Er der et liv efter døden?

17 årige Irina har mistet sine forældre i en frygtelig ulykke. Hun hader sit liv og snerre konstant af sin lillesøster. Og det bliver bare bedre af at der starter en ny dreng i klassen som kun skaber flere problemer! Og ikke nok med det! Han har også en utrolig lækker tvillingebror som også gerne vil have fingrene i hende. Men af helt andre grunde...

4Likes
2Kommentarer
1696Visninger
AA

6. minder

Irina

Hun vågnede, træt og fortumlet. En sløvhed bredte sig i hendes sind og hun orkede ikke at stå op. Hvad var der sket? Hun havde snakket med Will, efter at hun var blevet... blevet hvad? Hun borede vidre med der var et stort tomt hul i hendes hukommelse. Mærkeligt. Hun gav op og rejste sig fra sengen. Hun kunne ikke huske at hun havde lagt sig? Eller havde hun? Med et skuldertræk gik hun ud på gangen, hen af svalegangen og ned af den store trappe. Hendes bare fødder var næsten lydløse mod det tykke gulvtæppe.”Irina, er det dig?” Råbte tanten og kom ud til trappen. Hun var tydeligvis i gang med at vaske op, da hun stod med en gryde og et viskestykke i hånden.”Ja.” Svarede Irina og gik helt ned.”Jeg troede at det var din søster. Hun har ikke været nede siden hun kom hjem fra skole.” Sagde tanten bekymret.”Din veninde Kate ringede godt nok og sagde at du var faldet. Jeg troede bare ikke at det var så alvorligt.” Irina vred sig lidt under tantens blik. Det var da ikke hendes skyld! Alle og enhver kunne falde og slå sig. Men af en eller anden grund troede hun ikke på at hun var faldet.”Lille skat, er du sulten?” Spurgte hun.”Hvad er klokken?” Spurgte Irina i stedet for.”Øh, 6 tror jeg nok, hvorfor?” Men hun var allerede væk. Havde snuppet sko og jakke og på vej ud af døren. Hun ville ud, bare ud af huset. Hun satte sig på fortrappen og trak sko og jakke på, derefter løb hun. Det var ikke hendes mening. Hun ville bare gå en tur ud i skoven, men af en eller anden grund havde hun brug for at bevæge sig så hurtigt så muligt på trods af anklen. Hun gispede efter vejret da hun nåde udkanten af den store skov. Den lå stille hen med solnedgangen som en lille utydelig streg. Træerne tronede højt op over hendes hoved som sorte sovende kæmper. Hun satte farten ned til gang og begyndte at lede efter stigen som førte ind. Hun viste hvor hun ville hen. Det var bare lige at finde det. Will. Tanken for gennem hendes sind og hun snurrede forskrækket rundt. Tomhed. Hun fejede det af og gik ind i skoven i raskt tempo. Skoven summede og de sene efterårsblomster stod i fuld flor. Men hun havde ikke tid til at beundre det. Søen tonede stille og roligt frem bag træerne og hun begyndte igen at småløbe lidt. Søen. Minderne fra en fjern barndom dukkede op.

”Vent lidt!” Hendes lillesøster lo og kom buldrende.”Kom nu! Mor og far venter!” Råbte Irina. En ung Irina. Ikke meget mere en 12 år gammel. De styrtede, hånd i hånd, hen mod søen og plaskede ud i det blanke vand.”BOMBE!” Råbte deres far og hoppede ud fra broen.”Plask nu ikke så meget.” Lo deres mor og kom hen til vandkanten. De fjumrede rundt i vandet og havde det bare dejligt.

Hun vågnede op og så at hun stod foran søen. Eller det der var tilbage af den. Før var vandet klart og bunden af det dejligste sand. Nu var vandet sort og beskidt af affald, bunden var slimet til med alt muligt ulækkert. Hun sukkede og satte sig på en sten.”Hvorfor?” Hun hviskede ud i den tomme luft. Hverken fordi at hun ville have svar eller regnede med at få et. Hun havde bare brug for at få det sagt højt. For ingen kendte svaret. Ikke engang hende selv. Hun skulle til at rejse sig da noget pludselig ændrede sig. Et vindpust. Men det stammede ikke fra vinden, for den rørte sig ikke. Hun drejede rundt på hælen og så en utydelig skygge komme løbende. Skyggen var hvid og mindede hende mest om et mislykket forsøg på at hviske noget ud. Lammede stod hun og stirrede på skyggen som bevægede sig med lynets hast lige i mod hende. Hun kom til at tænke på alle de gyserfilm hun havde set. Alle de gange hun havde tænk 'hvorfor fanden løber de ikke bare væk?'. Alle de gange hun havde bebrejdet dem at de var så dumme at de ikke flyttede sig når de tydeligt kunne se at faren lurede på dem. At de hverken skreg eller kæmpede i mod. Nu viste hun hvorfor. Følelsen af at man var lammet og hverken kunne bruge stemme eller ben. Bare stå og se på at livet sluttede uden at kunne gøre noget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...