Himlen og Helvede

Den 17 årige Gia, datter af selveste helvede, bliver stillet overfor et stort dilemma. Dæmonerne gør oprør mod deres herskere og hende og hendes far kan ikke selv fange dem. Det kræver dog at Gia må traffe en beslutning, ønsker hun at rede verdnen eller ønsker hun at lade den gå til grunde? For selvom at hun er en Dæmon af højeste rang føler hun alligevel et eller andet..... men tør hun at modtage hjælpe fra selveste Guds engle?

1Likes
4Kommentarer
1134Visninger

1. Et valg

Hun vaklede mellem to farver, enten sort med rødt glimmer, eller rødt med sort glimmer. Beslutningen var sådan set let nok, men det at skulle tage sig sammen og virkelig gøre det var ekstremt hårdt. Hun kastede sit lange hvide hår over skuldren og rettede sine øjne mod de to neglelakker som stod på bordet foran hendes seng. De glitrede i lyset fra de fakler som oplyste det store rum. Hun lå på maven med hovedet hvilende i hænderne på sin enorme smedejernseng. Sengens stolper var prydet med sorte jernroser med pigge og som glimtede svagt af rødt. Himmelsengen var af sort fløjl og gulvet i en let sort nuance som klædte det store rum godt. Væggene var mørkelilla og det samme var gardinerne som dækkede det store vinduer. Et stort walk in closet i kirsebærtræ stod i det ene hjørne og et skrive bord overdækket med papir og andre umiskendelige ting stod i det andet. Faklerne hang i smukke holdere på væggene og oplyste rummet med et varmt lys. Hun sukkede, rakte ud efter det røde med sort glimmer og begyndte langsomt og metodisk at smøre det ud over sine lange skarpe negle. Hendes røde øjne glimtede og det samme gjorde hendes hugtænder. Nej, hun var ikke en vampyr. Men en dæmon. Mange forvekslede de to ting, men der var kæmpe stor forskel. Vampyrer var lyssky væsner som drak blod for at overleve, dæmoner var stærke og dominerende væsner som slog ihjel for sjov skyld, for at suge livskraften ud af mennesker. For at blive stærkere. Hendes skindene sorte og røde vinger rørte svagt på sig og hun skruede hætten på den lille flaske igen. ”Gia kom her ud!” Skreg Satan. Hun sukkede. ”Kommer nu far!” Hun rejste sig fra sengen, pustede på sine negle og åbnede den sorte trædør som førte ud i en kæmpestor korridor. Korridoren førte tværs gennem slottet og hun fulgte den hele vejen. Hendes sorte laksko klikkede mod sten gulvet og hendes sorte tylskørt gnistrede. Hendes sorte tanktop var så lav bagpå at vingerne stak ud. De røde spidser strejfede gulvet let og løftede sig så hun svævede få centimeter over gulvet. Vinduerne afslørede ingenting, solen var evigt forvist fra Helvede og en blodrød måne herskede evigt på den altid kul sorte himmel. Selv stjerne var forvist. Hun stirrede hånligt ud over Underverdnen. Det var latterligt, hun både elskede og hade dette sted. Ingen sol, ingen venner. Til gengæld slap hun for konstant at rende ind i himlens Engle. Bvadr. Englene var Guds vogtere og kæmpere på jorden, desuden havde de en irriterende tindens til at stoppe dæmonerne. Dæmonerne var Satans og hendes tro tjenere, de gjorde alt for dem. Alt. Hun smilede ondskabsfuldt og igen glimtede hendes hugtænder svagt i faklernes skær. Hun løftede at øjenbryn da en dæmon stillede sig foran hende og spærrede vejen. Den var menneske høj, en af dem der var lykkedes. Nogle dæmoner blev mærkelige og mindede mest om vortesvin, mens andre var mere perfekte og nogle næsten smukke. Hun stoppede sin svæven. ”Hvad?” Spurgte hun utålmodigt. ””Din fader ønsker dig i spisesalen. nu.” Kommanderede han. Hun snappede forarget efter vejret og trådte et skridt frem. Men han vendte om og gik sin vej. Irriteret prustede hun en hårtot væk, spredte vingerne ud og fløj vidre. Hun smilede. Dæmoner var nogle prægtige væsner, i hvert fald hvis de var født som dæmon som hun selv. Mennesker kunne blive forvandlet af en ægte dæmon, men resultatet blev sjældent godt. Hun landede foran en kæmpestor trædør. Den knirkede da den gik op. Hun trådte ind og fik sig noget af et chok. ”Far hvad er der galt?” Råbte hun fuld af panik. Fanden rendte rundt, himlede med øjnene, stønnede, sukkede og kastede rundt med stakkevis af papirer. ”Dæmonerne gør oprør!” Skreg han. Hun stivnede. Oprør. Dæmonerne vendte sig mod deres herskere. Det var derfor at den hun mødte ud på gangen havde turde hundse med hende. ”Hvor er de løbet hen?” ”Jorden.” Han stønnede og sank i knæ. Hans enorme vinger bredte