Er der et liv efter døden?

17 årige Irina har mistet sine forældre i en frygtelig ulykke. Hun hader sit liv og snerre konstant af sin lillesøster. Og det bliver bare bedre af at der starter en ny dreng i klassen som kun skaber flere problemer! Og ikke nok med det! Han har også en utrolig lækker tvillingebror som også gerne vil have fingrene i hende. Men af helt andre grunde...

4Likes
2Kommentarer
1577Visninger
AA

1. påkaldelsen

Hun stirrede ondskabsfuldt på sin lillesøster.”Skrid!” Råbte hun og smækkede den hvide dør i. Braget buldrede gennem huset og sved i hendes muskler. Kraften hun havde lagt i at smække døren gjorde ondt og hun smed sig på sengen. Gid hendes lillesøster snart ville forstå at det var slut, de var her ikke mere! Men hun nægtede at fatte det. Hver dag spurgte hun 'Kommer de ikke snart hjem?' og hver gang var hun lige ved at eksplodere. Smerten borede sig gennem hendes sind ved tanken om dem. Det gjorde så forfærdeligt ondt at tænke på hvad der var sket, og hun fortrød hver gang hun troede at hun var kommet over det og prøvede at huske tilbage. Men pigen på sengen havde ikke altid været sådan. Engang elskede hun livet, var lykkelig og elskede alt og alle. Men sådan skulle det åbenbart ikke være, for det stoppede efter 17 år. Tårerne pressede sig på og luften sved i lungerne. Hun kom til at tænke på at det var der andre der ikke gjorde, altså trak vejret. Hun skreg og hamrede en pude ind i væggen. Den faldt blidt ned på trægulvet og blev liggende. Det irriterede hende at hun ikke kunne styre det, ikke kunne styre nået som helst! Hun hadede sig selv for at skrige sådan af sin søster. Men hun kunne ikke gøre for det. Hun var oprevet og ophidsede da hun senere på aftnen bevægede sig nedenunder igen.”Hey.” Hviskede hun skyldbevidst og stirrede fast ned i jorden.”Vi skal spise.” Svarede hendes tante surt. Årh pis! Hendes tante hadede det ligeså meget som hende selv når hun råbte af lillesøsteren. Hun nikkede og gik stille ind i spisestuen.”Godaften.” Sagde hendes onkel og kiggede strengt på hende over sine briller. Hun stirrede ned i gulvet og satte sig ned på en af de gamle spisebordsstole. Hendes lillesøster kom vadene og de stirrede koldt på hinanden. Søsteren satte sig overfor hende og stirrede ned i tallerknen. Hun lignede foruroligende meget sin storesøster, den eneste forskel var bare at hun var ældre og var smuk. Ikke som den lille der stadig havde den der barnlige nuttethed, hun var dog også kun 13. Irina, som storesøsteren hed, kiggede kort sin lillesøster i øjnene. Hun kiggede ned på sine perfekt polerede negle. Huden på hendes hænder var bleg, unaturligt bleg. Hun havde aldrig haft nemt ved at blive brun, det forklarede også hendes hår. Det var tyndt, silkeglat og glimtede i en kobberrød farve. Hendes øjne var vilde og havde en smuk grøn farve. Hendes træk var feminine og skrøbelige, hvilket gav udtryk for at hun var meget svag. Men det var hun i hvert fald ikke. Hendes søster, Hailey, havde næsten det samme hår, bortset fra at hendes var tykkere og i en mere brun tone. Hendes øjne var heller ikke vilde, men beroligende blå. Irina sad og fumlede med sin fingerring. Den var af sølv med en ravklump på størrelse med en lillefinger negl. Den var slebet oval og omgivet af en lille blomst og et blad. Det lød et klonk og maden stod på bordet.”Vær så go'! Så er der mad.” Sagde tanten og satte sig ned. Alle begyndte at gå ombord i hendes pastaret, undtagen Irina. Hun blev sidene og stirrede lige ud i luften. En tanke nagede hende, irriterede hende med at den nægtede at træde helt frem. Hun koncentrerede sig og stirrede stift på gryden med sovs.”Søde, skal du ikke have noget og spise?” Spurgte hendes tante forsigtigt. Irina kiggede sløvt op på hende.”Jeg er ikke sulten.” Svarede hun og flyttede blikket igen.”Spis nu noget alligevel.” Kommanderede tanten strengt og begyndte at øse en lille potion op. Irina tog gaflen og spide en skrue. Derefter stak hun den i munden og tyggede. Smagen af tomat ramte hendes tunge som en eksplosion af nydelse. Sovsen smagte himmelsk og hun begyndte at spise med god appetit. Den dårlige samvittighed kom snigende og hun stoppede med at spise.”Hailey?” Spurgte hun stille. Søsteren kiggede op og stoppede også med at spise. Irina sank en klump og fortsatte med at tale.”Und... undskyld at jeg hvæsede af dig. Det... det var ikke meningen.” Sagde hun og skævede forsigtigt til Hailey.”Det gør ikke