The Hunger Games

Fan Fiction. Det her er min Fan Fic. til The Hunger Games c: I er meget velkomne til at komme med ris & ros ^^ // Må nok erkende, at jeg ikke får skrevet mere på denne novelle, da jeg hverken har interessen eller inspirationen til det. Sorry. //

6Likes
16Kommentarer
1461Visninger

1. kapitel

Dwaine stod rank og stolt foran sin far, med sine arme krydset over brystet. Hans udstråling var imponerende, og hans selvsikkerhed i top. I manges øjne var han den perfekte ambisoner, og han kunne ikke være mere enig selv. Han havde trænet hele sit liv til dette, dag efter dag, år efter år. Og nu skulle det være! Det var hans sidste år, og han havde endelig afsluttet sin træning. Han var som skabt til at vinde Dødsspillet.

Dwaines far nikkede tilfreds, efter at have inspiceret sin søns tøj og holdning ned til mindste detalje. Han skulle nok få skræmt livet af alle sine modstandere, og vinde spillet. Faderen var ikke et sekund i tvivl. Dwaines mor stod med tårer i øjnene et stykke fra dem, og betragtede sin søn. Hun var ikke glad for at sende sin elskede søn ind i et så brutalt spil, men kunne se hans klare potentiale, og havde givet efter for faderens pres i sidste ende. Og nu stod hun og betragtede det endelige resultat, med en følelse af dyb tilfredshed og glæde på sin søns vegne.

*

Alle unge i fra 12-18 år i distriktet stod nervøse og betragtede borgmesteren og deres to kommende deltageres ledsager. Den tredje stol var tom, men det var ikke noget nyt. Til forskel fra de andre, var Dwaine dog ikke nervøs. Han vidste hvad han skulle, og havde vidst det fra han kunne stå på sine egne to ben. Det var der ikke noget skræmmende i. Han skulle bare vinde, så enkelt var det. Det værste var næsten, at han var nødt til at vise de andre hvad han kunne. Det hele ville være meget nemmere, hvis de ikke havde nogen idé om omfanget af hans evner. Men Dwaine var klar over, at han var nødt til at gøre indtryk på en stor gruppe af sponsorerne, da det ville give ham klare fordele i spillet.

Borgmesteren kastede sig ud i en lang tirade om Panems historie. De kendte den alle sammen, og de fleste lyttede kun med et halvt øre. Mange lyttede sikkert slet ikke, men koncentrerede sig i stedet for om at være nervøse, og tigge i deres indre om ikke at blive trukket. Det var alt sammen ligegyldigt for Dwaine, og han ventede blot med et irriteret suk på, at borgmesteren blev færdig. Da han rundede af, tog distriktsledsageren ordet, og gav sig til at fortælle om hvilken glædelig begivenhed det var, dog med en stemme der lød alt andet end interesseret. Desuden kunne man se i hans gamle ansigt, at han bare ville have det overstået så hurtigt som muligt. Han gik over til glasbeholderen med drengenes lodsedler, og fiskede en op. De fleste af distriktets drenge stod og holdt vejret, da den gamle mand åbnede munden for at læse navnet op:

”Dwaine Johnsson.”

Dwaine smilede tilfreds for sig selv, og gik med lange, selvsikre skridt op imod det podium den gamle mand og borgmesteren stod oppe på. Nu behøvede han i det mindste ikke redde en af de små snothvalpe fra at blive dræbt i spillet, men kunne nyde det fuldt ud. Den gamle mand lykønskede ham, og fortsatte så med stigende ligegyldighed hen til pigernes glasbeholder. Han rodede lidt rundt med hånden dernede, og trak en seddel op.

”Celia Lousiana.”

Dwaines blik fløj hen på pigen, så snart hun trådte frem. Hun måtte være omkring de tretten år, og hendes bygning var spinkel. Han havde aldrig set hende før, og anslog at hun ville være et nemt bytte, når først de var kommet i gang med spillet. Han nikkede kort for sig selv, og fjernede sit blik fra hende igen. Ikke en han behøvede bekymre sig om.

 

** Beklager det er et meget kort kapitel, de næste vil blive længere ^^'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...