sig ud og dækkede for hans nøgne bryst. Hendes far gik aldrig med skjorte, kun bukser. Han havde skulderlangt hvidt hår og de samme røde øjne som hun selv. Hans evige ungdom gjorde at de efter hånden var mere bror og søster end far og datter. Men hun elskede ham som en far. Satan eller ej. ”Jammen, skal vi så ikke bare indfange dem?” Spurgte hun forvirret. ”Så simpelt er det ikke. Englene har fundet ud af det og tror at vi er ude på at starte dommedag. Jeg kan aldrig vise mig på jorden mere.” ”Åh.” Hviskede hun. Kunne de så aldrig komme derop igen? Hun sank en klump. ”Kan jeg ikke indfange dem?” Spurgte hun. Han kiggede op på hende. Blikket i hans øjne var hårdt, men hun så om bag hans facade. Så at han bekymrede sig om hende. Hun kiggede ømt på ham og knælede ved hans side. Han kiggede op på hende og sendte hende blikket. Hun lagde en hånd på hans skulder. ”Jeg kan klare mig. Jeg tager Ludvig med.” Han smilede og tog hendes hånd. ”Pas på dig selv.” Han gav slip og rejste sig. ”Husk nu at holde sikkerheds afstand til menneskeene.” Hun smilede skævt og fulgte efter sin far ud af rummet. Men i stedet for at fortsætte ligeud drejede hun til højre. Hun fulgte gangen, drejede til venstre og gik ud af en stor port. Hun krydsede gårdspladsen og gik over i stalden. Stalden var en kæmpe stor bygning lavet i jern. Inden i var den opdelt i store rum med højt til loftet. Hun åbnede slåen, trådte ind og lukkede den igen. En dyb knurren afslørede at Ludvig havde opdaget hende. Hun gik helt hen og standsede foran det største bur af dem alle. Lænket bag tremmer sad hendes kæledyr. En to og en halv høj helvedes hund. Han havde skindede sort pels, lange sorte vinger og skrigene røde øjne. Han var farlig, men meget loyal, i hvert fald over for hende. Hun stak hånden ned i en pose med godbidder og rakte den ind gennem tremmerne. Hunden guffede i sig med fryd og brummede. ”Hej skatter!” Hviskede hun og nussede hans snude. Hun åbnede hans bur, trak ham ud og bandt ham til en stolpe. Derefter gik hun ind og hentede en pisk og en strigle. Hun begyndte langsomt og børste hans lange skindene pels. Han brummede muggent. Det kilder.... hun smilede. Han kunne tanketale, men de brugte det sjældent. For helt inderst inde var de ens. Begge deres hjerter var frosne, indkapslet i is. De forstod hinanden, mere end nogen anden. Da hun var færdig lagde hun tingene på plads, åbnede den store låge og bandt rebet op. ”Er du klar?” Hviskede hun og strøg ham over det store hoved. Han brummede. Hun tog sig til halsen og åbnede den tynde sølvkæde som hang der.  Kæden foldede sig sammen i hendes hånd og vedhænget dinglede faretruende. En nøgle. Nøglen var sølvfarvet  og besat med blå safirer og lilla ametyster. Helvedes Portalnøgle. Himlen havde en magen til, men deres førte kun fra himlen til jorden. Hendes førte fra helvede til jorden. Hun gik hen til den store låge og satte nøglen ind i luften. Et lysglimt viste sig og portalen stod nu åbent. Portalen lignede uhyggeligt meget et sort hul. Hun trak på skuldrende og gik hen for at hente sin lange sorte fløjlskappe. Hun slog hætten op, fandt punktet ved Ludvigs ene skulder og svang sig op på hans enorme ryg. Hun gled på plads og piskede hans højre skulder. Han satte med det samme i galop og de fløj lige ind i portalen. At løbe gennem en portal var som at løbe i gennem et sort hul. Hvirvlende skygger og mørke. Intet tegnede på at tunnelen nogensinde stoppede. En lille lysplet dukkede frem langt væk og hun satte hælende i siden på dyret. Han fløj af sted, bredte vingerne ud så de susede af sted i raketfart. De ramte det lille trængte hul og brasede ud på den anden side. Jordens atmosfære slog dem næsten omkuld, den var meget stærkere end i helvede. ”Gør dig usynlig.” Hviskede hun stille. De gjorde sig usynlige for alle menneskelige øjne. Engle kunne de ikke gemme sig for, men det var heller ikke hendes mening. Hun havde løjet, hun var ikke kommet til jorden for at indfange dæmonerne selv.  