Black Blood

'Guden Heppatos har givet mig et sværd, jeg skal bringe til Arstel'...
I denne historie følger vi en pige, Saudia, der sætter hendes liv på spil, for at bringe et sværd til Arstel. Men det er ikke let at rejse tværs gennem landet med et uvurderligt sværd.. Hun møder indianerne og bliver optaget i deres stamme. Hun lære naturens besidelser, og fomer. Men i kampen mod ånderne, sker det; Hun gjorde det hun ikke skulle have gjordt ...

6Likes
10Kommentarer
2483Visninger
AA

4. Mere end jeg havde forventet

  Næste dag vågnede jeg. Solen stod stadig lavt på himlen, men der hørtes allerede tumulter ude fra torvet. Jeg satte mig gabende op i sofaen. Jeg rev tæppet af mig og gik ud på badeværelset. Da jeg havde klædt om, tog jeg et æble til morgenmad. Jeg var ikke specielt sulten. Nu ville jeg lede efter sværdet. Jeg gik ud i stalden til hesten. King blev helt glad for at se mig.

  "Go'morgen, King. Sovet godt? Har du set mit sværd?"

King begyndte at rave i halmen. Noget sølvskindene kom til syne. Jeg bøjede mig ned og tog sværdet op. "Tak," sagde jeg og gik ud af stalddøren.

  Jeg gik til det lille torv, mens alle myldrede om mig. Pludselig kom en stor hånd, ind foran min mund.

  "Hænderne op eller sig kodeordet!" lød en stemme.

Jeg slikkede på hånden, så den hurtigt gav slip på mig.

  "Det er ret svært at sige kodeordet, når der ikke er noget!" svarede jeg og vente mig rundt. Der stod en høj fyr, med smaragdblå øjne, og helt lyst hår. Han havde en hullet, grøn, poset trøje på, og sorte bukser. Han hed Mylas. Ved siden af ham stod en anden dreng; Han havde mørkegrønne øjne; et markant ansigt; han havde en hvid trøje på, og brune læderbukser. Det var Arn. De var nogen af mine bedste venner. "Årh, er det bare jer to."

De smilede. "Ja, det er bare os to," sagde Mylas. "Og.. wow! Hvor har du fået det fra?" Han pegede på sværdet jeg holdt i min hånd.

  "Årh, jamen, det er da bare et sværd," sagde jeg.

Mylas og Arn så på hinanden. "Kalder du det for bare et sværd?" sagde Arn.

"Tja, ja.. nææ! Eller, hvor er de andre?" spurgte jeg hurtigt. 

  "Det sædvanlige sted. Kom," Mylas tog fat om mit håndled. 

  Vi løb helt hen til udkanten af skoven, hvor der var et stort træ med en lille træhytte i. Vi kravlede op af en rebstige, og slog lugen til hytten op. Vi kravlede op, én efter én. Jeg var den sidste, og da jeg var kommet op, så jeg Mylas og Arn i selvskab med to andre drenge; Den ene dreng hed Frederik, eller Freddie, som vi andre kaldte ham. Han havde sort hår, der gik ham til skuldrene. Posset tøj på og mørke, kærlige øjne. Den anden hed Victor, eller, lige som Frederik, kaldte vi ham bare for Vic. han havde rødt hår, en smule skæve tænder, et sødt smil, og lyseblå øjne.

  "Hey Sau!" hilste Freddie.

  "Dav," svarede jeg. Drengene kaldte mig bare for Sau, i stedet for Saudia. Det var nemmere at sige, istedet det lange ord 'Saudia' som deres små hjerner ikke kunne rumme.

  "Har I lige set dét drenge?" sagde Mylas og pegede hen på mit svær jeg stadig havde i hånden. De andre fik store øjne.

  "Hvor i al verden har du fået det fra?" udbrød Vic.

  "Ehm ... Jeg skal nok fortælle jer det." Og så fortalte jeg dem om den mærkelige tåge, om den sorte mand, og hvad han ville have mig til at gøre. "... også, sagde han at jeg skulle bringe sværdet til Arstel. Men det er jo det! Jeg ved ikke hvor Arstel ligger. Jeg ved ikke engang om det er en by, et land, eller om det overhovedet er noget levende væsen!"

Der var en lille tavshed efter det.

  "Har du prøvet det?" spurgte Freddie.

  "Hva'? Nej, ikke endnu."

  "Jamen, så skal du da til det!" sagde Arn.

  "Year!" Lød det i kor fra de andre.

  "H-Hva?" stammede jeg.

  "Ja, kom nu." De puffede mig ned af rebstrigen. 

  "Jeg kender et godt sted," sagde Mylas. "Kom med."

  Vi andre løb efter ham. Han førte os hen ad torvet, og videre ind i en stald. Den var faktisk ret stor. Der lå halm ud over det hele, og der var en stige op til en lille hems. "Godt, så kan du godt begynde," sagde Freddie efter ham og drengene havde kravlet op på hemsen.

  "Ehm, hvad skal jeg gøre?" spurgte jeg med et lille, skævt smil på læben.

  "Jamen, æh," begyndte Vic. "Prøv at hamre sværdet gennem de bræder dér." Han pegede over mod en bunke træ. "De er lavet af meget hårdt og stærkt træ, så det bliver spændene." 

  "Eh, okay," sagde jeg, og gik over for at stille dem oven på hindanden. Bunken blev høj; Den gik mig over knæet. Jeg løftede sværdet, og huggede.

  'Grrea!' sagde det da sværdet huggede direkte gennem dem.

  "Årh, sejtl!"

  "Hvordan gjorde du det?"

  "Det er for vildt!"

Jeg kunne høre drengene side og kommentere det bag mig. Jeg vente mig rundt, og drengene hoppede ned fra hemsen.

  "Og nu?" spurgte jeg igen.

  "Mursten!" sagde Freddie. Vi begyndte at lede i halmen. Grunden til at der lå sten, gemt i halmen, var at en mand engang havde opdaget at vi legede i hans stald. Han jagede os ud, og lagde sten gemt i halmen. Næste gang vi var her, hoppede Vic ned fra hemsen, og fik et stort, blødene mærke, på hans knæ. Siden havde vi ikke kommet her.

  "Så skulle der være nok," sagde jeg. Bunken var faktisk meget høj. Drengene kravlede op på hemsen igen, mens jeg talte ned: " ...Fire, tre, to, en ..." KRAER! Sværdet havde hugget gennem stenene. Der var en lang stilhed, mens jeg undersøgte sværdets klinge; Der var ikke kommet en eneste ridse på den. "Wow ... Det var mere end jeg havde forventet..." 

                                                                                                                             

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...