blevet fyrret, det havde jeg fattet, men jeg fattede ikke hvorfor. Hvad? hvem? dig? tankerne fløj ind i mit hoved og ud igen. hendes øjne blev fyldt med store tårre. jeg gik over mod hende, mest fordi jeg ville trøste hende men også fordi jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle lave. Men inden jeg nåede der over havde hun vendt sig væk, tørt sine øjne. ''Undskyld!'' sagde hendes stemme, som nu var blevet hæs.''Jeg... jeg burde havde vidst det. Jeg har vidst at jeg er ved at være for gammel.'' hun sukkede dybt og fortsatte. ''Jo, han havde advarret mig. Men nu har vi da tid sammen ikke?'' hun så glad ud, mere end glad. ''Hvad er det du har i tankerne?'' sprugte jeg nervøst. ''jo, du sagde at du ikke var særlig populær ikke?'' ''jo'' jeg tøvede lidt, men ordet røg ud. ''Jamen, så kan jeg jo hjælpe med tøj, hår og makeup!'' hendes ansigt lyste op, da hun sagde ordene. ''jo, lad os tage det lidt ad gangen!'' sagde jeg langsomt, som om jeg troede at hun bedre ville kunne forstå det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...