Den Evige Kriger


0Likes
0Kommentarer
583Visninger
AA

1. Den evige kriger

Jeg rejser mig fra asken. Ilden bider ikke på mit skind.

Ikke engang jeres kugler skader min jordlige krop mens jeg går imod jer.

Jeg mærker rædslen i jeres sind, frygten i jeres knogler.

I ved jeg ikke kan stoppes, men I prøver forgæves.

I ved at hvis jeg falder, rejser jeg mig igen.

Et uigennemtrængeligt og harmonisk sind, begyndende vinger.

 

I løber, men jeg er altid bag jer.

Selvom skyerne er foran solen skinner den stadig.

Og selvom kniven sidder i mit hjerte vinder jeg stadig.

For mit hjerte giver ikke op, mit sind evigt, min sjæl aldrig forsvindende.

Og mens I er uretfærdige og onde af sind bliver selve essensen I jer knust af min magt.

Intet kan standse mig, intet må standse mig.

En ustoppelig, en juggernaut, en kriger.

 

I ved at jeres sandhed er løgn, men I ser det ikke.

Jeg ved at den evige og ufejlbarlige sandhed altid ved være min.

Og selvom vreden omslutter min sind over handlinger der er grusomme, er mit sind rent.

I mørket er lyset stadig og det er omkring det kraftigste lys at der er mørkest.

Jeg slutter ikke, jeg helmer ikke, jeg rejser mig altid.

 

Mens denne trance omslutter min bevidsthed fungerer evnerne optimalt.

De læres, de indbygges, integreres i selve kroppens bygning, dets DNA.

Evnerne kommer langsomt men sikkert og de er evolutionære og udviklende.

Og som den hævnende engel der kommer og hugger den første og den værste ned.

Men det er ikke blot hævn der varetages, det er retfærdighed.

En granskelse af livets skønhed, sandhed og renhed.

 

Selvom I sender dæmoner mod mig, knuser jeg deres ondskab, brænder deres mørke.

Kroppen, designet gennem årtier, bygget på 9 måneder.

Naturen i dens rolige dog dundrende magt.

Jorden, den rolige og vise, ubevægelig og stærk – Kreationen.

Ilden, den kraftfulde og intense, brændende og destruktiv – Destruktionen.

Vandet, det flydende og helende, overskudsrigt og tilpasningsdygtigt – Evolution.

Vinden, den hurtige og smarte, impulsiv og kraftfuld – Acceleration.

 

Og mens stilheden bredte sig over jorden, flød vandet langsomt, end ikke isflagerne stoppede bevægelsen af vandet og end

ikke sneens hastige nedfald stoppede vindens kraftfulde gang, mens porcelænet krakelerede i den bitre kulde var lyset stadig

at se i det fjerne, den intense ild der ikke lod sig slukke af selv den koldeste modgang.

Og mens mennesket sultede efter essens, lå den I dem selv. Og mens de ledte og ledte febrilsk og panisk, ignorante og

blinde, bevægede de sig i sandhed længere væk fra Lyset og den rå, dog bløde og smukke essens.

 

Og mens legemet bevægede sig i livet, skreg sjælen af længsel.

For mennesket er som planter, vi har brug for lys for at vokse, store og sande.

Og selvom mørket omslutter jeres hjerter er lyset evigt og sandt.

Og mens jeres øjne er blændende falder I og skraber knæene.

 

Det vigtigste er dog ikke aldrig at falde, et fald er en lærdom, lærdom er visdom og gennem visdom, gennem fald vil vi indse

Lysets sandhed og det guddommelige I os selv, og så rejser vi os igen og igen. Som føniksen der forgår i dens egen flamme

for derefter at genopstå endnu mere smuk og endnu mere mægtig.

 

Og mens I ikke ser sandheden, så kigger I på den, men mærker ikke dens klang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...