Black Blood

'Guden Heppatos har givet mig et sværd, jeg skal bringe til Arstel'...
I denne historie følger vi en pige, Saudia, der sætter hendes liv på spil, for at bringe et sværd til Arstel. Men det er ikke let at rejse tværs gennem landet med et uvurderligt sværd.. Hun møder indianerne og bliver optaget i deres stamme. Hun lære naturens besidelser, og fomer. Men i kampen mod ånderne, sker det; Hun gjorde det hun ikke skulle have gjordt ...

6Likes
10Kommentarer
2482Visninger
AA

8. Farvel...

  Jeg gik tilbage til gårdspladsen, hvor drengene sidst havde været da jeg så dem. Men de var der ikke. De var nok oppe i træhytten. Jeg satte kursen mod skoven. Der hørtes tumulter inde fra træhytten. Rebstigen, var der ikke og det var nok fordi, drengene havde taget den der op, så der ikke kom nogen brasende ind. Jeg smilede, og kravlede op af træet, hytten var pladseret i. Jeg satte mig på en græn lige under vinduet. Der hørtes stemmer: "Hvor blir' hun af?" Fredie...

  "Det ved jeg ikke, men hvordan går det egentlig med dig og hende?" Arns stemme.

  "Jamen, det går da ... fint? Hvorfor?"

  "Ikke for noget særligt, bare for videns skyld."

  "Du er en heldig mand, du er," sagde Mylas.

  "Jaah, hun er nu en dejlig pige."

  "Men hun kan nu også blive sur. Ka' I huske dengang hun faldt i en mudderpøl, og jeg grinede af hende?" sagde Mylas.

  "Nææ, hva' skete der?"

  "Tro mig, det ville du ikke vide." De begyndte alle at grine. Jeg var ikke meget for at nogen bagtalte mig, så jeg ville benytte lejligheden ved at forstyre. "Heeeyy drengeeee! Hvad snakker I om? I snakker forhåbentlig ikke om mig. I ved jeg hader når folk bagtaler mig." Det gav et sæt i dem alle.

  "Nej. Nej, selvfølgelig gjorde vi ikke du pus. Kom, vi har ventet."

Jeg kravlede gennem vinduet, og satte mig ned på gulvet. Det samme gjorde de andre. Jeg fortalte dem det hele; Den gamle kone, hendes opførsel (vi begyndte alle at grine) og ikke mindst hvad hun havde fortalt.

  "Men hvis det er forbandet, hvordan kan du så gå rundt og bære på det?" spurgte Vic.

  "Ja, det har jeg også tænkt over. Men kan i huske forleden dag? I slåskampen mod Mathias? Der var det altså som om sværdet talte til mig. Jeg tror det måske har noget at gøre med det," sagde jeg tænksomt.

  "Jah, det kan være du også er forbandet!" sagde Mylas tænksomt.

Jeg grinede. "Ja, det kan sgu' godt være, men hvis jeg er forbandet, så er du en pige!"

Mylas rejste sig op, og kastede med sit hår, der gik ham lidt ned over ørerne. Han tog sig til hofterne med begge hænder, og spillede rigtig 'piget'. "Fyyyyhaaa! Fredie, se lige på dig selv! Hvornår har du sidst set dig i spejlet? Den Frisure passer bare overhovedet ikke til det tøj! Iiiihhh!" Vi alle brød ud i grin. Jeg fik grineflip, og kunne slet ikke stoppe. Drengene kiggede bare skørt på mig, mens jeg rullede rundt nede på gulvet. Jeg kunne ikke få vejret. Jeg var ved at grine mine lunger ud!

  "D- drenge ... Hjææælp! Je- g ... JEG DØR!" Udbrød jeg, og tog mig til maven. Fredie lagde sig ned ved siden af mig, og kyssede mig blidt på læberne, for at få mig til at stoppe. Men jeg grinede videre, selv i kysset. Han gav sgu' ikke slip! Jeg holdte stille op med at grine. Han gav slip på mig, og rejste sig op. Han rakte en hånd ud efter mig, jeg tog imod den, og han fik rejst mig op. Mit ansigt fik sig foldt i andre folder. "Drenge, jeg må gøre klar til at tage afsted," sagde jeg, og klappede min hænder sammen, en gang.

  "Bare sådan uden videre?" spurgte Arn.

Jeg nikkede.

  "Du kan da ikke bare sådan tage afsted!" Vic lavede vilde armbevægelser.

  "Jeg er ked af det, Men jeg må ned og pakke," sagde jeg.

  "Vi går med!" udbrød de alle i munden på hinanden.

Jeg kiggede forvirret på dem. "Okay? Så kom." jeg åbnede lugen, og smed rebstigen ned.

 

   Jeg sad i sofaen/sengen, og dirigerede dem alle rundt; Fredie skulle pakke tøj; Mylas og Vic, var nede på torvet, for at finde udstyr til rejsen - Telt, våben, redskab; Arn sørgede for mad, og var derfor også nede på torvet. Mig og Fredie var de eneste i den lille hytte. Vi havde det umådeligt morsomt. Lidt senere kom Arn, derefter Mylas og Vic. Jeg fik pakket det hele sammen, i den overraskende store taske.

  "Tusind tak!" Sagde jeg ud krammede dem alle i ét stort kram.  

  "Må vi ikke nok komme med?" bønfaldt Arn. Jeg grinede.

  "Beklager gutter. I må fra nu af klare jer uden mig." Jeg gav slip på dem og gik ud til King. "Årh, hvor har jeg savnet dig din dumme hest!" hviskede jeg til den. Den vrinskede. "Hæ hæ.." Jeg sadlede den, og pakkede den med mine ting. Fredie kom ind i stalden. "Er du nu heelt sikker på jeg ikke skal tage med?" spurgte han.

Jeg nikkede. "Det er min opgave, min mission, og min pligt." Jeg kiggede på ham. Han havde et alvorligt udtryk. Jeg hoppede op på hesten. Han stod stadig og betraktede mig. Jeg tog sværdet op af dens skede, der var bundet til mit bælte, og aede blidt hans kind med bladet. Han smilede usikkert til mig. "Pas nu på.. Jeg elsker dig." Han lænede sig op til mig, og ramte mine læber med hans.

  Jeg red ud af stalddøren. Jeg kiggede mig en gang over skuldren. Fredie stod og vinkede. Jeg smilede stort tilbage til ham. Jeg rettede endu engang mit blik ud over hestens hoved. Dog, kiggede jeg en ekstra gang tilbage. Fredie var væk..

  Farvel ...                                                      

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...