noget, jeg må bare tage mig sammen og fatte at de er døde.” Hviskede hun med tårer i øjnene. Alice skubbede sin stol ud og gik rundt om bordet for at lægge armene om sin lillesøster.”Undskyld, det hele skal nok blive godt igen.” Trøstede hun og strøg Hailey over håret. Hun snøftede og krammede sin søster.”Vil du ikke sove på mit værelse i nat?” Spurgte Hailey og kiggede op på Irina.”Jo selvfølgelig!” Svarede hun og smilede. Senere den aften rykkede Irina sin madres ind til Hailey og rete op. De havde gjort det mange gange før, men det var sket cirka hver nat siden de døde.”Jeg kan stadig ikke fatte at de er væk.” Sagde Hailey og krummede sig sammen i foster stilling.”Slap af, sket er sket. Vi kan ikke kalde de døde tilbage. Uanset hvor meget vi så end vil det.” Sukkede Alice træt.”Det er desuden 2 måneder siden at det skete. De er sikkert rådnet væk nu.” Hun lagde sig også udstrakt på madrassen. Hun hørte et suk oppe fra sengen.”Tror du ikke at vi kan kontakte dem?” Spurgte hun pludseligt. Irina satte sig med et sæt.”Hvad mener du?!?” Hun sank en klump.”Jeg mener det jeg siger, vi kan kontakte dem! Med et glas, eller vi kan spørge spåkonen, hende lige ned af gaden.” Råbte Hailey ophidset.”Glem det! Jeg nægter at prøve at tage kontakt med dem, de er døde!” Hvæsede Irina. Hun drejede hovedet og kiggede ind i sin søsters dybe blå øjne. De blå øjne hun havde fra deres far. De øjne som de aldrig nogen sinde ville komme til at se igen. Sorgen klemte sin slimede hånd om Alices hjerte og tårerne pressede på med en svien bagerst i hendes øjne. Det var sket så pludseligt og helt uden grund! Hun bandede inderligt over at det ikke var hende som var endt der. Hun skulle have været væk, ikke dem.”Det var min skyld.” Hviskede Irina syg om hjertet.”Nej! Det var i hvert fald ikke din skyld! Hvis du havde været død havde det bare været tusind gange værre!” Råbte Hailey.”Det havde været bedre.” Hailey stirrede forfærdet på hende.”ALDRIG!” Skreg hun. Irina krympede sig lidt. Hendes søster kunne blive godt og grundigt tosset i hovedet. Tanken kom igen. Den nagede og hånede hende med noget, noget hun ikke viste eller ikke kunne huske. Hun begyndte at bore i det, men hver gang hun troede at hun havde den forsvandt den igen. Et brag for vinduet vækkede hende igen. De skreg begge og farede op. Alice løb hen til vinduet og kiggede ud. I det store bøgetræ uden for vinduet sad en gigantisk krage. Den var kulsort og skindede i månelyset. Lyden stammede fra den store gren som var banket ind i ruden. Den stirrede på hende. Kragen sad og stirrede på hende med alt, alt for intelligente øjne. Hun åbnede det gamle vindue og lænede sig lidt ud af det.”Shus! Shue, Shue! Væk med sig!” Råbte hun og fægtede med armene. Den blev sidene.”VÆK!” Råbte hun, tog en pude og kylede den efter den. Den bredte vingerne ud og lettede med et hånende skrig.”Hvad var det?” Spurgte Hailey med skræmte øjne.”En enorm krage.” Svarede hun og satte sig i skrædderstilling på madrassen.”Nå, det er også ligegyldigt nu. Lad os lægge os til at sove, vi skal i skole i morgen.” De fulgte råd og lagde sig om på siden. Fem minutter efter hørtes en dæmpet snorken og alle sov trygt... Mørket klamrede sig til hende som vådt tøj. Hun var bange. Rædselsslagen for hvad der ville ske.  Hun stod i en gammel skov, omgivet af døde og sorte trær. Alt var dødt. Græsset, planterne, himlen selv jorden føltes død. Der lød en kort raslen og en enorm krage landede foran hende. Den stirrede lige op i hendes øjne. Hun bøjede sig ned så hun cirka var i øjen højde med den.”Hvem er du?” Spurgte hun kragen. Hendes stemme lød som en hvisken, den stammede fra alle retninger og ikke hendes mund.”Det finder du ganske snart ud af.” Svarede den og gjorde mine til at ville flyve. Panikken vældede ind over hende, hun ønskede ikke at den skulle flyve væk.”Vent! Du må ikke gå. Hvad mener du med at det finder jeg snart ud af?” Råbte hun skræmt. Kragen foldede sine vinger sammen og lagde hovedet let på skrå. En alt, alt for menneskelig handling.”Det ser du når tiden er inde. Men du må selv regne det ud.” Og med disse ord foldede kragen vingerne ud og lettede. Den strøg af sted, højere og højere op i den døde himmel. Hun råbte og skreg til den til sidst ikke kunne høre hende mere. Hun trampede hårdt i jorden da den begyndte at rumle. Som et monster gab åbnede jorden sig og opslugte hende...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...