Alene Hjemme

En blanding af en gyser og fantasy. og lidt humor.

0Likes
2Kommentarer
688Visninger

1. Alene Hjemme

Da var en gang to børn, to søskende. To børn, en dreng og en pige. Pigen hed mile og, drengen hed Martin. De var alene hjemme. Deres forældre skulle til bingo aften, og bagefter og til nogen venner der havde fødselsdag. Så de var alene hjemme. Hvad kan der ske? Alene hjemme! De var alene hjemme! De to havde aldrig rigtig været alene før nu. Så de første de gjorde den aften… Selvfølge at se Tv så lang tid de ville. De ville se en gyser en der rigtig gir kolde gys i nakken på en. Selvfølge måtte de heller ikke det. Det var derfor det var så spændene. Spookey Skoven! Det ville de se! Helt sikkert. ”Du Mille vil du ikke gerne have popcorn” råbte Martin fra stuen, så man ikke hørte Tv’et. ”Jo Martin jeg vil godt have popcorn, vil du lave det?” Sagde Mille stille, som var på vej ind til stuen. ”Milleeeee? Jeg tænkte nu på om du gad at lave det. Jeg er jo din tvillingebror. Gider du lave det” Martin så spørgende til Mille. ”Matiiiiiin?” hun lød lidt i drille humør nu. ”Jeg vil da med glæde lave dine popcorn” Hun gik ud i køknet og lavede popcorn i mikroovnen. Så puttede hun dem i en stor skål og nogen i en lille en. I den store skål puttede hun en ordentlig gang peber i med lidt stærkt chili i, og den lille spiste hun selv. Hun gik ind i stuen og rakte skålen ud til Martin. Martin tog i mod. De så begge filmen. Indtil… Martin spang op og skreg. ”hvad fanden er det?” råbte Martin ”Når det, det kaldes en lære streg” grinede Mille højt. Begge to, var faldet til ro. De var meget fordybet i filmen. Kl. 00:45 var filmen færdig. De gik op og børstede tænder. Så sagde de god nat til hinanden, og de gik op på vær deres værelse. Og bare efter 10 minutter var de nede igen. De var begge to meget bange. Og meget svedige.

Men der var ikke noget hus længere, der var ingen stue. Der var ikke noget fjernsyn. Der var kun en masse træer og blade og mudder. Og Martin hviskede til Mille ” Mille, du skal ikke være bange. Jeg kan ikke se nogen edderkopper og pirater.” Martin tog sin hånd og lagde den på Milles. Hånden var en edderkop og da Mille så mest bange ud skreg Martin. Mille fløj op med et sæt, hun var vildt bange. ”søde Mille der var ingen edderkopper eller Pirater. Det var kun mig” Sagde Martin med et frækt smil på læben. Det var hævn over for popcorn, nu skal du ikke være sur.” skyd Martin hurtig ind bagefter. Mille lød som om hun ikke hørte ham. ”Kom skal vi ikke finde ud af det her.” spurgte Mille ham ad ”jo det er nok en god ide” Hviskede Martin tilbage. Der var en blå Måne der lyste over himlen. Hun smuk måne som man fik lyst til at sukke over når man så den. De gik i lang tid, med månen på himlen, som ikke flyttede sig.  De havde gået i 2 timer. Og endnu 2 timer. Og deres ben var som gummi, der slattede frem og tilbage.  -Mille jeg kan se noget! -Jeg kan også se noget. Dig! Haha -Jeg mener noget vi ikke har set før -Vi har set det hele. I Tv’et, Martin -Mille nu hører du efter!... De var stoppet op nu -…Det er noget helt nyt det her. Kig selv. Der lå noget bulede mit på stien, noget hvidt. -puh det lugter, er det dig Martin -Nej, det er de to skeletter. -sagde du skeletter, eller var det bare noget du sagde? -Sagde jeg skeletter, det gjorde jeg vel. Det ville jeg ønske jeg ikke sagde. -Martin lad os gå hen til de to såkaldte skeletter. Det er vel ikke som i filmen vel. De var noget hen til bulede hvide noget på stien. -Det er to skeletter, Matin. Det er skeletter! -Det var det jeg sagde. De to skeletter, var bleg hvide. Deres øjne var sorte, sort som kuld. Og der var store sorte biller der kravlede rundt i øjet. To slanger på vært skelet, der kravlede mellem ribbenene. Og de havde stadig hår på hovedet, som lignede Milles og Martin hår, bare anderledes. -Er det vores forældre, Martin? -Det kan… Jeg mener det er umuligt. Det kan det ikke være. Vel Mille. -Jeg er bange, Martin. -Det jeg også -Det er vore forældre, Martin. Det er det. -Ja jeg ved det. Mille, vi bliver nød til at gå vidrer.

Der var træer til begge sidder, og mudder på stien. Uhyggelige lyde og nogen øjne der stiger fra junglen. Der kom langsomt en tåge den blev tykkere og tykkere for vært skridt de tog. Deres fodre blev mere og mere sunket fast til jorden, og de kunne knap nok gå. Tågen steg til deres hals. Den var dødkold. Mille så en mørk, dyster skygge i tågen. -Martin hvem er det? -Mille vis det er en drøm vil jeg vågne nu. Jeg er så bange. Ud af tågen kom, en stor mørk mand. Han havde en stor sort kappe på. Hans hår var en uglerede, men så alligevel godt ud. En snehvid ulv gik ved siden af ham. Den havde røde øjne og den gjorde alt hvad han bad den om at gøre. Vinden fra skoven, susede fobi Mille og Martin, så deres hår blafrede. En dyb stemme lød. ”Jeg har fuldt jer” der gik nogen få sekunder, der føltes som en evighed. ”Jeg har fuldt jer hele vejen. Og jeres ende er nær” Tågen var om deres hoveder nu. Mille og Martin kunne ikke se hinanden. De var skrækslagen. Tågen tåg fat om Martin som en hånd. Hånden strammede sig om hans hals. Han vågnede. Han var svedig. Han var bange. Han kikkede sig rundt. Det var bare en drøm.

Han stod op. Hans forældre var ikke kommet hjem i nu. Han gik ind til Mille værelse. Hun var væk!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...