Hun var kommet for at konfrontere englene, for at spørge om hjælp. For hun viste at hende og hendes aldrig ville kunne fange dem, eller at han aldrig ville gå med til at spørge dem. Hun sanke en klump og sparkede gang i Ludvig. Den eneste måde at finde engle på var at flyve. ”Kom nu din gumpetunge hund!” Hvæsede hun. Han brummede surt og bredte vingerne ud. Han tog tilløb og lettede elegant og smukt som en fugl. Hun spejdede ud over træerne, men så ingen engle. De lyste normalt op med et sølv skær, men intet lys generede hendes øjne. Altså ud over solen. Hun sukkede og gav op. ”Kom Ludvig, lad os tage hjem igen.” Sagde hun opgivede og han drejede af. Hun hørte et sus og hunden gav et hyl fra sig. Hans store hoved sank og de drattede lynhurtigt ned mod jorden. Hun skreg skingrende og krummede sig sammen på hans ryg. Sammenstødet med jorden ville blive forfærdeligt. Hun ville muligvis ikke overleve. Det var mærkeligt, Ludvig plejede ikke at falde i søvn når de fløj. Hun vred sig i luften og så hvad der havde standset ham. En pil på omkring 20 centimeter stak ud af hans ene skulder. Han var såret, ikke død. Det sort røde blod løb ned over han skulder med blev igen ledt opad på grund af vinden. Jorden nærmede sig, hurtigere og hurtigere. Igen vred hun sig og landede med et hult dunk på knæende. Jorden knagede under det pludselige sammenstød og hun stønnede af smerte. ”Så ser man det! Du ramte pletskud Gabe!” Råbte en dreng. Hendes syn var sløret og hørelsen svækket for en kort stund. Hun stønnede igen og prøvede på at rejse sig. Som tak fik hun et hårdt spark i ribbenene. ”Pas på! Den er stadig i live!” Råbte en anden dreng. Hun knurrede. 'Den' havde altså øre. Hun løftede hovedet og følte et hårdt skub i hjertet. Foran hende stod tre drenge. En med smukke grønne øjne og nuttede orange røde krøller. Den i midten havde mørkeblå øjne og mørkt halvlangt og bølget hår. Og den sidste havde nøddebrune øjne og mørkeblondt strithår. Fælles havde de alle muskuløse brystkasser, som IKKE var dækket til, og lange skindene hvide vinger. Deres 'smarte' engle bukser var hvide. ”Hvad vil i mig?” Hendes healings evner var vågnede og hun var frisk igen. Som et lyn stod hun op igen og stirrede på dem med brandene øjne. De stod med det samme i forsvarsposition. ”Det var dig der kom din ækle skabning!” Hvæsede ham med strithåret. Hun stirrede koldt på ham. ”Jeg kom for at spørge om hjælp. Men hvis i er fuldstændig ligeglade med jorden og dens latterlige befolkning, så okey. Jeg er pænt ligeglad.” ”Vent lige lidt. Rede jorden? Jeg troede at i var ligeglade med jorden?” Sagde ham med de røde krøller. ”Det er 'vi' også. JEG er mere interesseret i at slippe af med jer. I volder alt for mange problemer og dræber alt for mange slaver. Så ja, det er ikke menneskeene jeg er bekymret for.” Hun smilede ondskabsfuldt og lagde armene over kors. Hun lænede sig mod et træ og betragtede dem med et uinteresseret blik. De kiggede alle tre på hende med et mærkeligt blik. Betaget men frastødt alligevel. ”Hvad vil du have at vi skal gøre? Det lidt ligsom ret svært at indfange de uhumske bæster.” Snerrede ham med det sorte hår.. hun stirrede. ”Hjælpe mig med at fange dem. Så simpelt er det. Jeg har en Kube og den kan vi bruge.” Svarede hun. En Kube var en lille en gange en cm kasse lavet af magisk hvidt stål og dekoreret med runer. Hvis man kunne de rigtige kunne man fange hvem eller hvad som helst i de små kasser. Det var simpelt nok. ”Er i med mig eller hvad?” Spurgte hun irriteret. De kiggede lidt på hinanden, aftalte og diskuterede med øjnene. Hun brugte ventetiden på at udforske deres ansigter. Ham med det røde hår havde kriminelt høje kindben og fyldige læber. Ham med sorte hår og ham med det blonde var lige så smukke. Hendes røde øjne lyste katteagtigt op og hun stirrede sultent på dem. Hmm.. NEJ! Hun kunne umuligt var forelsket i en engel. En ENGEL! Nej, det var umuligt. Men hun kunne alligevel ikke helt afvise tanken. Tag dig sammen! De ville alligevel aldrig være sammen med en som dig! Rettede hun sig selv og vente blikket mod dem igen. De stirrede på hende. ”Okey, vi hjælper. Men vi kræver noget igen.” Sagde ham med de røde krøller. Hun sank en klump. Ønsker noget igen. ”Hvad er det at i ønsker?” Spurgte hun. ”Dit blod.” Hun trådte tilbage som for et slag. Hendes blod. Hvis de havde noget af hendes blod havde de en lille del af hende, et tegn på at hun 'frivilligt' havde indvilget i aftalen. Hun sank en klump. Hvis de fik hvad de ønskede havde de en evig magt over hende. Det ønskede hun ikke. Hvis det skete var hun fanget i et meget farligt spil, og det var ikke altid lige nemt at komme ud af igen.

"Okey. Jeg gør det." Hviskede hun modtræbende og trådte nærmmere på dem.

"Hvad er dit navn?"

"Gia."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...