Porten Til Himlen

Hvert år bliver 5 børn udvalgt, fra de 5 fattigste distrikter. De bliver sendt til Capitol hvor de bliver adopteret, og nu venter der dem et nyt liv. Et bedre liv. Håber de. Men sandheden er at de ikke ved hvad der venter dem. Avelia er den heldige pige fra distrikt 11 og med sine snart 16 år er hun klar til at tage afsted. Hun er nemlig den eneste i distrikt 11 der vil afsted...

4Likes
3Kommentarer
1694Visninger
AA

3. Udvælgelsen

Nu var det endelig tid igen. Jeg kiggede spændt op på Lue Dunks, som skulle råbe navnet op på den person der var den heldige vinder. Han stod på en helt almendelig scene, hvilket var lidt bizart fordi han havde et stort lilla hår. Hans pink jakkesæt var heller ikke noget man så hver dag. I lommen havde han en hvid rose, så alle kunne se at han var udsendt af præsident Snow. Jeg kiggede rundt. Folk var begyndt at komme nu, og de stilte sig i de rigtige rækker. Mødre græd og holdt om deres børn, mens fædrene prøvede at trøste de grædende børn og mødre. Det var ikke for alle at dette var den store chance, men det var det for mig. Siden jeg mistede mor for 2 år siden var der kun mig, far døde for flere år siden. Ingen ville sende mig på børnehjem, jeg var snart 15 på det tidspunkt og de mente at jeg kunne klare mig selv. Så jeg fik et lille hus i udkanten af byen og en sjat penge til at klare mig for. Da de sidste år anoncerede at de ville adoptere et barn fra vores distrikt, så min fremtid lys ud. Men de ville kun have 5-13 år dengang. De havde lovet at komme tilbage næste år og tage de 14-17 årige. Alle i distrikt 11 så dem som en plage. Men ikke mig, men jeg havde heller ikke familie eller venner.

 

Jeg opdagede at der var helt stille omkring mig, ikke engang gråd. Alle kiggede op på Lue og han stak hånden ned i en stor rund glas skål. Solen glimtede og spillede i det klare glas, og det gik op for mig at det var den samme som de brugte til dødsspillet. Endnu et plus ved at blive sendt til Capitol, ingen dødsspil. Jeg var så heldig ikke at være blevet trukket, men jeg kunne nå det endnu hvis ikke mit navn stod på den lille seddel i Lues hånd. Han åbnede munden "Og den heldige er..." Han var omhyggelig med at folde papiret ud, og benyttede tiden til at holde en kunstpause.  "Avelia Liu"; Han kiggede spændt ud over den samlede flok mennesker, og ventede når som helst at en eller anden skulle begynde at græde. Men det skete ikke. "Vil denne Avelia komme her op" Lue var ved at blive utålmodig nu. Det var der at det gik op for mig, det var mig. Jeg smilte over hele hovedet og begyndte at gå op mod scenen. Folk hviskede mens jeg gik forbi dem. Måske var det fordi at jeg smilte, eller også var det fordi at de hele tiden havde håbet det blev mig. Jeg var hende uden familie, hende ingen ville savne, og vigtigst af alt, hende der gerne ville afsted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...