Vintersne

Da jeg kigger op, fanger jeg Liams blik. Han kan se, at jeg har grædt. Det kan han altid. Han kigger spørgende på mig, men jeg ryster bare på hovedet. ”Jeg forklarer senere.” mimer jeg stumt.

1Likes
0Kommentarer
557Visninger

1. Vintersne.

Jeg åbner forsigtigt døren og lister ind i klassen. Læreren kaster et enkelt blik på mig, siger et eller andet, men jeg ænser det ikke rigtigt. Jeg dumper ned på en stol i hjørnet og finder min bog frem og begynder på mine matematikopgaver. Da jeg kigger op, fanger jeg Liams blik. Han kan se, at jeg har grædt. Det kan han altid. Han kigger spørgende på mig, men jeg ryster bare på hovedet. ”Jeg forklarer senere.” mimer jeg stumt.     Liam venter på mig ved cykelskuret. Jeg løfter hånden til en hilsen, men Liam kigger den anden vej, han snakker med Malene fra parallelklassen. Hun fniser, rødmer og skynder sig efter sin veninde, mens hun kigger sig tilbage over skulderen efter Liam.  Små snefnug begynder langsomt at dale ned på mine skuldre og på den hårde, ru asfalt. De grå, kedelige mure tårner sig op omkring gården og giver mig en svag klaustrofobisk fornemmelse. Jeg kigger med et enkelt blik op i himlen, som afspejler mit humør perfekt. Tunge, grå skyer dækker for udsynet, og det sparsomme sollys prøver desperat, uden held, at trænge igennem det tætte lag. Mit grå, triste humør bliver da en smule opløftet af Liams smil, da han får øje på mig. Han løfter sin hånd med sin hullede vante som hilsen. Hvorfor smider han ikke bare sine ting ud, når de bliver for gamle? Der ligger et tyndt lag is over skolegårdens asfalt. Jeg vinker til Liam og prøver at smile, men det bliver mere til en anstrengt grimasse. Jeg ser mig ikke for, og mine støvler skøjter hen over det tynde islag. Jeg svinger vildt med armene for at opretholde min balance, men en stærk sikker arm tager fat om min arm og retter mig på ret køl igen. Jeg ser op og ser Liam stå og grine fjoget til mig, mens han blidt trækker mig væk fra isen. ”Hej Sofia.” Trods mit dårlige humør kan jeg ikke lade være med at grine af ham.     Liam skubber knirkende den gamle smedejernslåge op, og jeg træder efter ham ind i parken. Den ellers triste, beskidte park ser helt vinterlandskabsagtigt ud. Grantræernes grene ligner, at de er bestrøet med glitrende tryllestøv, og på bænken ved siden af indgangen ligger en stor bunke blød sne. ”Nå Sofia, hvad var det så der var galt?” spørger han og stikker hænderne i lommerne. ”Der er ikke sket noget,” mumler jeg kort. ”Helt ærligt, jeg har kendt dig siden jeg var fire. Du kan ikke skjule det for mig.” Det kunne han jo sagtens sige. Nok var han min bedste ven, men dette her var bare … Det var for privat. ”Det … Det er svært at forklare.” svarer jeg ham endelig, og kigger op på hans rosenrøde ansigt i kulden. ”Så prøv at forklare det.” ”Jeg … Jeg er … ” stammer jeg, og kigger hjælpeløst ned på mine fødder. Jeg kan ikke fortælle ham det. Men så kommer det hele alligevel væltende. Alting, om besøget på sygehuset, om min sygdom, om at … Om at jeg vil være blind om et år. Om ét år vil jeg ikke kunne se andet end lidt skygge dér og lidt sollys her. Jeg kan allerede mærke det på øjnene. Folks ansigter, ting omkring mig, tavlen i skolen. Alting bliver mere og mere sløret, i takt med at sygdommen breder sig i mine øjne. Jeg ved ikke om det bare er indbildning, men det er som om der allerede er ved at være en hvid hinde, et fint slør der bliver lagt over mine ellers så klare, blå øjne. Men alt dette måtte jeg ud med. Ikke til Liam, jeg var ikke sikker på han ville forstå det. Jeg fortalte det, værst af alle, til Jasmin. Hun havde sagt det videre til en masse mennesker. Alle hviskede om det i krogene, ”Der går hende den blinde pige … ”   Tårerne sidder i mine øjne, og klumpen i halsen bliver større og gør det svært at synke. Jeg har lyst til bare at sætte mig ned og græde. Det gør jeg selvfølgelig ikke, jeg kigger ligefrem, og prøver at se ud som om jeg ikke har alle verdens bekymringer hvilende på mine skuldre. ”Jeg vidste det godt.” Stemmen er næsten ikke til at høre. Hvis jeg ikke lige så Liams læber bevæge sig, havde jeg ikke regnet ud, at det var ham der snakkede. Han kigger på mig med sådan et medlidende blik, at jeg ikke engang kan se ham i øjnene. ”Vidste … Det godt?” En pludselig vrede flammer op i mig og overdøver min sorg. Hvorfor har han ikke sagt noget? Hvorfor har han bare ladet som ingenting og hvisket med de andre om mig? Hvorfor var han bare ligeglad?     Jeg skifter brat retning og begynder at vade gennem sneen, væk fra stien. ”Sofia!” Jeg reagere ikke. Vreden pumper rundt i min krop. ”SOFIA!”   ”Nej! Du kunne jo bare have fortalt mig det! Du kunne jo bare lade være med at snakke om mig bag min ryg som alle andre.” Min stemme skælver og jeg ryster af vrede og kulde. ”Sofia, sådan var det ikke!” Liams stemme lyder såret. ”Jeg var bange for at såre dig! Du ville jo bare blive ked af det, hvis du fandt ud, af at hende idioten havde sagt det til halvdelen af klassen for en uge siden!” Jeg stopper op og lukker mine øjne. Tårerne presser mod øjenlågene. En stærk hånd tager fat i min skulder og vender mig om. Jeg åbner øjnene, og der står Liam. Han tager fat med begge sine hænder på hver side af min kæbe, og bøjer sig ned og kysser mig. Jeg stivner. Tusind tanker flyver gennem mit hoved, men min hjerne er ligesom gået ned. Hans ene hånd aer mig blidt på ryggen, mens den anden glider gennem mit hår. Hans læber er varme og let fugtige mod mine egne. Tårerne presser mod mine øjenlåg, løber ned under mine øjenvipper og videre ned over mine kinder. Liams læber slipper mine og hans dybblå øjne ser lige ind i mine. Hans hånd tørrer blidt tåreren væk. ”Jeg elsker dig. For den du er.” hvisker han stille. Hans hånd søger min, og knugende om hinandens vanteklædte hænder, begiver vi os gennem den dybe vintersne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...